Et himmelsk pitstop

Et himmelsk pitstop

Skrevet af: E. G. Ditlefsen | Publiceret: 24. marts 2011

Det lyder som tusinde klokker, når latteren klinger gennem den store sal fuld af søstre fra hele verden. Og når der synges er det den fineste englesang. Man skulle tro man var i himlen. Men ikke helt endnu.

For når ordet bliver talt med klarhed, kastes der et skarpt lys over ens eget. Man ser de områder man skal forandre på i livet – for eksempel sin iboende egoisme, der bliver stærkt belyst under stævnet. Lyset er ligeså gennemtrængende som forårssolen, der stråler fra den klare blå himmel udenfor og reflekteres af sneen, der stadig ligger over hele Brunstad. Men ligesom forårssolen er der også varme i ordet der tales. Håb. Om fuldkommen forvandling, ved den hjælp der gives, når man er sig sin skrøbelighed bevidst og finder hjælp ved nådens trone. Som Kåre Smith på et tidspunkt spørger os: ”...tror du nogensinde nogen er kommet forgæves dér, ved nådens trone?”

At det er muligt at komme ind i landet og smage frugterne af et liv i Josva og Kalebs ånd, vidner mange om. (læs Fjerde Mosebog 14,6-9) ”…jeg som før var så utålmodig er nu blevet tålmodig!” lyder det for eksempel med kraft fra en ældre søster, der lyser af mildhed. Det rører hjertet at høre de stærke vidnesbyrd fra sine medsøstre og forløbere. De står som levende tegn på, hvad et langt liv i denne ånd kan gøre i et menneske, selv om man har et kød hvor der ikke bor noget som helst godt.

Der er et særligt skær over samfundet heroppe. Hende man ser så tit der hjemme, stråler ganske særligt. Hende man kender fra gamle dage, gør det særligt godt at møde. Nye samfundsbånd knyttes. Samtidig er det verdens naturligste, sjove og jordnære sted, at nyde den gode mad, le og snakke så hele salen dirrer af energi i pauserne.

Når sangen igen løfter sig mod himlen, føles det dog som et pitstop i den kommende verden.