Arven fra Smith

Arven fra Smith

Skrevet af: Trond Eivind Johnsen | Publiceret: 23. september 2016

 

I 1898, alene på en norsk marinebåd, omvendte Johan Oscar Smith sig til Gud. Over hundrede år senere står tusindvis af mennesker i taknemlighedsgæld for Smiths liv.

I oktober 1871, samme år som Tyskland blev et rige og franskmændene overgav sig til Prøjsen, blev Johan Oscar Smith født i den rolige havneby Fredrikstad. Der voksede han op i et kristent hjem, i et norsk samfund, som stadig havde 34 år tilbage af den svensk-norske union.

Efter at have gennemført borgerskolen begyndte unge Johan på middelskolen. Her blev hans nedarvede retfærdighedssans vækket. Lærerne på datidens skole gjorde tydeligt forskel på børn af rige og fattige forældre. Det kunne Johan ikke tåle. Han droppede ud af middelskolen efter et halvt år og rejste til søs på båden «Ørnen» kun 15 år gammel. To år senere, efter det, der var to hårde år på havet, meldte han sig til det norske søforsvar, hvor han gjorde tjeneste i næsten 40 år.

 

Smiths nye ven

I Horten 19. maj 1898 skrev Smith et brev hjem til sin familie i Fredrikstad.

Jeg kan nu fortælle, kære forældre og søskende, en stor nyhed, nemlig at jeg er så lykkelig, og hvorfor, jo, fordi jeg har fået Jesus til ven og bror, han er nu mit alt. Før havde jeg på ingen måde fred, men takket være himmelens Gud, så har jeg nu fred overalt.

Hvordan fik du denne fred, vil I vel spørge. Jo, jeg har i lang tid forstået, at der uden Gud ingen sand glæde findes. Så skete det en søndag eftermiddag, at jeg mødte O. [red.anm.: navn forkortet] som kom ind i tjenesten samme dag som mig, og vi gik begge i Metodistkirken. Mens vi sad der, spurgte jeg om han havde lyst til at komme med hjem og spise aftensmad, hvilket han gerne ville. Under samtalen hjemme blev jeg så rørt, og grædende tog vi hinandens hænder, og han bad til Gud for os begge. Jeg kan ikke glemme, hvordan jeg følte det. Djævelen kom som sædvanlig naturligvis, men bønnen havde dog sin virkning, for natten efter havde jeg hundevagt ombord i monitoren, og inde i et lille rundt tårn bad jeg til Gud. Det så så mørkt ud, men med et blev jeg så glad, at jeg næppe mærkede at røre dækket, når jeg gik. Ja, Gud alene kan gøre os så glade, og han være priset over alt.

 

Åbenbaring om Guds sandheder

Efter omvendelsen havde Smith et stærkt ønske om at leve et personligt liv for Gud. Dette gjorde, at han mærkede de dårlige ting, han havde gjort mod andre mennesker, før han blev frelst, men når han spurgte prædikanter til råds blev han forklaret, at han var under Jesu blod. Han kunne have fred fra alle sådanne tanker; man skulle jo ikke frelse sig selv. En utilfreds Johan Oscar Smith gik på sin side ikke med på dette – han begyndte at gøre sine sager op, både for Gud og mennesker. Sådan dannede han det, som senere skulle vise sig at være grundvold for resten af sit indholdsrige kristenliv.

Troens lydighed. Et af de første bibelvers der blev levende for Smith var Romerbrevet 1,5: «Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære.». Smith forstod, at hvis en kristen skulle opleve helliggørelse, måtte han være lydig imod det, Jesus har befalt.

«Kristus åbenbaret i kød». Udtrykket skabte stor debat, og Smiths forklaring blev af mange stemplet som vranglære, men for Smith var det af største interesse, hvilket syn man havde af Jesus. Hvis han skulle efterfølge Jesus, som ikke gjorde synd, var det vigtigt at vide, om Jesus faktisk blev fristet som ham. Hvis det ikke var lige så udfordrende for Jesus, som for ham, mente han at det ville være urimeligt at forvente at menneskene skulle kunne leve på samme måde.

At følge sin egenvilje og at følge sit kød er en og samme ting, mente Smith. Jesus havde et kød (egenvilje) som menneske (Matthæusevangeliet 26,39), men han fornægtede den altid, sådan at han ikke syndede. «For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd» (Hebræerbrevet 4,15). Netop denne forståelse af Jesu fornægtelse i fristelsens stund gav Johan Oscar Smith tro på et liv i sejr over bevidst synd også for sin egen del.

Kristus åbenbaret i kød er gudsfrygtens store mysterium. «Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden...» Første Timotheusbrev 3,16

Sejr over bevidst synd. Smith oplevede, at det ved Helligåndens kraft var muligt at sejre over al bevidst synd (det som i Bibelen omtales som kødets gerninger), siden Jesus havde banet en vej for os. Når der står i Hebræerbrevet 2,18: «For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes», betyder det at Jesus selv havde Helligånden og sejrede ved den kraft, når han blev fristet. Når vi er kommet til Jesus, kan vi også gøre det samme. 

Helliggørelse. Johan Oscar Smith forstod, at der var en vej efter at man var blevet omvendt, fået tilgivelse og gjort sine sager op. Det handlede om at gå forvandlingens vej mod fuldkommenhed, sådan at man kunne blive ligesom Jesus. Helligånden viser det som ikke er fuldkomment i Guds øjne. Fordømmer og hader man det, Ånden viser en, er man i en guddommelig udvikling – helliggørelse.

Kristus og menigheden. Menigheden er Kristi legeme, Kristus er hoved, og hvert lem har sin plads på legemet. «I er Kristi legeme og hver især hans lemmer». Første Korintherbrev 12,27. Smith sagde på sin 70-års dag, at det vigtigste ved hans tjeneste havde været at samle de forskellige lemmer til hovedet, Kristus.

Fra Smith begyndte at modtage disse åbenbaringer fra Gud, startede han med at samtale med sine medmennesker. Det var magtpåliggende for ham at kunne videreformidle det, Gud underviste ham om. Arbejdet gav ikke umiddelbare resultater, og i datidens religiøse Norge var der masser af karismatiske og populære prædikanter, som fangede folk langt mere end læren om Kristus åbenbaret i kød. Smith på sin side var hverken interesseret i at slå af på sandheden for at samle mange eller i at lave stor forestilling for at tiltrække sig opmærksomhed. «Gud vil gerne have nogle til at stå for sit åsyn; for der er nok af dem, der står for folkets åsyn», skrev han til sin bror i 1909. 

– For at lære mere om Brunstad Christian Churchs teologi, læs her: «».

De første «venner»

I et brev dateret 31. maj 1933 gav Smith en kort redegørelse for menighedens undseelige begyndelse.

Jeg gik i metodistkirken ved den tid, men fandt ikke tilstrækkelig næring. Begyndte så nogle småmøder med unge. Vi bad og læste i Bibelen. Guds Ånd arbejdede kraftigt med mig, at jeg skulle rense mig. Det gik ikke så hurtigt, men jeg tog alt, som var fra Gud, og han gav mig kraft. 2 år efter omvendelsen i år 1900 kom Guds Ånd over mig ombord i kanonbåden Sleipner. Skrifterne blev meget mere forståelige end før. Men det mærkelige var, at ingen af de troende jeg kendte, forstod mig. Jeg blev ensom. Men så mødte jeg en her og en anden der på skibet og i marinen. Vi mødtes mange aftener og bad til Gud og læste i skrifterne.

Det tog seks år fra Smiths omvendelse til hans første møde med en, han fandt genklang i hjertet hos.

Underkanonér Theodor Ellefsen, en stille mand fra Grimstad, kom i kontakt med Smith på et møde i Indremission i 1904. De samtalte, og Ellefsen kom med i en kreds, der ønskede Smith som sin prædikant. De kunne godt lide Smiths lære, men var ikke så optaget af at leve sådan som denne lære sagde. Dette var ikke Smiths interesse - han ville ikke være præst for en samling passive tilhørere. På et møde hvor dette blev diskuteret, bad han alle som ikke ville ind i det samme liv som ham om at forlade lokalet. Ikke en sjæl blev tilbage - heller ikke Ellefsen, der antageligvis ikke havde mod til at blive siddende. Da de alle var gået, blev Smith mindet om bibelens ord i Ordsprogenes Bog 24,11: «Red dem, der føres til døden, og dem, der vakler til retterstedet, skån dem dog!». Han gik derfor ud for at se, om der stod nogle «vaklende» udenfor. Der fandt han Ellefsen grædende. Han ønskede ikke at forlade den hjælp til et sandt Gudsliv, som han oplevede hos Smith. Ellefsen blev dermed den første af «Smiths venner», og de to delte et fortroligt samfund som Jesu brødre resten af livet.

I den samme periode begyndte Smith at virke på sin ni år yngre bror, tandlæge Aksel Smith, både ved samtaler og i breve. I 1905 skrev Aksel et brev til sin bror om, at han havde omvendt sig til Jesus - og med dette startede Smith en grundig undervisning af sin bror. Det blev skrevet mange breve, og disse er samlet i Johan Oscar Smiths efterladte breve.

Tre år senere, i 1908, møder Smith den ekstraordinære unge kadet . Han var en ener indenfor alle søkrigsskolens discipliner og havde en lysende karriere foran sig. Alligevel, da han mødte Smith og hørte de sandheder han havde fået fra Gud, slap han alt han havde i hænderne for at tjene Jesus. Aslaksen blev senere en af Smiths nærmeste medarbejdere, og overtog Smiths hovedansvar da han døde i 1943.

Pauline og børnene

I 1901 blev Smith opmærksom på en ekstra gudfrygtig og ærlig kvinde, Pauline Pedersen. Hun arbejdede for en købmand i Horten, og havde på grund af sin retfærdige og ærlige væremåde fået tillid til at drive en af butikkerne. De forlovede sig samme år, og november 1902 giftede de sig helt enkelt i Metodistkirken i Kristiansand. I perioden frem til 1918 fik de seks børn.

Skjulte Skatte

De to brødre Aksel og Johan Oscar Smith var aktive skribenter i kristne blade, men efterhånden som Smiths lære mødte større modgang, oplevede de ofte at artikler kom retur. Dette førte til tanker om et eget blad. Der er brug for et «arbejdende» blad som direkte fører til gudsfrygt, mente Smith – ikke endnu et «fortællende» blad som der fandtes så mange af. Den 1. januar 1912, drevet af en indre trang og overbevisning, udkom første nummer af Skjulte Skatte. . 

«Arbejdede mere end dem alle»

Resten af sit liv var Smith ene og alene interesseret i de to åbenbaringer: Kristus åbenbaret i kød og Kristus og menigheden. Alle han kom i kontakt med så hvordan denne lære gik hånd i hånd med hans liv. Alt det han fik åbenbaret af Gud og havde begyndt at udføre i sit eget liv, det lærte han videre med stor entusiasme. Til forskel fra mange andre prædikanter, som ofte lagde stor vægt på at samle mange, arbejdede han grundigt med hver enkelt sjæl. Han var mere interesseret i nogle få brødre og søstre, der kom i kontakt med Kristus, end mange tilhængere. Nogen anden udvikling end denne ville Smith ikke godtage, og han ville hellere være alene om sin tro hele sit liv fremfor at slå af på sandheden.

Når du dør, Johan, så dør du oprejst.

Foråret 1943 gik det imod livets slutning for Smith. Han var svækket af sukkersyge, havde dårligt syn og måtte holde sig i sengen nogle dage. Natten til 1. maj gik Johan Oscar Smith hjem til Jesus - han døde af et hjerteslag mens han gik over gulvet på værelset. Dermed gik Ludvigs profeti, Smiths bror, i opfyldelse. Han sagde nemlig på sit eget dødsleje i 1931: «Når du dør, Johan, så dør du oprejst.». 

Efter hans død gav Elias Aslaksen dette vidnesbyrd til Smith: «Aldrig ellers så jeg en sådan mand. Aldrig har jeg i min samtid hørt eller set nogen anden som kunne berette om en sådan mand, hverken i dette land eller i noget andet land.»

Smiths begravelse blev den største Horten havde set i fortid eller datid, til trods for krigens strenge rejserestriktioner. Der strømmede taknemlige sjæle, telegrammer og blomster til. 

«Vi er ikke blevet tilhængere af nogle læresætninger, men efterfølgere af en levende tro, som bringer liv. […] Broder Smith har været en banebryder, en kampens mand, ikke egentlig for læresætninger, men for sand kristendom, for ægte Gudsliv, for retfærdighed, sandhed, kærlighed, Guds visdom, renhed, godhed». Sådan opsummerede Aslaksen Johan Oscar Smiths liv, der fik evighedsbetydning både for ham og for dem han ved Guds nåde vandt for Kristus.

«Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig.» Første Timotheusbrev 4,16