– Det handler om det, som er indeni

– Det handler om det, som er indeni

Skrevet af: Ruben Ellefsen | Sted: Oslo/Follo, Norway | Publiceret: 3. marts 2011

Indiske Beulah Jacob voksede op med et ønske om at være som alle andre. Men vendepunktet kom først, da hun indså, at hun egentlig havde været det hele tiden.

Jeg møder Beulah Jacob i en mellomstor sal i et konferencecenter i nærheden af den sydengelske by Taunton. Det er tidlig formiddag, og der er lidt køligt i det moderne auditorium.
- Jeg kan godt lide at være sammen med mange mennesker, arbejde, snakke, planlægge og organisere, fortæller hun ivrigt. Den 36-årige centerleder virker lidt stresset. Inden hun endelig kan slå sig ned ved bordet, hvor jeg sidder, har hun igangsat ekstra opvarmning af den store sal, informeret tre unge køkkenmedarbejdere om dagens program og svaret på en hel del andre små og store spørgsmål fra kunder og medarbejdere.
- Jeg håber ikke, at jeg er en alt for hård chef. Hun smiler.

Billedserie: Tryk på billederne for at se dem i stor størrelse, eller for at se en serie med alle billederne i artiklen.

Beulah voksede op i den lille by Alwaye i delstaten Kerala i det sydvestlige Indien. Hun er yngst af fire søskende og fortæller om en lykkelig barndom i landsbyen, hvor det meste af tiden gik med at læse bøger og lege med nabobørnene. Som andengenerationsmedlem af Brunstad Christian Church indrømmer hun, at det til tider var svært for hende, fordi hun følte, at hun ikke var som alle andre. Men Beulah fortæller også at det gjorde indtryk på hende at se, hvor gode hendes forældre altid var mod hinanden, sammenlignet med det, hun så en del andre steder.
- Vi fik ikke lov til at gøre alt det, som andre børn gjorde, men når jeg ser tilbage nu ... Hun smiler. 
- Jeg følte mig så tryg, og jeg mærkede godheden hjemme, mindes hun.

Den farverige 36-årige er ikke svær at snakke med, og en time går hurtigt. Vi har på forhånd aftalt, at hun ikke behøver at sætte så meget tid af til interviewet, men at jeg hellere vil følge hende i dagens gøremål. Jeg går med hende for at hente de to ældste børn fra tennistræningen.
- De er lidt flove, når jeg kommer og henter dem i min mands nye bil, kommenterer hun, mens hun manøvrerer den lillebitte, snehvide Citroên ind på tennisklubbens parkeringsplads. Hun griner.

 I 1998 giftede Beulah sig med Kiran Jacob, som nogle år tidligere havde sluttet sig til samme menighed som hende. Hun siger, at det betyder meget, at ægtefæller har samme mål for livet. Sammen har de tre børn: Leah på ti, Michelle på ni og Naomi på fire år.

- Jeg prøver at give dem en lige så god barndom, som jeg selv havde, siger Beulah.

- Jeg føler mig mere engelsk end indisk. Beulah griner lidt. Fordi ægtemanden Kiran, som arbejder som læge, ønskede at specialisere sig inden for radiologi (røntgen og ultralyd) flyttede parret i 1999 fra Indien til Taunton i det sydengelske område Somerset. Siden blev familien boende her. Efter mere end 10 år på de britiske øer er båndene til hjemlandet ikke så stærke længere. Hun fortæller, at de på mange måder føler, at menigheden i Taunton er deres nye familie.
- At flytte fra familien i Indien var hårdt, men efter vi havde været på det første møde her, føltes det som om vi slet ikke var flyttet. Vi følte os hjemme. Kultur er ikke vigtigt, siger hun. Det vigtige er at leve for Gud.

- Det er en velsignelse at kunne se sin egen menneskenatur, at det er mig, der er noget galt med! Det holder mig ydmyg. Så kan jeg være glad, også når jeg er sammen med utroligt forskellige mennesker. I menigheden fokuserer vi på at bekæmpe vores egen synd i stedet for at hænge os i kulturforskelle.

Det betyder meget, at ægtefæller har det samme mål med livet.

Evangeliet hjælper mig med at se det gode i den anden person, det, som er ros og ære værd, smiler hun og refererer til Filipperbrevet 4, 8.
- Ligemeget hvordan de ydre omstændigheder er, så handler det om det, som er indeni, konstaterer hun.

Den lillebitte Citroên triller ind foran det typisk engelske murstenshus, hvor familien Jacob bor, og Beulah parkerer bilen ved siden af den bil, som allerede står parkeret.
- Kiran har telefonvagt i dag, fortæller hun, mens hun hjælper Leah og Michelle ud af bilen. Fra huset hører vi fængende sydhavsrytmer, og gennem kontorvinduet kan vi se Kiran og den yngste datter, Naomi, danse i takt til musikken.
- Han kan lide al slags musik, smiler Beulah, - mens jeg er lidt mere traditionel.
Ægtemanden Kiran og lille Naomi på fire år møder os i entreen. Naomi har både sin brune og hvide bamse med, men piler genert ind i køkkenet, da hun får øje på mig. Beula smiler og fortæller, at den fireårige charmetrold er meget tilbageholdende over for fremmede, men at det bliver bedre, nu hvor hun er begyndt i skole.

Beulah har været igennem tre graviditeter, og hun og Kiran har fået tre velskabte børn, som de er meget glade for. Men Beulah har været meget syg under hver graviditet.

Hun tørrer en tåre væk fra sin kind. Beulah er rørt, men fortæller roligt og åbent om et af sit livs sværeste beslutninger. Da hun var gravid med Naomi for fire år siden, opstod der alvorlige komplikationer, og hun blev meget syg. Ikke noget medicin hjalp, og situationen var alvorlig. Men der var én mulighed; en helt ny medicin som egentlig blev givet til kræftpatienter efter de havde fået cellegift-behandling. Medicinen var også blevet testet med held på gravide mus, men lægerne havde ingen erfaring med at give medicinen til gravide kvinder. Derfor turde lægerne ikke anbefale medicinen, og lod Beulah og Kiran tage den svære beslutning selv. På internettet fandt parret mange positive udtalelser og antagelser fra videnskabelige miljøer om hvilke indvirkninger stoffet ville have på det ufødte barn. Der var mange spørgsmål, men få svar. De vidste helt enkelt ikke hvad de skulle gøre.

Du kan unden problemer være oprejst og have det godt, selvom dine følelser er nede.

- Men der er altid et vers der hjælper. Beulah tørrer endnu en tåre væk. I denne svære situation blev Beulah mindet om det, der står i Jeremias' Bog 1,5: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig.» Hun mærkede fred.
Beulah tog den nye medicin, som den allerførste gravide kvinde, og kort tid efter blev velskabte Naomi født.
- I den moderne tid vi lever i, er det meget let kun at se på videnskab og teorier, og lade hjernen bestemme. Men Guds ord har stået gennem tusindvis af år. Hun smiler taknemligt. Jeg får indtryk af, at for Beulah er dette ikke bare noget hun siger, hun kender det at omsætte Guds ord til handling i sit liv.
- «Dette er noget som kan påvirke din sjæl, men ikke din ånd», var der en søster der sagde for at opmuntre mig, da jeg lå syg. Jeg var jo altid syg, når jeg var gravid... Beulah stopper et øjeblik. Det er tydeligt, at denne opmuntring gjorde noget med hendes forhold til sygdommen. Hun fortsætter i en rolig, men overbevisende tone.
- Du kan unden problemer være oprejst og have det godt, selvom dine følelser er nede.

- The eller kaffe? Med mælk? Beulah Jacob kommer ind i den den lyse, hyggelige stue med en bakke. Og som nordmand med sans for internationale impulser prøver jeg at socialisere mig med en «proper English tea», -med mælk og uden sukker. I baggrunden spiller den ældste datter Leah et kendt, klassisk musikstykke på klaveret. Den 10-årige går allerede til klaver på tredje år. Beulah er en stolt mor.

- Noget jeg virkelig kan lide, er at slappe af med at løse sudoku. Men så skal det være stille omkring mig, så det bliver stort set i ferierne.
Hverdagen hjemme hos Beulah og familien giver altså ikke meget plads til svære talkombinationer, men består mere af ting, der sikkert er velkendte i de fleste børnefamilier. Hente og bringe børn til og fra skole og aktiviteter, madlavning og arbejde kræver sit. Stillingen som leder for et konferancecenter giver Beulah frihed til at arbejde meget hjemmefra, noget hun også gør. Men ofte har kunderne sine arrangementer om aftenen, så selvom et konferancecenter har mange gode medarbejdere bliver Beulah delvist også nødt til at træde til udover den normale arbejdstid.

Beulah kunne mærke, at hun havde et andet mål i livet, end det de andre studenter havde.

Det virkelige vendepunkt i Beulahs kristenliv kom, da hun begyndte på universitetet.
I hele sin opvækst havde hun et ønske om at være og gøre som alle andre,
men samtidig var hun også tiltrukket af det liv hun så forældrene levede.
Da hun begyndte på universitetet og blev konfronteret med det 
udsvævende liv, der var normalt blandt studerende, pressede det frem mod
et valg.
- Mine venner undrede sig over at jeg ikke gjorde de ting de gjorde. Det var i et katolsk område og katolikkerne blev set ned på. De begyndte at  kalde mig «Søster Beulah». Det var hårdt.
Beulah fortæller, at hun vidste at hendes forældre og mange venner bad for hende, men at hun i teenageårene ikke syntes det var let at vælge at være anderledes. 
- Jeg havde lyst til at være en af dem, -være med, siger hun.
 

Beulah var opvokset, omringet af folk der arbejdede med sig selv og sine dårlige tendenser. Men livet på universitetet gjorde, at hun blev tvunget til at vælge hvilket liv hun egentlig ville leve. 
Når man så stærkt bliver udsat for påvirkning fra det som de fleste mennesker er så optaget af, så ser man at man har de samme tendenser som dem, og at man kan blive helt ligesom dem. Det ville jeg ikke.
Beulah fortæller, at der var et bibelvers som fik stor betydning for hende i denne situation: «Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke?» (Andet Korintherbrev 6,14). Beulah kunne mærke, at hun havde et andet mål i livet, end det de andre studenter havde. Dette bibelvers hjalp hende med at holde fast ved sin beslutning alle de år hun gik på universitetet.

-Norsk chokolade er det bedste i verden, smiler Beulah mens hun dækker frokostbordet. Michelle (9), der kommer med det norske chokoladepålæg er helt enig.
- Vi køber altid meget af det, når vi er i Norge.
- Vi prøver at variere vores kost, og normalt har vi indisk mad to eller tre dage om ugen.

- De valg du tager former resten af dit liv, siger Beulah Jacob alvorligt, og tænker tilbage på den hårde universitetstid.
-Mine medstudenter begyndte efterhånden at respektere mig, selvom jeg valgte ikke at være en af dem. De fleste folk respekterer et godt liv, siger hun.
Beulah fortæller også at medstudenterne på mange andre måder mærkede, at der var noget specielt over hende. Da eksamenstiden nærmede sig, med dens mange prøver og afleveringer, fik hun mange spørgsmål fra nervøse og søvnsultne medstudenter om hvordan hun kunne sove om natten. De spurgte også om hun læste i smug, -når de ikke så hende.

-Men jeg havde fred, selvom det var meget arbejde, smiler hun og trækker på skuldrene. 

Et trofast liv kan give de andre håb om selv at kunne være trofaste mod Guds ord.

 Beulah kigger på klokken; den er kvart i tre. Pludselig er stressniveauet højt. Den yngste pige, Naomi, er indviteret til fødselsdag hos en klasseveninde, og tiden går. Fødselsdagsgaven pakkes ind i hast. Jeg siger hurtigt farvel til Kiran, Leah og Michelle, og Beulah, Naomi og jeg skynder os ud i bilen.

Mens hun manøvrer den lille bil smidigt gennem de smalle og tæt trafikerede centrumsgader i Taunton besvarer Beulah Jacob mine sidste spørgsmål.

-Jeg tager én dag ad gangen, siger Beulah eftertænksomt. For hende gælder dette visdomsord både for situationen som den er i dag, med mange forpligtelser hjemme og på arbejde, og det har også gjaldt i hårde perioder hun har bag sig.
Beulah virker hjulpet. Det virker som om det er prøvet og erfaret, da hun fortsætter med at snakke om ikke at bekymre sig for hvad der kommer.
-Morgendagen får nåde for sig selv, siger Beulah taknemligt og citerer koret i sangen «Jeg takker dig, kære Herre» fra sangbogen Herrens Veje:

Jeg takker for sollyse dage,
for prøvelsens mørke nat.
Du alt for mig vel bereder,
jeg takker, jeg takker for alt.

–Den sang har hjulpet mig, siger hun stille.

Efter at have fulgt datteren Naomi til fødselsdagen kører Beulah mig tilbage til det sted hvor vi mødtes. Vi siger farvel, og mens hun forsvinder i den snehvide Citroên, bliver jeg stående tankefuld tilbage på parketingspladsen.
Selvom det kun er nogle få timer siden jeg mødte Beulah Jacobs for første gang, føles det som om jeg har kendt hende længe. Beulah, der siden barndommen ønskede at være som de andre, men alligevel valgte det bort, da hun fik muligheden til det. Og det er et valg hun har holdt fast på siden.
«Et trofast liv kan give de andre håb om selv at kunne være trofaste mod Guds ord», sagde hun.
«Ligemeget hvordan de ydre omstændigheder er, så handler det om det som er på indeni.»