Vidste du, at det at fristes ikke er det samme som at synde?

Vidste du, at det at fristes ikke er det samme som at synde?

Skrevet af: Kate Kohl | Publiceret: 3. juni 2016

Jeg har taget en beslutning om, at jeg vil være en Jesu discipel, og jeg ved det betyder, at jeg ikke længere må synde. Mit sind er fast bestemt på, at jeg kun ønsker at gøre det gode, og jeg vil ikke give efter, når jeg fristes til at synde. Men det er ikke så let! Synden kommer altid op, selvom jeg ønsker at gøre det gode. Er det overhovedet muligt at få sejr, når mine følelser er så stærke?

Jeg sidder i min bil i en vens indkørsel. Jeg sagde, at jeg ville hente hende kl. 7:45. Klokken er nu 7:50, og hun er stadigvæk ikke kommet ud af huset. Vi skal være der kl. 08:00. Jeg har allerede dyttet to gange, så jeg ved, at hun ved, at jeg er her. Jeg føler mig så irriteret og utålmodig lige nu. Hun gør dette gang efter gang. Jeg vil bare sige hende et par sandhedsord.

Synden kommer altid op, selvom jeg ønsker at gøre det gode. Er det overhovedet muligt at få sejr, når mine følelser er så stærke?

Jeg føler mig så sårbar. Jeg vil så gerne være tålmodig og sød, men her sidder jeg og føler mig utålmodig og irriteret ... igen. Jeg føler, at jeg stadig synder, jeg bliver ved med at have sådanne tanker. Vrede, misundelse, urene tanker, for at nævne nogle få. Jeg ved, at disse ting er forkerte, det står i Guds ord. Hvad skal der til?

Jeg er ikke mine følelser

Så kommer jeg i tanke om noget, som jeg fornylig læste i noget kristen litteratur:
«I Jakobsbrevet 1,14 læser vi: Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én.’ De fleste troende tror, at dette er synd og ville ønske de ikke kunne føle nogen af sine lyster. Når de bliver bevidste om deres synder, tror de, at der må være noget galt med dem. Men vi læser ikke, at vi ikke bliver fristet, når vi bliver troende, men at vi skal sejre og ikke synde [Første Petersbrev 4,1-2]. Dette er vort kald i Kristus!
Derfor; når man fristes, har man ikke begået synd. Synd kommer kun frem, når man giver efter for sine lyster.» (Sigurd Bratlie, «Herligheden – grebet af Kristus»)

Pludselig indser jeg noget. Lige præcis nu kan jeg føle, at jeg er irriteret, men det er ikke mig! Mine tanker er helt klart kommet ind i mit sind, men jeg behøver ikke at være enig med dem. Lige præcis nu vil lysterne i mit kød have magten, men dette er faktisk bare en fristelse.

Lige præcis nu kan jeg føle, at jeg er irriteret, men det er ikke mig! Mine tanker er helt klart kommet ind i mit sind, men jeg behøver ikke at være enig med dem.

Lysterne i mit kød er den del af min menneskelige natur, der ønsker at leve efter min egen vilje frem for at gøre Guds vilje. Det er den del af mig, der har lyst til at reagere på måder, som Guds ord tydeligt siger er forkert. Det er fordi jeg har lyster i mit kød, at jeg bliver fristet i første omgang. Lysten til at være utålmodig, for eksempel. Lysten til at blive fornærmet, når nogen siger noget om mig, som jeg ikke kan lide. Osv.

Fristelsens øjeblik

Så når jeg mærker disse lyster komme op fra mit kød, betyder det så, at jeg har syndet? Absolut ikke! Dette er fristelsens øjeblik. Jeg synder kun, hvis jeg bevidst er enig i at give efter og tillader disse tanker at leve, selvom jeg er helt klar over, at det går imod Guds vilje. Selvom jeg føler disse ting, behøver jeg ikke at reagere efter dem. Jeg gør ikke synd, medmindre jeg er bevidst om, at jeg bliver fristet og er enig i at, ja: jeg skal gøre det, jeg bliver fristet til.

Det vigtige for mig at huske på er, at der er en forskel på mig og det jeg er fristet til. Jeg er den person som har bestemt mig for ikke at synde, lige meget hvad kødet finder på. Lige meget hvad jeg føler - mine følelser betyder ikke noget som helst. Jeg er min beslutning; sindelaget at jeg hader synd og IKKE ønsker at gøre det.

(Læs Romerbrevet 7 og 8)

Jeg gør ikke synd, med mindre jeg er bevidst om, at jeg bliver fristet og er enig i at, ja: jeg skal gøre det, jeg bliver fristet til.

Så nu mens jeg sidder i bilen og mærker mine lyster stige op med disse utålmodige, irriterede følelser, så jeg ved, at dette bare er en fristelse. Fordi jeg har en menneskelig natur med lyster, så føler jeg virkelig, at jeg er utålmodig. Men jeg er ikke mine følelser! Jeg er en Jesu discipel, som ikke vil synde! Jeg er ikke enig med disse tanker. Jeg siger et stærkt og beslutsomt «nej!» til fristelsen. Selvom mit kød føler sådan, så skal jeg ikke tillade det med mit sind.

Selvom mine følelser måske ikke ændrer sig med det samme, så nægter jeg at give efter og tillade mig selv at tænke utålmodige tanker. Jeg beder til Gud om, at han vil give mig styrke til at modstå fristelsen, lige meget hvor længe det varer, og det gør han. Jeg beder om, at i stedet for at reagere med utålmodighed, så kan jeg reagere med kærlighed. 

Fristelse = sejr

Da min ven sætter sig ind i bilen to minutter senere, behøver hun ikke engang at mærke, at jeg har været fristet. I stedet kan hun mærke tålmodighed og godhed fra mig. For sin egen skyld har hun måske brug for at høre, at hun bør tage mere hensyn til andre, men en formaning skal komme af kærlighed, fordi jeg ved, at det er bedst for hende. Ikke af utålmodighed, fordi det var ubelejligt for mig. Så har vi det godt sammen. Ingen smag af synd kan komme imellem os. Så har jeg været sejrende; jeg har overvundet! Jeg har ikke syndet; jeg har ikke været enig i at blive irriteret og utålmodig.

Det er en stor frihed at vide, at hvordan jeg reagerer, når jeg bliver fristet, er helt op til mig.

Det er en stor frihed at vide, at hvordan jeg reagerer, når jeg bliver fristet, er helt op til mig. Jeg ved, at ved Guds nåde vil han give mig styrke til at sejre hver eneste gang, jeg bliver fristet. Der kommer kun én fristelse ad gangen, og med hver fristelse kan jeg få lidt mere guddommelig natur. (Andet Petersbrev 1,4) Hver fristelse kan være en sejr, og jeg ser frem til den dag, hvor mine naturlige reaktioner er Åndens frugter. Kærlighed, godhed, langmodighed, osv. (Galaterbrevet 5) Dette er min tro!