40 års troskab

40 års troskab

Skrevet af: Anna Risa | Sted: Melbourne, Australia | Publiceret: 2. december 2010

Denne måned  fandt en speciel fejring sted i menigheden i Australien. I år er det 40 år siden Peter Hardenberg og hans familie indvandrede til Australien, og blev de første medlemmer af Brunstad Christian Church i Oceanien. Menigheden i Melbourne—som er vokset fra 6 medlemmer i 1970 til 110 i dag—var værter for fejringen af dette jubilæum, for alle venner i Australien, den 13 oktober.

Den norske evangelist, Sverre Riksfjord, som var inviteret på grund af hans nære forhold til de lokale medlemmer, holdt åbningstalen på festen. “Alt der er blevet gjort i menigheden gennem årene, er blevet gjort i troens ånd,” proklammerede han. Så fortsatte han med at læse fra Zakarias' bog 4:6-7,

 “Dette er Herrens ord til Zerubbabel: Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre! 
Hvad er vel du, store bjerg? Du skal blive til slette foran Zerubbabel.’”

 “Troens ånd,” fortsatte han, “er det som har bygget menigheden op til det, som det er i dag, og tro og håb behøves, hvis menigheden fortsat skal vokse og udvikles.”

Paul Van Oord, 21, er vokset op i menigheden i Australien. Han fortæller os, at det han så og hørte på festen, fik ham til at indse hvor let det er at tage evangeliet for givet. “De der var i begyndelsen måtte kæmpe for det vi tager for givet,“ siger han, “Det var en kamp for dem. Men de er blevet så lykkelige og ægte mennesker.“

“Jeg følte mig så tom”

Vi spørger Cheryl Campher, som begyndte at komme på møderne i 1974 som 18 årig, hvordan hun oplevede menigheden den gang, og hvad hun lagde mærke til ved de få venner som samles for at have samfund og tale om Guds ord.

Denne hjertekontakt
fandt jeg ingen andre
steder.

“De forstod mig og hvor jeg kom fra”, svarer hun. “Jeg oplevede virkelig ægte omsorg. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde mærket 'de var ude på at fange mig', ville jeg have løbet!” ligger hun til med et grin. “Men det var ikke sådan. De gav mig frihed til at komme og gå... Denne hjertekontakt fandt jeg ingen andre steder.”

Cheryl voksede op i et sekulært hjem, men fra en meget ung alder mærkede hun, at hun havde et kald. Da hun var omkring 14-15 år gammel begyndte hun at interessere sig for og læse om forskellige religioner—Buddisme, Hinduisme, og andre—bare noget der kunne fylde dette tomrum hun havde indeni. “Jeg var så smertende tom indeni,” husker hun.

En personlig overbevisning

Cheryl fortæller os også om, hvilken glæde hun mærkede, da dette tomrum blev udfyldt. Hun blev først ført til Gud gennem en nabo, der var medlem af Pinsebevægelsen, og så lidt tid efter, da hun begyndte at mærke en trang efter hendes manglende sejr over synd, kom hun i kontakt med menigheden. Selvom der kun var få medlemmer demgang, siger Cheryl, at det havde ingen betydning for hende. “Jeg kom i kontakt med gammel og ung. Det var så interessant at snakke med de ældre venner,” siger hun. “Jeg mærkede slet ingen aldersforskel.”

 Cheryls ældste datter, Rebecca, beskriver sit barndomshjem som et hjem fuld af ubetinget kærlighed. “Da jeg var yngre gjorde, og sagde jeg mange dumme ting,” indrømmer hun. “Men jeg vidste altid, at jeg var elsket, og at [min mor] ville det bedste for mig.”

 Den kærlighed og sikkerhed hun oplevede som lille pige, i hendes hjem og i menigheden, har nu forandret sig til en personlig overbevisning om hendes tro, efter hun er blevet voksen.

Da vi spørger hende hvor hun ville have været uden sin tro er der en lille pause, men så er svaret fast, “Helt fortabt. Ulykkelig. Jeg ville ikke have noget at leve for.” Og nu lever hun for? “Jeg kan faktisk forandre mig. Ikke bare forandre mig når jeg fylder 70; jeg kan forandre mig nu! Jeg behøver ikke være den samme person som jeg er,” sig hun entusiastisk.