Chaim Weizmann
Chaim Azriel Weizmann (1874-1952) blev den første præsident i staten Israel.
Weizmann var en russiskfødt jøde, der fik sin uddannelse i biokemi i Schweiz og Tyskland. I Genève blev han aktiv i Zionistbevægelsen og støttede aktivt idéen om at etablere et hebraisk universitet i Jerusalem. I 1905 blev han tilbudt en stilling ved universitetet i Manchester, og blev valgt ind i Zionistrådet.
I 1916 blev han spurgt af Winston Churchill, den daværende marineminister, om han kunne producere store mængder acetone, som der var en stor efterspørgsel efter til produktion af ammunition. Weizmann udviklede en teknik til udvinding af acetone fra hestekastanjer. Denne tjeneste for den britiske regering gav ham mulighed for at spille en hovedrolle i udstedelsen af Balfour-erklæringen i 1917, hvor Storbritannien forpligtede sig til etableringen af et jødisk hjem i Palæstina.
Gennem denne præstation, og hans personlige lederegenskaber og høflighed, blev Weizmann anerkendt af både jøder og ikke-jøder som hovedtalsmand for Zionistbevægelsen efter Herzls død.
I 1918 lagde Weizmann grundstenen til Det hebraiske universitet i Jerusalem. Han arbejdede også ihærdigt for at gøre det lettere for jødisk indvandring og bosættelse i Palæstina. Han gav aldrig op med at kæmpe for staten Israel, selv når successive britiske myndigheder ikke formåede at gennemføre Balfour-erklæringen, og begrænsede jødisk indvandring.
I 1940, efter tyskerne havde invaderet Holland, Belgien og Frankrig, henvendte Weizmann sig til Winston Churchill, en ivrig tilhænger af Zionisterne, for at få lov til at danne en jødisk liga. Efterfølgende britiske ministre var mindre velvilligt indstillet over for Zionistsagen. Da briterne inviterede Den jødiske organisation (Jewish Agency) til en konference om det palæstinensiske problem i 1947, blev det afvist af David Ben-Gurion og de palæstinensiske repræsentanter, som betragtede al politik i samarbejde med Storbritannien som håbløst.
Den britiske udenrigsminister besluttede sig for at overføre hele sagen til FN, som anbefalede deling som den eneste udvej for den fastlåste israelsk-arabiske konflikt. Weizmann lagde pres på Ben-Gurion om at oprette en egen stat. Et af Ben-Gurions første vedtag som Israels statsminister, var at tilbyde Weizmann stillingen som præsident, hvilket han tog imod.