Kender du Jesus på denne måde?

Kender du Jesus på denne måde?

Skrevet af: Janne Epland | Publiceret: 29. juni 2015

Dette er ikke «10 trin til Jesus» eller en læseguide til bibelen. Det er en invitation til at leve helt ligesom Jesus! Det er den eneste måde at lære ham virkelig at kende på.

Hvornår kender man egentlig nogen?

Har du nogensinde været på en længere rejse med nogle venner, måske nogle du troede, du kendte godt i forvejen? Så har du måske også erfaret, at du kender de samme personer i en helt anden grad efter turen. Det man har oplevet har ofte knyttet hinanden endnu tættere sammen. Man har noget mere til fælles.

Når man deler øjeblikke, små og store, så bindes det usynlige bånd imellem mennesker. Det er helt på samme måde, jeg kan lære Jesus bedre at kende! Jeg har mulighed for at dele mange, mange erfaringer med ham, helt personligt. Jeg kan have et helt liv til fælles med ham, hvis jeg vil.

Jesus og jeg

Der er kun én måde at lære Jesus virkelig at kende på: ved at leve det samme liv som han gjorde. Det betyder, at jeg har det samme mål, som han havde - at leve et syndfrit liv. At blive forvandlet fra en, der reagerer med dårlige reaktioner og tanker, til en, der er fuld af godhed i alle situationer. Målet bliver da intet mindre end guddommelig natur.

Jesus lader ikke bare som om, han forstår hvad vi går igennem. Han ved det. Han har erfaret det.

Så kan vi begynde at dele erfaringer, Jesus og jeg. «Jesus, jeg kan mærke, at jeg er så svag! Ofte når jeg har gjort noget godt, bliver jeg fristet til at sige noget, sådan at jeg får ære for det. Selvom jeg har bestemt mig for at leve kun for Gud, så bliver jeg fristet til at leve for mennesker!» Så svarer Jesus: «Kære ven, jeg ved lige præcis, hvordan du har det! Jeg har været der, jeg blev også fristet til storhed og æresyge. Men hver tanke blev overvundet ved Guds kraft. Så giv ikke efter, giv ikke op! Det skal også lykkes for dig!»

Jesus lader ikke bare som om, han forstår, hvad vi går igennem. Han ved det. Han har erfaret det. Han ved lige præcis hvad det koster at opgive sin egen vilje i de øjeblikke: «For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd (Hebræerbrevet 4,15) Når jeg gør det samme, opstår der en helt speciel forbindelse mellem Jesus og mig.

«… for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død(Filipperbrevet 3,10)

Kontakten imellem os bliver bare stærkere og stærkere, når jeg døder synden, sådan som han gjorde. Jeg lærer Jesus at kende igennem denne kamp. Når det føles tungt og vanskeligt, så kan jeg opmuntre mig selv med tanken om, at Jesus har været i samme type situation, men beviste, at «den som har lidt i kødet, er færdig med synden» (Første Petersbrev 4,1). Jeg bliver også mere og mere lig Jesus, når jeg går på denne vej, og ikke mindst lykkelig!

Jeg har brug for Guds hjælp og vejledning for at leve som Jesus

Da Jesus selv blev fristet til at synde og for eksempel mærkede, at han havde lyst til at tænke urene tanker, gav han aldrig efter for disse lyster. Alligevel havde han brug for noget mere for at kunne fornægte disse tanker, for at fornægte sin egen vilje i disse situationer; han havde brug for Guds vejledning og var afhængig af at høre hans tale og lyde hans ord for at finde frem på vejen (Johannesevangeliet 5,30, Hebræerbrevet 5,7-9). Gud selv var hans rådgiver igennem hele livet og viste ham vejen igennem situationerne, sådan at han altid kom sejrende ud på den anden side.

Hvis jeg vil leve som Jesus, så har jeg brug for Helligånden

Jesus ofrede sig selv i kraft af en evig ånd (Hebræerbrevet 9,14). Det var i denne kraft, at han kunne afvise synden, hver gang han blev fristet. På pinsefestens dag for snart 2000 år siden, sendte hans talsmanden, Helligånden, til jorden for at vejlede og styrke os. Hvis jeg vil leve som Jesus, så har jeg brug for Helligånden. Men hvordan kan jeg få ham i mit liv?

Svaret er enkelt: jeg skal bede om at få ham. Jeg skal have omvendt mig helhjertet til Gud og af hele mit hjerte ønske at leve for ham og følge efter Jesus. Han giver Helligånden til alle dem, som er lydige mod hans bud (Apostlenes Gerninger 5,30). Gud giver ham gladeligt til mig! Der er ikke noget, han hellere vil, end at jeg skal få sejr over synden. Ved denne ånd får jeg en styrket vilje til at lide, til at give hvad det koster for at blive Jesus værdig. (Apostlenes Gerninger 1,8, Zakarias' Bog 13,1)

Jeg kan altså læse om Jesus. Jeg kan bede til Jesus. Jeg kan tænke på Jesus. Men der er kun én måde at lære ham virkelig at kende på – ved at være lydig og leve som Jesus.