Aksel Johan Smith – «Jeg og Faderen er ét»

Aksel Johan Smith – «Jeg og Faderen er ét»

Skrevet af: Redaktionen | Publiceret: 24. april 2013

Aksel Johan Smith var en enkel mand med stor åndelig kraft, som viede hele sit liv i Guds tjeneste. Hans liv står som et lysende eksempel i trofasthed, og i at få fuldt udbytte i livets små og store situationer.

Aksel J. Smith blev født i Horten i 1910, som Pauline og Johan Oscar Smiths fjerde barn. Ved at vokse op i et kristent hjem, med særdeles gudfrygtige forældre, blev han allerede fra ung alder overbevist om kraften i evangeliet og muligheden til at leve et liv i frihed fra synden. Som ung mand brugte han meget af sin tid på at rejse rundt til menighederne i Norge og som missionær i Skandinavien. Han fandt også tid til at fuldføre sin uddannelse som møbelsnedker, og i 1930 blev han indkaldt som flyvesoldat, og aftjente værnepligt året efter. Stoltheden og nationalfølelsen for fædrelandet blev aldrig mindre igennem et langt liv.

I januar 1943 overgav Johan O. Smith ansvaret som redaktør for menighedsbladet Skjulte Skatte til sin søn Aksel. Da var Aksel 33 år gammel. Det var en ubetalt stilling baseret på frivillig indsats, og på den tid måtte al korrektur og adressering laves for hånd. Efter at Aksel giftede sig med sin barndomsven Ida Olsen i 1947, deltes de om arbejdet med redigering og distribuering af et oplag på først hundredevis, og siden tusindvis af eksemplarer. De sørgede ikke kun for at artiklerne var grammatisk fejlfrie, men for at de var læremæssigt rigtige, opbyggelige og skrevet i den ånd, som tror på sejr. Aksel og Ida så aldrig på sit tidskrævende arbejde som en tung pligt, men som et privilegium og en glæde. Eftersom deres fem børn voksede op, var de også til hjælp i det omfattende arbejde. Aksel stod som ansvarlig redaktør for Skjulte Skatte i 55 år.

Sammen med Sigurd Bratlie og Elias Aslaksen havde Aksel J. Smith fra 1930-tallet ansvaret for menighedens jordiske og åndelige udvikling. Denne tjeneste bar han trofast, igennem nogle af de mest urolige tider verden har set. Han var en mand med visioner, og han forstod i hvilken retning det var godt for menigheten at udvikle sig. Det var Smith, der med det samme opdagede de vidunderlige muligheder, der lå gemt i en lille gård kaldt Brunstad, da han for første gang så den, vadende i sne til knæerne. Hans klare syn for fremtiden er med årene resulteret i Brunstad Conference Center sådan, som vi kender det i dag – menighedens midtpunkt – og som de siger, mange af de børn, som tilbringer sine sommerferier der: «Verdens bedste sted!»

Omsorgen for menigheden og menneskene blev en personlig hjertesag for Aksel. Han var en klog vejleder, for eksempel da der var konservative røster i aktivitet omkring kvindernes stilling i menigheden, og Aksel J. Smith fulgte i sin fars fodspor og slog klart og tydeligt fast, at både kvinder og mænd kan tjene i menigheden, og at kvinder i lige så stor grad som mænd kan være en ressource for fællesskabet.

Naboer og venner fra byen kendte ham som en mand, der ikke bare snakkede om kristendom, men som levede det i praksis hver eneste dag

Han søgte aldrig egne interesser eller forsøgte selv at blive stor og betydningsfuld gennem sin tjeneste, noget han let kunne have gjort, i egenskab af at være Johan O. Smiths søn. Men Aksel var fuldstændig uinteresseret i at danne en «åndelig elite». Istedet udviklede han den sjældne evne til at kunne løfte sine medarbejdere, og få dem til at yde og føle sig værdifulde. Aksel J. Smiths liv var grundigt baseret på at ofre i det skjulte og at tjene Gud, menigheden, sin familie og samfundet generelt. Igennem trekvart århundredes vækst, fra tidlig vækkelse i 1930-årene, igennem vanskelige krigstider til international udbredelse i 50- og 60erne og frem til vækkelsen, som kom i 90erne – Aksel J. Smith var en god, indsigtsfuld og mild hyrde for menigheden hele vejen. Efter hans død i august 1998, blev det endnu mere tydeligt, at den arv han efterlod sig, var en åben, tilgængelig og international menighed. Aksel J. Smith forstod, hvad det betød at leve trofast her og nu. Han var aldrig en forsvarer af at isolere sig fra resten af verden, men istedet var han aktiv og engageret deltagende i sit lokalsamfund i Horten, hvor han ofte besøgte syge og ældre. Naboer og venner fra byen kendte ham som en mand, der ikke bare snakkede om kristendom, men som levede det i praksis hver eneste dag.

«Jeg og Faderen er ét.»

Et grundliggende element i Aksels liv var hans endeløse kærlighed til alle, som han mødte. Han levede et liv i fuldstændig trofasthed mod evangeliet om sejr over synd, og stod i en sådan uafbrudt indre udvikling, at da han mod slutningen af sit liv læste fra Johannesevangeliet 10,30 på påskestævnet på Brunstad i 1995, var der ingen tvivl om, at dette var blevet hans personlige vidnesbyrd: «Jeg og Faderen er ét.»

 

(Kilde: Bratli, Kjell Arne, En Herrens Hyrde: Aksel J. Smith 1919-1998, Skjulte Skattes Forlag 2007)