En velbenyttet tid
Hvordan ville du have det hvis du, som hustru og mor, var nødt til at være 5 uger på hospitalet op til fødslen af dit barn? Miriam Janz fortæller os, hvordan det var for hende.
Hengiven for sin familie erklærer Miriam, at det værste ved at være så længe på hospitalet var, at hun ikke kunne være derhjemme med børnene.
”De ringede til mig og græd af forskellige årsager, og efter de havde været på besøg, græd min fire-årige datter ukontrollabelt, og der var intet jeg kunne gøre for at trøste hende,” fortæller hun. Især de yngste børn kunne ikke forstå, at situationen ikke var permanent - de troede deres mor aldrig mere ville komme hjem.
”Jeg bad meget for dem, at de kunne finde trøst i deres forskellige forhold derhjemme og i skolen,” fortsætter hun.
Miriam var så heldig at have mange besøgende i løbet af hendes ufrivillige indlæggelse, som hjalp med at få tiden til at gå. Nogen gange kom en hel flok af de yngre kvinder fra hendes menighed, og så havde de ”samfundsaftener” sammen.
Hun brugte lang tid på at læse i sin Bibel samt lytte til opmuntrende sange og taler på sin iPod. Hun følte det var vigtigt for hende at få indre styrke i trængselen, så hendes tid på hospitalet ikke var spildt.
Men hvad var det der holdt Miriam oppe gennem denne vanskelige tid?. Vi lader hende forklare det selv:
”Jeg kunne mærke kraften fra vennernes bønner over hele verden. Og noget andet der blev godt for mig, var noget jeg læste på www.brunstad.org, hvis jeg vælger at følge Kristus i hans død ved at opgive min egenvilje og mine krav, vil jeg altid eje fred og lykke!' Flere gange bad jeg til Gud om at lade tingene ske hurtigere, og at babyen kunne blive født tidligere, så mit forhold kunne afsluttes, men hele tiden kom verset i Mattæus 26,39 til mig: 'Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.' “Jeg har en trang til at leve samme liv som Jesus, og lade det ske, som Gud har planlagt for mig, og være lykkelig og have fred i mine forhold.”
Miriam slutter af med at fortælle os, at før hun kom på hospitalet, var der modstand i hver eneste fiber af hendes krop mod at være indespærret på et hospital og ikke være hjemme og være den hustru og mor, hun følte hun burde være. ”Men når jeg ser tilbage,” konkluderer hun, ”ville jeg ikke ændre noget. Jeg ved, at Gud ønskede at bruge denne tid til at sætte mig fri fra ting som bekymring og det, at man altid vil være i kontrol. Dette vers blev levende for mig, 'Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.' Filipperne 4, 6-7.