Hvorfor skal jeg tilgive nogen der ikke angrer?

Hvorfor skal jeg tilgive nogen der ikke angrer?

Skrevet af: Maggie Pope | Publiceret: 5. april 2016

Det kan være svært nok at tilgive nogen, når de beder om en undskyldning.

De ondskabsfulde eller tankeløse ting, som nogen siger og gør, kan dukke op igen og igen i mine tanker, når jeg er træt, ked af det eller har ondt af mig selv. Men hvis de siger undskyld, så ved jeg, at jeg bør tilgive dem, fordi jeg kan erkende, at de har ydmyget sig. Og endnu vigtigere fordi Jesus har sagt: «Selv om han forsynder sig mod dig syv gange om dagen og syv gange vender tilbage til dig og siger: Jeg angrer det, jeg gjorde! så tilgiv ham Lukasevangeliet 17,4.

Men hvad hvis de ikke selv mener, at de har sagt eller gjort noget forkert? Eller hvad hvis de ved om det, men er ligeglad? Måske kan jeg lige overskue at tilgive folk, når de beklager, men min menneskelige fornuft siger, at folk der ikke ønsker tilgivelse, ikke fortjener tilgivelse.

Her er alligevel seks rigtig gode grunde til at tilgive folk, der ikke angrer.

1. Gud siger stadigvæk, at jeg skal gøre det.

Jeg læser i Første Petersbrev 3,8-9 at vi skal være «... barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse

Min tilgivelse er ikke afhængig af, om de andre angrer eller ej. Gud kræver stadigvæk, at jeg skal tilgive. Dette er et bud. Desuden, hvis jeg ikke tilgiver, så kan Gud ikke tilgive mig, selvom jeg fortryder. «Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser Matthæusevangeliet 6,15. Det er faktisk så alvorligt.

2. Jesus gav mig et forbillede, da han døde på korset.

En af de sidste ting Jesus gjorde, mens han levede var at sørge for, at han tilgav dem som dræbte ham: «Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør Lukasevangeliet 23,34.

Og vi er kaldt til at blive som ham. Disciple tager dette alvorligt.

3. Så mit liv ikke ødelægges af bitterhed og nag.

Hvad godt kan jeg gøre hvis mine tanker er fulde af ærgrelse? Gud kan ikke bruge mig. Gud kan ikke velsigne mig. Bitterhed fordærver mine tanker og min ånd. Den gør mig uren. Det er mig selv som har ansvar for denne situation, og ikke personen som har gjort uret over for mig. «Jag efter fred med alle, og efter helliggørelse. For uden helliggørelse skal ingen se Herren. Se til at ikke nogen forspilder Guds nåde. Lad ingen bitter rod vokse op og volde skade, så mange bliver smittet af den.» Hebræerbrevet 12,14-15.

4. Tilgivelse giver mig kraft i min ånd.

Der står i 1. Timoteus 6,11: «Men du, Guds menneske, skal holde dig fra alt dette og stræbe efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, tålmodighed og mildhed.»

Når jeg gør dette, «øver jeg mine sanser» til at skille mellem godt og ondt. (Hebræerbrevet 5,12-14) Det er sådan jeg lærer. Jeg kommer ind i situationer og går til Guds ord for at finde ud af hvordan jeg skal reagere, fordi mit ræsonnement og følelse af hvad som er rigtigt, er forkert. Det er forkert fordi hele min menneskelige natur er smittet med synden som kom ind med syndefaldet.

Nogle gange er det så underfundigt at jeg ikke engang genkender den. Men den er der, og jeg må gå gennem processen med at lede efter den, erkende den og afvise den. Dette liv giver mig kraft og er en sejr af det gode over det onde, hvor jeg bruger Guds ord i stedet for at leve efter menneskelig fornuft. (2. Korinter 2,14)

5. De fleste forstår ikke betydningen af det de gør.

Hvis folk havde forstået at det de siger og gør mod andre har indvirkninger på deres forhold til Gud, og at det afgør deres evige lykke, så ville de fleste nok have stræbt efter at blive bedre, venligere, mere kærlige mennesker. De ville have bedt Gud om hjælp til at leve på en bedre måde. Men folk flest har ikke det forhold til Gud og lever bare med tanke på deres umiddelbare fremtid, ikke på evigheden. Jeg må tilgive dem, fordi de ikke ved hvad de gør, som Jesus sagde.

6. Fordi jeg også er skyldig.

Jeg er et menneske med kapacitet til at oprøre og fornærme. Hvis jeg ikke har sagt eller gjort noget bevidst for at fornærme, så kan jeg have god samvittighed, men det betyder ikke at jeg ikke har oprørt nogen ved noget jeg uagtsomt har sagt (eller ikke sagt). Jeg har ingen anelse om hvad folk synes om mig, om hvordan jeg virkelig påvirker andre af fejlene jeg har gjort af vanvare. Jesus sagde: «Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten …»  Johannes 8, 7.

Jeg må ikke foragte eller dømme folk som ikke siger undskyld, da jeg ved at jeg absolut også har ting at bede om undskyldning for. Jesus formaner os til at dømme os selv, til at undersøge vore motiver og hvad som er dybt i vort hjerte. Når jeg gør dette, kan jeg se hvordan jeg selv har brug for Guds tilgivelse, og også de andres tilgivelse. Jeg er ikke så ulastelig som jeg kunne ønske.

Og nej, det er ikke let at tilgive. Men jo mere jeg lytter til Gud og læser hvad han siger, jo mere jeg forstår hvordan jeg skal reagere på en gudfrygtig måde; det bliver lettere. Gradvist mister jeg mit «menneskelige» perspektiv på hvad som er rigtigt og forkert, og jeg kommer ind i Guds tænkemåde, som er et liv fyldt med varme og kraft. Jeg behøver ikke at forvalte «retfærdighed»; det kan jeg overlade til Gud.

Og når jeg overlader det til Gud, kommer jeg til fuldkommen hvile.