Du er udvalgt af Gud

Du er udvalgt af Gud

Skrevet af: Knut Olav Haukelidsæter | Publiceret: 23. november 2015

Allerede da lyset for første gang fortrængte mørket, og Gud skulle i gang med at skabe resten af universet, solsystemerne og jorden vi lever på, tænkte han på dig.

For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. Efeserne 1,4. Det betyder, at Gud allerede havde dit navn i tankene, inden han skabte verden. Han udvalgte dig i kærlighed til at blive hans barn, når din tid på jorden omsider skulle komme. Så har han da haft rigelig med tid til at ombestemme sig! Han vidste om dine menneskelige svagheder, længe før du blev født, og kender dem bedre end du selv gør – alligevel har han ikke skiftet mening! Nej, det var ingen tilfældighed, at han valgte som han gjorde – din udvælgelse var velovervejet og bestemt efter Guds egen frie vilje. (Efeserne 1,5)

Han vidste om dine menneskelige svagheder, længe før du blev født, og kender dem bedre end du selv gør – alligevel har han ikke skiftet mening!

Gud er en handlingens Gud, som ønsker at udrette noget med dit liv - det var jo det, han udvalgte dig til. Gud har store planer med dig, men det er op til dig om han får lov til at gennemføre planerne i dit liv. Det afhænger ikke af Gud! Den retfærdige Job i Det gamle testamente sagde, at Gud fuldfører det, han har bestemt sig for – og meget af samme slags har jeg i vente fra ham. (Job 23,14)

Gud kan give dig det mest interessante liv, et menneske kan drømme om! Gud udvalgte dig ikke kun til at blive frelst med nød og næppe. Han udvalgte dig til en gennemgribende frelse fra synden, og nu vil han hellere end gerne i gang. Tag vare på denne udvælgelse, og giv dit hjerte helt til Gud. Bed ham om hjælp til at stoppe med al den synd, du er bevidst om, og som plager dig. Da sender han sin Ånd, som kan hjælpe dig videre på vejen til frelse fra synd.

Godhed og bamhjertighed kan være din naturlige reaktion, hvor du før blev vred.

Denne Ånd, sandhedens Ånd, viser dig til stadighed nye sider af din syndige natur – dårlige tilbøjeligheder, som gør at du så let synder i livets mange situationer. Når du erkender denne sandhed, kan Gud gøre sit værk i dig – for i Ånden ligger også al den kraft du trænger til for at sejre over synden og gøre noget ved det, som Ånden har vist dig. Når du gør det, kommer du ind i det, han udvalgte dig til – helliggørelse – en forvandlingsproces, som blandt andet gør, at godhed og bamhjertighed kan være din naturlige reaktion, hvor du før blev vred. Og hvor du før blev utålmodig, kommer der nu tålmodighed frem! Kort sagt kan man sige, at du bliver mere og mere ligesom Jesus – og noget større under og udvælgelse kan et menneske ikke opleve!