De vældige følger af at være korsfæstet med Kristus

De vældige følger af at være korsfæstet med Kristus

Skrevet af: Elias Aslaksen | Publiceret: 3. februar 2017

Et sejrende liv!

Et sejrende liv er der desværre ikke mange der tror på. Mange har forsøgt, men har for længst opgivet dette som håbløst. Man tænker ikke en tanke mere på noget sådant. Og det kan man ikke undres over, så længe man er uvidende om at det er muligt at blive korsfæstet med Kristus, at det er muligt at dø mens man lever.

Det er umuligt at sejre over synden, hvis man ikke er korsfæstet med Kristus. Det gamle menneske – vort sind som var enig med synden og bevidst tjente synden – kan ikke sejre, uanset hvor meget det tager sig sammen, eller hvor fromt det bliver. Men det kan altså korsfæstes eller aflægges. Når man ikke tror det gamle menneske er korsfæstet, er det umuligt at sejre, og hvis man tror det er korsfæstet, så er det umuligt at synde. Et af to. Disse to ting kan ikke forenes; de kan ikke være tilstede samtidig. Er korsfæstelsen tilstede, så er synden væk, men er synden tilstede, så er korsfæstelsen væk.

Hvile i Gud

Et af de allerstørste goder her i verden er at have hvile i Gud, at være stille og tryg i alle livets storme, i trængsler og modgang, i alle mulige slags pinlige situationer. Det er ganske umuligt uden at være korsfæstet med Kristus. «Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro, dets bølger rører op i mudder og dynd. De gudløse har ikke fred, siger min Gud.» Esajas 57,20-21.

Det er det gamle menneske som er så umuligt, så uroligt, og som ikke kan være stille. Det har mange bekymringer; for det har så meget, det skal tage vare på, og som det er så bange for at tabe. Det er også fuld af mistro og mistanke. Det gamle menneske er dødsdømt og har derfor en stadig frygt og en uafladelig uro i sig.

Vi må prise Gud for denne enestående forløsning: korsfæstet med Kristus! Så bliver der endelig ro, fred og tryghed. Så kommer vi til hvile i Gud og får det som Jesus havde, da han lå bag i båden og sov under stormen på Genesaretsøen.

Personlig åndelig vækst

Der eksisterer ikke åndelig vækst uden at kødet er korsfæstet. Er man ikke korsfæstet med Kristus, er man i kødet, under loven; man er lovens slave, syndens slave og står helt i stampe. Man kan nok få mere bibelkundskab og anden kundskab, samt øvelse i at sno sig og tale for sig, men med ens åndelige vækst er det kun march på stedet: synde og få tilgivelse, synde og få tilgivelse – i det uendelige.

Det ligger i selve sagens natur at så længe det gamle menneske lever og virker, så længe er det også de gamle sager om og om igen. Dette står jo i stærk modsætning til begrebet vækst. Først efter at man ved tro har fået sig selv at se som hængende på korset med Kristus, kan der i sandhed blive tale om åndelig vækst.

Vækst i den levende Guds menighed

Der står så betegnende i en sang: «Er vi på korset, vi ejer enheds- og kærligheds ånd». Og i en anden sang: «Hvor saligt det er at mødes, når kødet korsfæstet er». Ja, så bliver der opbyggelse og alt andet godt. Så bliver alle indbyrdes forhold – som jo er det vanskeligste af alt – rigtig velsignet.

Præcis som den enkelte ikke kommer nogen steder uden at være på korset med alt sit eget, således kan menigheden heller ikke vokse legemets vækst sammen, uden at hver enkelt er korsfæstet. Eller med andre ord består den levende Guds menighed – Kristi legeme – kun af sjæle som er eller bliver korsfæstet med Kristus. For ellers kan man ikke vokse legemets vækst. Det gamle menneske som ikke er korsfæstet, hindrer væksten.  

Et uddrag fra hæftet «Jeg er korsfæstet med Kristus», først publiceret i 1937 af Skjulte Skattes Forlag.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag