Jesus: Pioner, banebryder, forløber

Jesus: Pioner, banebryder, forløber

Publiceret: 1. januar 0001

Har du hørt om Jesus som din forløber? Du har måske hørt om ham som den der har gået vejen i stedet for dig.

Hvad betyder begrebet «forløber»? Ifølge forklaringen i ordbogen er en «forløber» en «person der går foran en andens komme eller udvikling; en person der indfører noget nyt». Der står, at Jesus er vor forløber. Hvis det er tilfældet, så betyder det, at der nødvendigvis er andre der følger efter ham, ellers ville det være meningsløst for ham at blive kaldt en «forløber».

«Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks visHebræerbrevet 6,19-20.

At følge efter nogen bør selvfølgelig betyde at gå på samme vej som de har gået, for at opnå samme resultat som de har opnået. Hvordan følger vi egentlig efter Jesus? Først skal vi forstå, hvad Jesus opnåede på jorden, og hvorfor vi ønsker at følge ham.

At følge efter nogen bør selvfølgelig betyde at gå på samme vej som de har gået, for at opnå samme resultat som de har opnået.

Hvordan blev Jesus vor forløber?

Da Jesus blev født ind i verden, var det ikke som Adam før syndefaldet, uden iboende synd i sin menneskelige natur. Tværtimod, han begyndte sit løb som menneske og som tjener, ikke som en konge, for så havde ikke mange kunnet følge ham (Filipperbrevet 2,7). Han havde del i kød og blod – hele syndelegemet – ligesom børnene (Hebræerbrevet 2,14; Romerbrevet 7,18).

«Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han ledHebræerbrevet 5,8. Jesus skulle lære lydighed; det betyder, at han havde en egenvilje der var i strid med Guds vilje. Der skulle lidelser til, for at han kunne adlyde sin far, hvilket betød, at han ikke kunne give efter for sin egen vilje. Hver gang Jesus blev fristet, og hans kød krævede sin ret, fordømte Gud den synd som boede i hans legeme, og Jesus ofrede sig (Romerbrevet 8,3-4). Han begik aldrig synd, men i stedet fandt han synden som boede i sig selv, og bragte en evig død over den ved aldrig at give efter en eneste gang (Hebræerbrevet 4,15). På denne måde blev al synd og egenvilje i hans kød dødet, og guddommelig natur kom frem i Jesu liv.

Da Jesus døde på korset på Golgata, revnede forhænget i templet fra øverst til nederst (Matthæusevangeliet 27,51). Forhænget spærrede vejen ind til helligdommen (det aller helligste) i templet, og symboliserer synden i kødet, som alle mennesker har arvet efter faldet, fordi det er synden, der adskiller mennesket fra Gud og forhindrer adgang til helligdommen. Da forhænget revnede, var det et tegn på, at al synd i Jesu legeme var blevet dømt og bragt i døden. Jesus havde indviet en ny og levende vej igennem kødet – forhænget – helt ind til faderens trone (Hebræerbrevet 10,19-22). Han var blevet en forløber og havde nu gjort det fuldt muligt for menneskeheden at kunne tage del i guddommelig natur, hvis de også er villige til at gå den samme vej, ved at døde synden i kødet.

Jesus havde indviet en ny og levende vej igennem kødet – forhænget – helt ind til faderens trone.

Hvordan følger vi Jesus?

«Da nu Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået lidelse i kødet, har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje Første Petersbrev 4,1-2. Jesus har vist os vejen ved at være den første, der tog kampen op mod synden i sit køds dage. Hvis det ikke var muligt for et menneske at få del i guddommelig natur, ville Jesu liv og død have været forgæves.

Mange har den forståelse, at hvis de er kommet til Jesus, så har de gået hele vejen. Men der er en forskel imellem at komme til Jesus (vejen), og at gå på vejen.

Hvad betyder det at gå på denne vej igennem vort kød? «Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. ...» Romerbrevet 7,18. Dette var det samme kød, som Jesus arvede som menneskesøn. Når vi bliver fristet, er det på grund af synden der bor i vort kød, som vi også har arvet efter syndefaldet. Det er lige præcis, når vi bliver fristet, at vi har mulighed for at døde synden, som vi møder. Vi gør dette ved at fornægte den ved ikke at godtage fristelsen, men i stedet ofre os selv for at gøre det, som er til behag for Gud. På denne måde dødes synden i vort kød gradvist, og den mister sin magt. Dette er hvad det betyder at fordømme synden i kødet (Romerbrevet 8,3).

Der er en forskel imellem at komme til Jesus (vejen), og at gå på vejen.

Igennem hele sit liv fremstillede Jesus sit legeme som et offer for at gøre faderens vilje (Hebræerbrevet 10,7; Lukasevangeliet 22,42). For at følge ham, skal vi også blive overgivet til den samme vilje – Guds vilje. Vi får syndernes forladelse ved Jesu blod, men når vi sætter vort liv til og overgiver os til den samme vilje, som Jesus gjorde, har vi frimodighed til at gå ind i helligdommen i Jesu blod, som er det blod der også flyder i vort eget liv, billedlig talt, når vi hader vort liv – vor egenvilje – sådan at den dør.

Personlig hjælp fra vor forløber

Det er i helligdommen, at Gud åbenbarer sig for os og taler til os. Her kan vi lære faderens vilje. Her er også nådens trone (Hebræerbrevet 4,16). Her er Jesus ved Faderens højre hånd, og han går i forbøn for os (Hebræerbrevet 7,25). «For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes Hebræerbrevet 2,18. Fordi han selv var gået på denne vej og var blevet fristet i alt i lighed med os, forstår han, hvad vi går igennem og kan have medlidenhed med vores svagheder (Hebræerbrevet 4,15). Det er ikke medlidenhed eller sympati, der tillader os at forblive i synden, men sand hjælp for at komme ud af syndens klør og at besejre den elendighed og død, den fører til! Når vi beder til ham, ser han vort behov, og han beder til faderen på vore vegne. Sådan er han også en mellemmand for os.

Vi kan frimodigt træde frem for nådens trone for at få nåde og hjælp til at sejre over synden i rette tid. Vi har brug for denne hjælp for at lykkes, som Jesus gjorde. Denne nåde til hjælp i rette tid er ikke tilgivelse efter at vi har syndet, men nåde og kraft i fristelsens stund, sådan at vi ikke falder og begår synd!

Vi kan frimodigt træde frem for nådens trone for at få nåde og hjælp til at sejre over synden i rette tid.

Hvis vi tager Jesus som forløber og opgiver alt for at gå på denne discipelvej, vil Jesus også blive vor nærmeste, mest personlige ven. Han taler til os i vore hjerter igennem Helligånden, og giver os præcis, ærlig, værdifuld vejledning og råd. Som vor ven tilbyder han også trøst og styrke og er ikke bange for at fortælle os hele sandheden om hvordan vi er, sådan at vi ser os selv og kan forandre os.

Så oplever vi også Jesus som en, der ikke bare banede vejen, men også løber sammen med os, med et hjerte fuldt af omsorg, kærlighed, håb og barmhjertighed, og vejleder og hjælper os mod målet – at blive sat fri fra synden i kødet, sådan at Kristi dyder, åndens frugt, kun vokser og kommer frem!