En eftersøgt frugt: Glæde

En eftersøgt frugt: Glæde

Skrevet af: Aksel Smith | Publiceret: 24. januar 2017

Glæde er en af åndens frugter (Galaterbrevet 5:22). Lad os se på roden, kilden til denne frugt. Der er altid en årsag til glæde. For at kunne få del i denne glæde er det ikke nok at vide, at der er noget der hedder 'glæde'. Vi skal vide hvordan vi kan opnå det. Vi skal ikke forfølge glæde som et mål i sig selv; glæde er sindets glæde over, hvad der er opnået. Derfor skal vi ikke forfølge glæde; tværtimod skal vi forfølge de ting der velbehager Gud, og dette vil give os glæde. Paulus siger “stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed og sagtmodighed.” Første Timotheusbrev 6:11. Det er nytteløst at søge glæde uden disse ting; det er som at høste frugt fra et træ uden rødder. Men uanset hvor disse ting bliver fundet og gror, vil Guds velbehag hvile i hjertet, og det er den troendes glæde. 

Når det kommer til glæde, er der mange mennesker som vil have den uden disse rødder. Det er kun at forfølge og kæmpe efter en glæde, der aldrig vil stige over menneskeligt niveau. Denne glæde har intet at gøre med den glæde, som er en åndens frugt. At kæmpe for denne glæde under en kappe af åndelighed indeholder store farer.  

Prædikanten gør sit yderste for at sætte følelserne i gang hos alle deltagerne og fremstille glæde. Dette resulterer i en glæde i kroppen i stedet for i ånden. Denne slags glæde som oparbejdes i kroppen, bærer alle menneskelige lyster med sig og ender ofte med de mest kødelige former, hvis tilkendegivelser har bragt stor smerte over Guds folk. At få forsamlingen ind i en vedvarende glæde er et mål for mange indbildske prædikanter, hvis ære og berømmelse afhænger af, hvor mange 'glade møder' de kan producere. Men de spørger ikke om denne glæde er en frugt af sjove historier, vitser eller andre kødelige midler. Derfor kan de også reklamere for 'glade møder' i forsamlinger der er mættet af uretfærdighed, gæld, umoral, grådighed og andre onde ting. Men Gud siger “jeg kan ikke udholde festdag og ondskab.” Esajas' Bog 1:13. Hvilket ansvar sådanne mennesker har, som tvinger denne slags glæde ind midt i al denne elendighed! Mange mennesker tror, at deres åndelige værdi måles ud fra den glæde, de tror, de har. Dog måles et menneskes åndelige værdi ud fra hans vandring i renhed og sandhed.

Lad os se på nogle af rødderne af glæde i Guds rige.

1. Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.” Lukasevangeliet 10:20. Denne glæde er en frugt af et ydmygt og taknemligt sind, fordi Gud tog denne person ud af verden og overførte ham til sit rige.

2. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed … Sådan har jeg talt til jer … at jeres glæde blive fuldkommen.” Johannesevangeliet 15:10-11. Denne glæde er en frugt af lydighed mod Guds vilje. Vær lydig, og du vil få glæde. Og den som har denne glæde, behøver ikke kæmpe for at være glad. Al stræben efter at være glad viser, at den person ikke er lydig. Erklær lydighed mod ordet, og glæden vil komme med lydigheden. Du behøver ikke arbejde for at få forsamlingen ind i et stadie af eufori, når du kommer til denne glæde. Lydighed mod Gud er roden, som bærer alle slags kostbare frugter.

3.Du elskede ret og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine lige.” Hebræerbrevet 1:9. En person er salvet med glædens olie, hvis han hader lovløshed og elsker retfærdighed. Vi læser det samme i Esajas' Bog 7:15, Tykmælk og honning skal han leve af, til han forstår at vrage det onde og vælge det gode.” Fornægt alt det onde som er i denne verden, i dig selv, i menigheden – fra talerstolen såvel som i forsamlingen; ikke spar noget, og Herren vil salve dig med glædens olie. Desværre er det kun de færreste mennesker som har modet til at fornægte dårskab, selvom de ser det: deltag derfor heller ikke i denne glæde, som er grunden til at de må søge den på anden vis. Men hvis de havde elsket retfærdigheden, ville de have fornægtet alt det onde, de så. Det er hvad det vil sige at elske sandheden, og sandheden glæder sig ikke over uretfærdighed, men glæder sig over sandheden. Der er glæde i den retfærdiges telte.

4. “Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus. Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen.” Første Johannesbrev 1:3-4. At vandre i lyset (1Første Johannesbrev 1:7) resulterer i samfund i renhed. Samfund i renhed resulterer i fuldkommen glæde. Hvor som helst du har samfund i lyset, vil du også have kærlighed i ånden. Der vil du have glæde, fordi I elsker hinanden. Denne glæde er ikke larmende, men en stille glæde der er rodfæstet i gensidig tillid, fordi I vandrer i sandheden, og ingen har noget, han hellere ville gemme i mørket.

Ganske ofte vil du høre folk sige “Jeg kan bedst lide at være alene.” De kan bedst lide at være alene, fordi der er så meget urent i forsamlingerne, så meget strid, konstante skænderier. Der er man uvidende om den glæde, som bliver født af sandhed og tillid lemmerne imellem. Hvis en prædikant er til stede, vil folk flokkes om ham som midtpunkt, men når han ikke er der, er der kun nogle få tilbage. Blandt disse bliver der ofte sagt “Åh, det er kun ham der skal forkynde i dag, og det er ikke værd at høre på.” Dette er at gøre nar af hinanden i stedet for at elske hinanden. Hvem er de som finder hinanden i renhed og enhed? De som elsker sandheden, vil elske alle som vandrer i sandheden. De vil blive ét. Er der sådanne samfund på jorden? Ja, hovedet Kristus er i himlen; hans legeme, menigheden, bliver dannet på jorden. Hvis hovedet er smukt, så skal legemet også være smukt. Men der er et dække over denne herlighed, og kun nogle få får del i denne glæde – og religiøse ledere er den største forhindring for denne glæde.

5. “Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.” Tredje Johannesbrev 1:4. Gud har ingen større glæde, end at hans børn vandrer i sandheden, og Johannes spredte denne glæde. Derfor nærede han disse børn med sit liv og sin forkyndelse. Når børn i denne forstand er deres fædres glæde, vil fædrene også blive børnenes glæde. Hvis du vil smage denne glæde, som Johannes kalder den største, så skal du selv vandre i sandheden; så vil denne glæde være frugten af et liv i gudsfrygt.

Vi ser, at glæde er resultatet af lydighed. Kærlighed praler aldrig, ikke engang over glæder. Glæden ved en person som vandrer i gudsfrygt vil tiltage og blive fast forankret i Gud. Han kæmper slet ikke for at tage et smil på og blive set af mennesker, for så ville han miste denne indre glæder, som han har i Gud.

Kun den person som kender til lidelse, kender til glæde.

Denne artikel blev først publiceret i Norge i BCC's tidsskrift “Skjulte Skatte” i juni 1913, med titlen “Glæde.”
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag