Levende tro: blive en ny skabning!

Levende tro: blive en ny skabning!

Skrevet af: Aksel J. Smith | Publiceret: 2. januar 2017

Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken. … Det folk, jeg skabte mig, skal forkynde min pris.” Esajas' Bog 43:18-19,21.

Fra døden til livet

Mange mennesker kan ikke komme helt fri fra deres fortid. Djævelen, mørkets prins, som også bærer det frygtelige navn “vore brødres anklager” (Johannes' Åbenbaring 12:10), prøver altid at flytte vore øjne på ting som skaber modløshed og fortvivlelse. Men hvis vi har bedt Jesus om at tilgive vore synder, og har bragt vort liv i orden i forhold til andre mennesker, samt der hvor vi har haft en dårlig samvittighed, så kan vi vende ryggen til mørkets kræfter for evigt. Kristus har med sit dyre blod forløst os fra al slags synd—store eller små.

Djævelen vil forsøge at trække det op, som Jesus har kastet i forglemmelsens hav; men vi kan modstå ham, faste i troen, og han vil fly fra os. Ved tro kan vi blive forvandlet for evigt fra mørke til lys, fra døden til livet, og fra Satans magt til Gud. 

Med en levende tro på Gud er det muligt ikke længere at være tynget af de ting, som har været. Vi skal ikke plages af de ting, som ligger bag os, hvis vi har bragt tingene i orden med Gud og mennesker, hvor det er nødvendigt. Kristus vil lede os ind i sit underfulde lys og ind til den herlighed, som følger med de nye ting han vil skabe i os.

En fremtid med håb og liv

Når vi bliver sat fri fra synd, bliver vi tjenere for Gud. Så har vi vores frugt til hellighed, og til sidst evigt liv. Alt som er nyt og godt kan komme frem i denne frelsesproces fra synd. Levende vande flyder nu fra frodige marker, hvor vi tidligere levede et ørkenliv. Vi vil i sandhed opleve det til glæde for både os selv og andre. Vi bliver støbt til at lovprise Herren! Må al vor interesse og alle vore tanker være i dette nye.

Vi har en herlig fremtid foran os i Kristus, en fremtid med lys og liv, med hvile og taknemlighed, med glæde og fred.

Paulus skriver i Filipperbrevet 3:13-14: “… Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.” Paulus' mål var sejrsprisen, og ingen kan fuldt udtrykke hele meningen med denne sejrspris (Første Korintherbrev 2:9). Paulus formaner de unge: “Sky de ungdommelige tilbøjeligheder, og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.” Andet Timotheusbrev 2:22.

Må intet i livet være en hindring eller en konstant bekymring for os. “Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!.” Andet Korintherbrev 5:17. Kristi værdier omfatter alt som er nyt, og skulle det ikke stråle frem nu som aldrig før? Så vil vi blive velsignet med glæde og fred og et levende håb for os selv, selvom der måske er megen uro og angst omkring os. Hele himlen er på vor side.

Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere fjernes, og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn.” Johannes' Åbenbaring 3:12-13; Johannes Åbenbaring 21:2.

Dette er en redigeret version af en artikel først publiceret i Norge, i BCC's tidsskrift “Skjulte Skatte” med titlen “Det gamle og det nye” i januar, 1984.

© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag