Det blev en oplevelse de aldrig glemmer. Familien Floor fra Sydafrika var denne sommer på Brunstad for første gang med alle 15 børn.
Det blev en oplevelse de aldrig glemmer. Familien Floor fra Sydafrika var denne sommer på Brunstad for første gang med alle 15 børn.

– Hvorfor ikke investere alt?

Skrevet af: Karen-Birgitte Larsen | Sted: Oslo, Norge | Publiceret: 25. august 2010

12 000 kilometer. De kalder det en pilgrimsrejse. Familien Floor fra
Sydafrika har været på deres første stævne på Brunstad. Et sted, de fleste
af dem kun har set på satelit-TV fra den anden side af jorden.

– Jeg ved, at det de har set og hørt med egne øjne og ører er noget, de aldrig glemmer, fortæller Mark Floor, som opfyldte drømmen om at tage sine 15 børn med til Brunstad Conference Center, centrum for menighedens virksomhed.

Prisen for turen kan næsten ikke lokkes ud af Mark. Selv om turen har kostet familien på 17 over en kvart million kroner, er dette en lille investering i forhold til hvad familien har fået igen.

– Hvorfor skulle vi ikke investere alt? Her får mine børn hjælp til at leve et rent liv. Pristen for turen er lille i forhold til hvad det koster at leve i synd, forklarer Mark, som ved, at evangeliet giver børnene den lykke, som han selv har fået i livet.

– At være forbilleder er vigtigst

Under stævnet på Brunstad har familien oplevet trostyrkende møder, aktiviteter for børn og ungdomsmøder. Børnene har fået minder og venner for livet.

– Det er det bedste, jeg har oplevet, siger Jan Abel på tegnsprog, da faderen spørger, hvordan ugen på Brunstad har været.

Selv om Jan Abel, der er døv, får oversat det, som forkyndes på mødene til tegnsprog, er det først og fremmest det, han ser og oplever, som gør indtryk.

– Det største og vigtigste vi kan gøre for vores børn er at være gode forbilleder.

– Som forældre har vi mærket, at det største og vigtigste vi kan gøre for vores børn er at være gode forbilleder. Vi har forstået, at det er alt det, som Jan Abel ser og oplever af kærlighed og fællesskab, som går direkte til hjertet, forklarer Mark, som ikke mener, at dette kun gælder for døve børn.

 

 

– Jeg er et lem på legemet

For Johannes, som er ældst i familien, er det noget helt specielt at komme til stævnet i Norge, selvom han oplever den samme forkyndelse i Sydafrika.

– Menigheden er et legeme. Når jeg kommer til stævnet mærker jeg, at jeg er et lem
på det legeme. Jeg hører det samme budskab derhjemme, men det er så vigtigt for
mig at komme her, siger den 23-årige, som har bestemt sig for at være trofast i sin
hverdag, som et lem på Kristi legeme.

Som storebror for 14 yngre søskende mærker Johannes, at han hurtigt kommer til sine grænser som menneske. Her er troen på fuldkommen sejr over synd og tilbøjeligheder blevet styrket på stævnet.

– Jeg har ansvaret for at være et godt eksempel. Det er let at sige sårende ting til dem, som står en nærmest, særlig sin familie. Når der sker noget, finder jeg noget i mit liv, som jeg kan besejre. Det er ikke de andre, der er problemet, ved Johannes, som tidligt bestemte sig for at blive et forbillede for sine yngre søstende.

.

Hjem til hverdagen

Det er travlt i lejligheden den sidste aften før hjemrejsen. Om få timer skal familien tilbage til vinter og hverdag. Kufferterne er pakkede, og flere af børnene, som skulle have sovet for længst, kigger frem og lister sig om i favnen på sine større søstende.

– Børnene vil tilbage næste år, så jeg må se at komme på arbejde på mandag, ler Mark spøgefuldt.

Men uanset om familien Floor følger næste Auguststævne fra Sydafrika eller har sparet penge nok sammen til at komme til Norge er i hvert fald hjertene taknemlige; for at være en del af menigheden og lemmer på legemet.