Drag ud fra hende, mit folk

Drag ud fra hende, mit folk

Skrevet af: Richard Savage | Publiceret: 8. december 2015

“Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende [Babylon], mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager. For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder.’” Johannes Åbenbaring 18:4-5.

Jeg spekulerer over hvor mange mennesker, der har læst disse ord og tænkt over hvad det betyder for dem. Det er væsentligt, at denne stemme kom fra himlen og var rettet mod dem, som Jesus kaldte “sit folk.” Hvem er “hans folk”? Og hvad er “Babylon”?

Paulus profeterede til Timotheus, at der ville komme hårde tider, og at under dække af “kristendommen” ville folk være “egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud; i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem.” (Andet Timotheusbrev 3: 1-5).

 Venskab med verden er fjendskab mod Gud

Denne manglende trofasthed—ikke at ville opgive sine egne, syndige lyster, mens man stadig vil have Kristus som soning for sine synder—bliver refereret til som “skøgedom”, eller åndelig utroskab af Paulus og Jakob, samtidig med at Johannes klart skriver, at venskab med verden (kødets lyst, øjnenes lyst og livets stolthed) er fjendskab mod Gud. Det Gud kalder Babylon den store, mor til skøgen og alle vederstyggeligheder på jorden, er en religiøs organisation, der rider på ryggen af et stort dyr—et verdenssystem der ligger under for Satans magt. Gennem århundreder har dyret støttet en form for kristendom, som ikke har ledt mennesker til et liv i sejr, men bundet dem til et menneskelavet doktrin og religiøse autoriteter, som har en form for gudelighed, men fornægter den kraft man får ved at leve et korsfæstet liv.   

Kan vi ikke se mere og mere klart, at denne falske kristendom følger dyrets veje i stedet for at elske Gud og holde hans bud, og at den tolererer dyrets umorale veje i stedet for at nægte dem? Vi ved, at ikke alle der kalder Jesus “Herre” tilhører himmelens rige, men de som gør Faderens vilje, og viger fra lovløshed (Matthæusevangeliet 7:21-23). Det er dem, som har korsfæstet kødet med dets lyster og begæringer, som tilhører Kristus (Galaterbrevet 5:24). De hader synden og længes efter at leve et liv i sejr, hvor de kan behage Gud på alle måder.

Sådanne mennesker kan ikke have fred i et “skøgesystem”. I disse sidste dage åbner Gud menneskers øjne, så de kan se den frygtelige fordærvelse der er i Babylon og dyret. Nogle prøver med alle deres gode intentioner at reformere deres gren af kristendommen, at adlyde Gud frem for mennesker og følge Guds ord, som de gamle reformatorer gjorde. De oplever den samme behandling fra skøgeånden som Guds folk i tidligere generationer. De bliver bragt til tavshed eller lukket ude. Skøgen er uhelbredelig. Ordet fra himmelen er “Drag ud fra hende, mit folk”.

Ordet fra himmelen er “Drag ud fra hende, mit folk”. Men hvor skal de gå hen?

Men hvor skal de gå hen? “Lad os da gå ud til ham »uden for lejren« og bære hans forhånelse.” (Hebræerbrevet 13:13). Hvad skete der med Jesus “uden for lejren”, fjernet fra menneskelig godkendelse og forventning? Han blev korsfæstet. Uden for lejren er de, som tror på det at være korsfæstet med Kristus. De er ikke tilfredse med kun at Jesus er korsfæstet for dem, så deres synder er tilgivet igennem hans forsonede død, men deres længsel er at sejre over synden og regere med ham i deres liv—nu og i al evighed. Hellere end blot at holde fast i en form for “kristendom” uden at opgive deres syndige lyster, har de korsfæstet deres kød med dets lyster og begæringer.  

“Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.” Andet Korintherbrev 5:15. Selvom han døde for hele verdens synder, er de som i sandhed omvender sig dybt taknemlige for Guds nåde. De sørger over deres fejl og får ikke næring gennem et budskab, der ikke har mere at give end syndernes forladelse som sit bedste. Som sit værste forkynder skøgen tilgivelse uden omvendelse og tillader, at folk fortsætter med at leve i synd med det falske håb om at komme i himmelen.

Deres længsel er at sejre over synden og regere med ham i deres liv.

Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger (Titusbrevet 2:14).

Gud selv samler til et legeme, alle de som lever et korsfæstet liv. De er trofaste imod Jesus, deres himmelske brudgom, og bliver hans brud, hans dyrebare besiddelse, for hvem han døde. Johannes Åbenbaring 19:7 og 21:1-27.