«Det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen»

«Det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen»

Skrevet af: Vilhelm Nordström | Sted: Finland | Publiceret: 30. december 2010

I januar 2002 skete det som chokerede hele den lille menighed i Kirkkonummi, Finland. Fembørnsfaren Martti Gerlander blev skadet i en alvorlig trafikulykke på vej til arbejde.

Marttis ulykke

I dårligt vintervejr kører Martti til gymnasiet hvor han arbejder som lærer. Mødet med en lastbil på hovedvejen er brutalt, og hans bil bliver i løbet af nogle få sekunddele knust mellem lastbilen og en klippe. Det tager flere timer at få ham ud igen, og Martti bliver kørt til sygehuset med livstruende skader.

Lægene kan ikke give megen håb. Nøden er stor blandt de mange som ser Martti som en kær ven. Menigheden kender ham som energisk og aktiv, en velvillig mand som altid hjælper til hvor der er behov. Hundredvis af mennesker beder om et under.

Efter to måneder vågner Martti op fra koma. Der hersker ingen tvivl om at dette er et svar på uafladelige bønner for ham. Alligevel har Martti en lang rehabiliteringsproces foran sig, og det er klart at Martti aldrig kan blive den samme energiske mand som han en gang var kendt for at være.

– Vort indre fornyes dag for dag

Det er lørdag morgen i Kirkkonummi, og jeg kører for at møde Martti og konen Anne hjemme hos dem. Anne ønsker mig hjertelig velkommen og fortæller at Martti er ude at hugge brænde. Snart kommer Martti ind og hilser smilende med hånden til mig. Vi sætter os ned i sofaen og får hver en kop varm te.

Når jeg snakker med Martti lægger jeg mærke til resultaterne af hjerneskaden som han fik. Selv om han kan snakke helt normalt, har han af og til svært ved at udtrykke det han har på hjertet. Efter ulykken har han ikke kunnet arbejde, og hjerneskaden begrænser også hans koordination, så mange fysiske funktioner er blevet svære for ham. Han er afhængig af andres hjælp. Det som var stærkt og menneskelig talt beundringsværdigt med ham, er på en måde blevet afklædt.

– Hans ånd er taknemmelighed, og da kan ingen bitterhed, klage eller knurren komme frem.

Jeg kommer på et vers: Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. 2. Kor. 4,16. Også Martti genkender sig i dette vers.

– Selvfølgelig har jeg stadig lyst til at arbejde og hjælpe andre mennesker. Men det vigtigste for mig er at menigheden trives og har det godt. Jeg glæder mig over at der sker en udvikling med ungdommen, og at de kan arbejde. Nu kan jeg være med ved at velsigne og bede for dem, siger Martti.

– Enkel og barnlig tro

På trods af sine begrænsninger er Martti altid med og hjælper med det han kan. Han hugger brænde eller støvsuger; prøver altid at finde en måde at være nyttig på. Han er aldrig bitter og klager ikke over sin skæbne. I stedet er han taknemmelig. Jeg mærker en lys og positiv ånd i ham, noget som også bliver bekræftet af hans kone Anne.

– Alt det vi har nu, synlig og usynlig, har vi fået af Gud.

- For Martti er det blevet naturligt at tjene der hvor han kan være til hjælp. Sådan har det været, både før og efter ulykken. Hans ånd er taknemmelighed, og da kan ingen bitterhed, klage eller knurren komme frem. Dette ville ikke have været muligt uden grundvolden af tro som blev bygget i hans hjerte før ulykken.

Som ungt ægtepar tog Martti og Anne et helhjertet valg om at følge Jesus. Efter dette har grundvolden i deres liv været en enkel og barnlig tro. Hverdagen har aldrig været let, men det vigtigste har været at kende at Gud er med i alle valg.

Gud er trofast – alt virker til vort bedste!

For Anne og Martti er kristendom ikke festlige taler på helligdage, men gerninger som troen og kærligheden virker i hverdagen. Når Anne fortæller om deres liv, citerer hun et vers fra Bibelen:

Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre. Mal. 3,10.

– Gud vil gerne velsigne os, men først må vi opgive alt - rækkefølgen er altid den samme, siger Anne.

– Gud vil gerne velsigne os, men først må vi opgive alt – rækkefølgen er altid den samme.

– Alt det vi har nu, synligt og usynligt, har vi fået af Gud, bekræfter Martti. Vi har opgivet vore egne planer og vor egen vilje, og vi måtte ofte tage valg uden at vide hvad der ville følge med.

Har I aldrig tvivlet på valget som I tog, selv i denne vanskelige sitation?

– Nej, svarer Martti. Når man har givet sit liv til Gud, kan man være sikker på at Gud er trofast og at alt virker til vort bedste.

Huset som er grundlagt på klippen

 

Anne og Martti har aldrig haft spørgsmålet «Hvorfor?» De har hellere spurgt: «Hvordan skal vi fortsætte?»

– I forskellige prøvelser og trængsler er man ofte kommet til sine grænser, men Gud er trofast; han lader os ikke blive prøvet over evne. Man kan selv føle at grænsen er nær, eller til og med at den er der her og nu, men Gud har ledt os videre ved sin nåde.

Det er let at sanse fra Martti og Anne at alt de siger er sandt. De har ikke behov for at forskønne ting og sætte kulisser op. Deres liv er bygget på Guds ord og kan ikke blive rokket af livets storme.

«Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.» Matt. 7,24-25