Vidste du, at de fleste menneskers bønner viser, at de er tvesindede?

Vidste du, at de fleste menneskers bønner viser, at de er tvesindede?

Skrevet af: Elias Aslaksen | Publiceret: 2. november 2016

«Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.» Jakobsbrevet 1,5-8.

Hvordan er det i almindelighed med bønner? Jo, man forstår det sådan, at bøn er at udtrykke det man ønsker, og så er man færdig. Men det er en stor misforståelse. Det er jo selvmodsigelse. Hvilken interesse har det for Gud, og hvilken interesse har det for mig, at jeg ikke har gjort andet end at udtrykke det jeg mangler? Det er altså i dybeste og egentlige forstand ikke at bede. At jeg beder om at få visdom, kærlighed eller tålmodighed og ikke forventer at få det overhovedet – endnu mindre tror, at jeg har fået det, er tvesind. Altså jeg vil gerne have det, men jeg klarer mig fint uden. De fleste beder jo sådan så længe, de lever, uden at få det de beder om. Altså man er dobbelt, man har to sind.

«Jeg vil gerne have det, men jeg klarer mig fint uden.» De fleste beder jo sådan så længe, de lever, uden at få det de beder om. Altså man er dobbelt, man har to sind.

«Jeg hader de vankelmodige, men jeg elsker din lov Salmernes Bog 119,113. Gud kaldte jo David manden efter sit hjerte – manden efter Hans sindelag. Han var præcis det modsatte af tvesindet. Det gjaldt kun om at blive grundigt frelst. Når man er interesseret i at blive grundigt frelst og interesseret i lidt andet også, har man altså to sind. Og det er nok sådan med de fleste, i større eller mindre grad. Det gælder for alle ting, at det er i større eller mindre grad. Det er rimelig sikkert, efter det tindrende klare bibelske lys, jeg nu har fået over det.

I Jakobsbrevet står der to steder om tvesind. Jakob har jeg i mange år kaldt for en specialist. Han er specialist i praktisk talt alt hvad han skriver om. Han skriver så stærkt, klart og tydeligt og utrætteligt, det kan gøres. Det må have været en stor Guds mand. «Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.» Jakobsbrevet 1,5. Han nævner visdom som eksempel. Men det gælder også alt andet, vi skal frelses til, f.eks. guddommelig kærlighed. Det tager Jakob så hårdt fat i, at jeg næsten kunne tænke mig, at de døde måtte opstå. Men som sædvanlig sker der ingenting – der «opstår» ingenting; man bliver hverken fuld af kærlighed, visdom eller tålmodighed, eller det man beder om.

«Men han skal bede i tro, uden at tvivle.» Jakobsbrevet 1,6. Og det siger Jesu ord også: «Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.» Matthæusevangeliet 21,22. Først hedder det: «Bed, så skal der gives jer Matthæusevangeliet 7,7. Det er for begyndere. Men så bliver det nøjere udlagt: «Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.» Tro er ikke noget løst, det er noget utrolig fast og bestemt – det er fuld overbevisning om, at man får det, man har bedt om. Og det står der også om i 1. Johannesbrev 5,14-15. Der står der, at når vi ved, at vi beder efter Guds vilje – og det gør vi altid, når vi beder om frelse – så er det den frimodige tillid, vi har til ham, at så har vi fået de ting, vi har bedt om.

«Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden.» Jakobsbrevet 1,6. Man slingrer frem og tilbage. Og så kommer der nogen forfærdeligt stærke ord, som er sande, i Jakobsbrevet 1,7:  «Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren...» Og så kommer skudsmålet i Jakobsbrevet 1,8: «… tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd.» Havde man taget det alvorligt, havde man vidst om sig selv, at man var tvesindet – alle sammen. Når man beder, er man ikke færdig, når man har sagt hvad man vil have; men når man har fået tro på det, er man færdig.

Der findes ikke noget, der hedder at prøve at tro. Det er slet og ret noget pjat. Det er sådan, når det gælder alt, vi beder om: Enten tror vi, eller så tror vi ikke.

Man kan snakke om at bede på en forkert måde. Der er nogen, som er tilbøjelige til det. De hengiver sig til at bede i timevis og regner med, at når de har bedt i to timer, er det dobbelt så godt som at bede i en time. Men når jeg ikke har fået noget, hverken i den ene eller den anden time, er det så godt? Det er for at få en levende tro, jeg skal bede. Får jeg ikke det, så får jeg det ikke. Og så er der ikke nogen hjælp i at sige, at jeg beder meget til Gud. Det at få, det er hensigten – at det sker, det jeg beder om. Det er vel det mest normale udslag af tvesind, der eksisterer, vil jeg tro. Det er jo sådan, alle sammen gør til at begynde med. Man kan også fortsætte sådan hele livet. Der er ingen nytte ved det, og det er, at man holder sig til Gud i stedet for at gå væk. Men det er forgæves.

Der findes ikke noget, der hedder at prøve at tro. Det er slet og ret noget pjat. Det er sådan, når det gælder alt, vi beder om: Enten tror vi, eller så tror vi ikke. Og tror vi ikke, så er der ingen hjælp i det. Og at blive ved sådan i timevis er bortkastet, hvis ikke den eneste tanke er endelig at gribe troen. Det er det rigtige. Og så gør det ikke noget, at man må blive ved længe, når man bare får fat i den.

At jeg beder om at få visdom, kærlighed eller tålmodighed og ikke forventer at få det overhovedet – endnu mindre tror, at jeg har fået det, er tvesind.

Jesus sagde: «Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden…» Johannesevangeliet 3,19. Man har manglet lys over det. Den bedste måde at udtrykke det på, tror jeg, er at man gerne vil have det man beder om, men man klarer sig uden. Det viser sig, at det er sådan – man fortsætter jo uden det. På den ene side er man ligesom meget interesseret – men det er nok ikke så meget, og på den anden side er man ikke interesseret overhovedet. Man er dobbelt.

Dette er et uddrag af en tale holdt af Elias Aslaksen i Oslo den 29. oktober 1975. Det er en del af bogen «Elias Aslaksens sidste taler», udgivet af Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag