Så stor en frelse!

Så stor en frelse!

Skrevet af: Sigurd Bratlie | Publiceret: 24. juni 2016

Kristenlivet drejer sig om frelse. Men er det egentlig gået op for os, hvad det indebærer?

«… hvordan skal vi da kunne gå fri, hvis vi lader hånt om en frelse så stor, at den fra først af blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham Hebræerbrevet 2,3.

Jesu brødre og søstre!

Denne frelse er så stor, at Jesus ikke skammer sig over at kalde os brødre! (Hebræerbrevet 2,11)

Der står om Jesus: «Du er min søn, jeg har født dig i dag Hebræerbrevet 1,5-6. Jesus er den førstefødte. Sådan er det også Guds vilje, at vi skal fødes til at blive hans børn, Jesu medbrødre. Så stor en frelse er vi kaldt til. Alle ting blev lagt under Jesu fødder. Han knuste slangens hoved i sit køds dage.

Vi ser endnu ikke, at alle ting er ham underlagt. Det ser ofte ud som om Satan har sejret i dag. Det er fordi at vi skal få den samme sejr som Jesus. Alt skal også under vore fødder. I denne kamp og frelse er alle englene sendt til tjeneste for os. Et menneske anfægtes af alt, men det vi har fået under vore fødder anfægter os ikke længere. Der har vi hvile. Der hvor vi er mennesker, rokkes vi, men der hvor det guddommelige er født frem i os, er vi urokkelige.

Ikke anderledes, men som Jesus! Derfor skammer han sig ikke ved at kalde os brødre.

Derfor bliver det en kontinuerlig fødsel, eftersom vor menneskenatur dødes, og vi får del i guddommelig natur. Det er dette, løfterne går ud på. Peter skriver, at vi har fået «store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur Andet Petersbrev 1,4. Jesus bragte hele menneskenaturen i døden, og hele guddommens fylde tog legemlig bolig i ham. Han er den førstefødte, og så kommer vi, så mange som har del i denne frelse.

Det var anderledes med Jesus, siger du. Det kan jo ikke blive sådan med os. Jo, det er lige præcis det, det kan. Hvis vi drives af Guds Ånd, er vi Guds børn. Men er vi børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger! (Romerbrevet 8,14-17) Ikke anderledes, men som Jesus! Derfor skammer han sig ikke ved at kalde os brødre. Så stor er frelsen!

«Ligesom jeg har sejret!»

Jesus var alene om at være Gud lig. Han var enearving. Men han agtede det ikke for et røvet bytte. (Filipperbrevet 2,5-8). Han ville, at vi også skulle blive Gud lig. Blive hans medarvinger. Derfor gav Jesus frivilligt afkald på at være Gud lig og blev mennesker lig. Han banede en ny og levende vej – fra mennesket til Gud. En vej hvorpå menneskene kunne blive Gud lig. Du arver ligeså meget med Kristus, som du er blevet Gud lig. 

Jesus ville, at vi også skulle blive Gud lig. Blive hans medarvinger.

Derfor siger Jesus: «Den som sejrer ligesom jeg har sejret. Den som holder mine bud, ligesom jeg har holdt min Fars bud. At I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. At I skal være ét, ligesom faderen og jeg er ét. For at I skal være fuldkomment til ét, så verden kan tro.» Her ser vi, så stor en frelse er vi kaldt til! Men hvem troede på det budskab han hørte? Hvem er løfterne så gået i opfyldelse for?

Fuldkommen frelse!

Der står om de gamle troshelte, at de ikke opnåede det som var lovet, fordi Gud havde udset noget bedre for os (Hebræerbrevet 11,39-40). Har du tænkt over, at Gud har udset noget bedre til dig, end det som var udset for disse troshelte? Når du så ikke agter så stor en frelse, hvordan kan du så tænke dig at undfly Guds dom?

Du lader som om du er ydmyg og siger: «Jeg er så elendig, at jeg nok skal være glad for at få syndernes forladelse.» De som siger sådan, forringer Jesus værk og foragter Guds godhed. Det er ikke ydmyghed, men genstridighed.

Du som har hørt denne troens forkyndelse, skal så meget mere give agt på det, så du ikke skal drive bort derfra!

Jesus kan fuldkomment frelse dem, som kommer til Gud ved ham (Hebræerbrevet 7,25). Det er ikke fordi du er elendig, at du skal dømmes, men fordi du ikke tror. Ja, men troen er ikke for alle, siger du. Nej, den er ikke de vrange og onde menneskers sag (Andet Thessalonikerbrev 3,2). Man kan ikke tro på denne frelse og samtidig elske denne verden. Man kan ikke tro på at få del i guddommelig natur, og så elske selvlivet.

Du siger måske: «Jeg troede også engang, at jeg skulle blive så god, men jeg har nok fået at se, at vi ikke bliver andet end mennesker.» Når du siger sådan bevidner det, at du har kastet en god samvittighed fra dig, og derfor har du lidt skibbrud på din tro (Første Timotheusbrev 1,19). Du stoppede med at tage det alvorligt og med at erkende din synd, og derfor fik vantroen magt over dig igen. Og så var det jo lettere at synde dagligt og få tilgivelse.

At tage det som enken overfor den uretfærdige dommer, synes du blev noget besværligt. Derfor fik du ikke ret over din modstander djævelen, der går omkring for at opsluge hvem han kan. Men Jesus siger: Når jeg kommer, mon jeg da finder troen på jorden? (Lukasevangeliet 18,1-8; Første Petersbrev 5,8) Han finder nok troen på syndernes forladelse, men troen på sejr, på denne store frelse, det kan nok blive et spørgsmål.

Dog, Gud være tak fordi der stadig er mennesker som strider for den tro, som er overgivet de hellige. Og du som har hørt denne troens forkyndelse skal så meget mere give agt på det, så du ikke skal drive bort derfra!

 

Dette er en redigeret version af artiklen «Så stor en frelse» som først blev publiceret i BCCs menighedsblad «Skjulte Skatte» i januar 1937.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag