Bibelens korteste historie

Bibelens korteste historie

Skrevet af: Kathryn Albig | Publiceret: 21. juni 2016

Dybt begravet i Første Krønikebog ligger en meget kort og gribende historie, der afbryder strømmen af kronologiske lister. Historien om en mand med et navn, som betyder «han skal forårsage smerte».

«Jabes var den mest ansete af brødrene. Hans mor gav ham navnet Jabes, »for jeg har født ham i smerte,« sagde hun. Jabes påkaldte Israels Gud og sagde: »Gid du vil velsigne mig og gøre mit område stort, gid din hånd må være med mig, og du vil fri mig fra ulykke, så jeg ikke lider smerte.« Og Gud gav ham, hvad han bad om Første Krønikebog 4,9-10.

Tænk dig en dreng der vokser op med et sådant navn. Hver gang han hørte sit navn, var det en påmindelse om, at han påførte moderen smerte. Hvilken byrde. Ikke mærkeligt at han råbte til Gud på den måde, som han gjorde. Det ser ud til, at virkningen og historien var, at han bestemte sig for, at han ikke skulle være kilde til mere smerte for nogen andre. Han ville hellere, at Gud skulle velsigne ham, udvide hans landemærker, have sin hånd med ham og holde ham fra det onde.

Hvad tænker jeg på?

Da jeg læste denne historie, virkede det som om, at han ikke søgte efter noget til sig selv. At «udvide mine landemærker» var ikke egoistisk, men et ønske om at Gud ville udstyre ham til at velsigne og gøre livet godt for de andre. Han bad om det, som var vigtigt for at formidle velsignelsen, hjælpen og styrken til andre omkring ham. Sådan at hans liv kunne modsige betydningen af hans navn.

Hvorfor er det så svært for mig at fokusere på de andre?

Jeg har ofte tænkt på denne mands bøn. Jeg begynder så ofte at bede for mine venner og familie, dem som Gud lægger mig på hjerte, og ti sekunder senere er tankerne i fuld fart kommet på et fejlspor. Jeg tænker på, hvad jeg kan lave til middag, hvordan jeg skal håndtere en situation på arbejdet eller noget lignende. Hvorfor er det så svært for mig at fokusere på de andre?

Eller jeg ser for eksempel nogen, som jeg ved har det svært for tiden. Jeg ønsker at hjælpe dem, tilbringe tid sammen med dem, styrke dem, opmuntre dem. Men pludselig er det svært at finde tid til det. Hvornår skal jeg så have lidt tid til mig selv? Eller jeg begynder at blive nervøs for, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige, eller hvordan jeg kan hjælpe. Det bliver for nemt at finde en undskyldning.

Mit hjertes bøn

Det er blevet smerteligt klart for mig, at det er utroligt let bare at lade hele min tid, energi, fokus osv. dreje sig om mig selv. At være egoistisk – det er det normale for menneskeheden. Men jeg ved, at det ikke er sådan Gud vil have, at jeg skal have det. I Første Korintherbrev 13,13 står der, at «størst af dem er kærligheden». Jeg skal lede mine tanker væk fra mig selv og mine egne interesser. Jeg skal have en kærlighed til andre, som hellere ansporer mig til at gøre godt for dem, bede for dem og velsigne dem.

Udvid mine landemærker, udvid mit hjerte, sådan at jeg kan have mere plads til de andre.

Så bønnen i mit hjerte er den samme, som den som Jabes råbte til Gud. «Udvid mine landemærker, udvid mit hjerte, sådan at jeg kan have mere plads til de andre. Sådan at min kærlighed kan vokse og blomstre og begrave al den selvoptagethed, som er så naturlig for mig. Velsign mig, sådan at jeg kan videreformidle velsignelsen. Så jeg har ord som kan hjælpe. At jeg ved, hvad jeg kan gøre for dem. Hav din hånd over mig, så jeg altid holder mig på retfærds stier, og hold mig fra det onde, sådan at jeg kan være et lys og et eksempel. Så mit liv kan skinne som et forbillede på en sand kristen, en som har Guds kærlighed boende i mig.» (Første Johannesbrev 3,17)