Hvad betyder det at få sejr over synd?

Hvad betyder det at få sejr over synd?

Skrevet af: Brunstad.org | Publiceret: 28. februar 2017

Sejr er et resultat af en personlig kamp mod synden i dit liv. Men er det sejr når du overvinder én fristelse, eller kan det først anses som sejr når du ikke længere fristes?

Vi kan se på det på følgende måde: Du kæmper en krig mod synden i kødet. Men hver krig består af individuelle slag. Hver eneste gang du overvinder en fristelse til at synde, har du sejret i et slag. Du er et skridt nærmere at vinde krigen.

Når en uren tanke eller andre fristelser dukker op, så siger du «Nej!» Du beder til Gud om styrke, du bruger hans ord som våben, og du overvinder fristelsen. Det er en sejr. Selvom den samme fristelse dukker op igen igen. Det er et nyt slag; det er en ny mulighed for sejr og et nyt skridt mod det endelige mål om at sejre over al synd i kødet.

Når du har sejret i en fristelse, så har du overvundet synden. Fordi du fristes til det samme næste dag, betyder det ikke at du ikke sejrede i går. Det er bare endnu en mulighed til at overvinde synden, så den skal være helt udryddet en dag.

En mark fuld af fjender

Forestil dig en mark fuld af fjender, som alle ser identiske ud. Det er din opgave at udrydde marken. Hver og en af disse fjender er som en fristelse til synd. Det kan være en fristelse til en uren tanke. Men du overvinder den, fordi Guds ord giver kraft og styrke, og der er ingen tvivl om at du gennem ham er stærkere end din fjende! Du siger: «Nej!» Og du bruger Guds ord som et sværd til at slå den ned. Så vender du dig rundt, og der står endnu en fjende med den samme fristelse. Men det er uden tvivl en ny fjende; du kan se at den du lige har slået ned ligger på jorden. Så du gør det samme om igen. Du ser dig omkring, og hvad ser du? Flere fjender! Men du fortsætter. Hvis du sigter mod kampprisen, mod det himmelske, mere end det du kan få her på jorden, så vil du finde styrke til at holde ud; da bliver kampen aldrig for hård. (Kolossenserne 3,1-4).

Fristelse efter fristelse: Du er ikke færdig efter ét slag. Men fordi fristelsene stadig kommer, betyder det ikke at du ikke sejrer. Det betyder bare at du har en menneskelig natur – et kød, præcis som alle andre mennesker på jorden. Men du slår disse fjender ned, en efter en. Og efter en tid stopper du op og ser bag dig: der er en mark fuld af fjender som aldrig kan friste dig igen! Du gør fremskridt; du er på vej til at vinde krigen. (Hebræerne 12,1-2)

Øjeblik efter øjeblik overvinder du synden

Du kan tænke sådan om synden du ser i kødet: Stolthed. Modløshed. Forskellige ting dukker op fordi der er dybder i vort kød. Du ser ikke alt på en gang, det havde du ikke kunnet bære. Der er én mark ad gangen: Gud viser dig akkurat den rette mængde, du kan besejre på en gang. (1. Korinter 10,13) Han gør det sådan at du kan blive frelst fra synden så hurtigt som muligt med mindst mulig lidelse. Dagen vil komme hvor du står på denne mark og ser dig omkring, og der er ikke en eneste fjende tilbage. Du har trofast holdt ud, og marken er din! Så fristes du aldrig mere på det område; for du har vundet fuld sejr i denne kamp. Derefter takker og priser du Gud for at han har givet dig hjælpen og kraften til at føre krig, og for at du nu er fri fra den synd for altid.

Sejr = noget nyt

Du er ikke bare fri fra synd, men du har også fået guddommelig natur i stedet for synd. Hver gang du sejrer, bliver en del af din natur, som tidligere var uren, erstattet med renhed. Eftersom din menneskelige natur – synden i kødet – tilintetgøres, tager guddommelig natur dennes plads. Kristi dyder erstatter de grusomme synder. Du bliver mere og mere lig Jesus; du bliver fyldt mere og mere med Guds fylde. Din ånd får en dybere og dybere kontakt med Gud, og du vokser i visdom, hvilket vil gøre den næste mark endnu lettere at rydde. Du bliver en ekspert! (2. Peter 1,4-8)

Og så kommer dagen, hvor du er fuldkommen. Hvor alt er væk. Dagen hvor der ikke er mere mark tilbage at udrydde. For en dag! Så er du klar til at møde Jesus, hvilket jo er det du virkelig kæmper for. Du kæmper for en evighed med ham. Så er du værdig til at blive kaldt hans bror. (Romerne 8,29; Hebræerne 2,11)

«For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet.» Hebræerne 10,36.