Guds tanker – fred, fremtid og håb

Guds tanker – fred, fremtid og håb

Skrevet af: Øyvind Johnsen | Publiceret: 3. februar 2014

«Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb Jeremias' Bog 29,11. Guds tanker om os mennesker er udelukkende positive. Alle Guds tanker om os mennesker går ud på at give os fred, fremtid og håb.

Når vi tænker på Guds handlinger i frelseshistorien, ser vi at grundtanken om fred, fremtid og håb går igen. Hvert eneste af de ti bud Gud gav os ved Moses, er kun givet med den hensigt at give mennesket fred, fremtid og håb. Nogle af de løfter, der er knyttet til budene vidner også klart om en fremtid. «Ær din far og din mor!« Det er det første bud, der er knyttet et løfte til: »for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden Efeserbrevet 6,2-3. Indbrud, mord og utroskab fører til uro, håbløshed og dårlige fremtidsudsigter! «Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din fred som en flod og din retfærdighed som havets bølger», siger profeten Esajas i Esajas' Bog 48,18

Guds positive tanker fører til handlinger

Gud ledte Israels folk ind i mange trængsler og prøvelser på sin færd fra Egypten til løftets land, ikke for at plage dem, ikke fordi han havde tanker til ulykke, men «for at ydmyge dig og for at sætte dig på prøve og derefter gøre vel mod dig». Femte Mosebog 8, 16. Gud var ikke i stand til at gøre vel mod Israels folk, før han så at det, der boede i deres hjerte var en oprigtig vilje til at holde hans bud. Vers 2. Gud har en husholdning med hvert eneste menneske, med hver nation og hvert folk. Vi ser af verdenshistorien, at krig og katastrofer har været med til at drive menneskene til Gud, til frelse, fred og forsoning. «Men han udfrier de hjælpeløse i deres nød og taler til dem i deres trængsel», Jobs Bog 36,15.

Det var dette englene sang for hyrderne ude på Betlehems marker: «Fred på jorden, og i mennesker hans velbehag». Da Jesus gik rundt og gjorde vel, helbredte syge og hjalp mennesker i nød, var det for at give mennesker fred, fremtid og håb. Guds positive tanker fører til handlinger. Forsoningstanken, og en af Guds positive tanker, førte til at Gud sendte sin søn til jorden, og til at Jesus gav sit liv i vort sted. En handling som kan give menneskeheden enorme udviklingsmuligheder og et evighedsperspektiv i sin hverdag her på jorden!

Ved at tage vort kors op hver dag, vil Guds positive tanker om os blive realiseret i vore liv

Det største ved Jesu frelsesværk er alligevel åbningen af en ny og levende vej. På den måde blev det muligt for os mennesker i kød og blod at besejre hadet og ufreden, at overvinde dét i vor natur, som skaber ufred. Om jøde og hedning skriver Paulus for eksempel i Efeserbrevet 2,14-16: «For han (Jesus) er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os, - for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme, og dermed dræbte han fjendskabet Ved at tage vort kors op hver dag, det kors hvorved fjendskabet i kødet bliver dræbt, vil Guds positive tanker om os blive realiseret i vore liv - fred, fremtid og håb. Guds tanker om os bliver til vore tanker om vore medmennesker - vi under dem det allerbedste for tid og evighed!

«Læg mærke til den retsindige, se på den retskafne, for hans fremtid er lykke Salmernes Bog 37,37.