Et attraktivt liv

Et attraktivt liv

Skrevet af: Matthew Ibrahim | Sted: Melbourne, Australien | Publiceret: 6. februar 2012

Menno van der Staal var en spontan person, der elskede naturen og var meget bevidst om sine omgivelser. Som ung mand var han ingen stor tilhænger af sine forældres kristendom, men han havde dog altid den respekt og kærlighed til Gud, som han havde modtaget i sit hjem.

Han havde gode evner til at udtrykke sig og brugte mange timer på at udtrykke sine følelser gennem digte, ved at spille musik, og hans favoritmedium, ved at male.

Da han var en ung mand flyttede han og konen Wilma fra Holland til Australien. Hendes talenter inden for socialt arbejde, hand pædagogiske evner og deres kærlighed til mennesker førte det unge par ind i arbejdet med børn med flygtningebaggrund.

Efter en tid blev Menno tilbudt en lærerstilling i The Northern Territory, som han tog. Wilma og ham flyttede da til et lille ø-samfund udfor Australiens helt nordlige kyst, hvor de begyndte at arbejde med indfødte Australske børn. Der var en metodist missionspost på øen og Menno, der ventede på at begynde som lærer, begyndte at holde bibeltimer for nogle af drengene. Dog opdagede han hurtigt vanskeligheden ved at bibringe noget åndeligt til andre, når han følte han ikke havde noget at give.

 

En længsel efter noget mere

Her i dette relativt isolerede sted i det tropiske Arnhem Land, fik Menno van der Staal en dyb og personlig nød over sit eget liv. Han ville svare på sit kald fra Gud og begyndte at søge intenst i bibelen. Han og Wilma bad i deres nød om at blive fyldt af Den Hellige Ånd, og han fik den. Fra den tid blev skrifterne åbne og levende for dem begge.

Hvordan kunne de faktisk leve det liv, Jesus kom med?

Familien van der Staal glædede sig over deres nyfundne levende tro, men de havde stadig så mange ubesvarede spørgsmål: Hvordan kunne de komme dybere end i Guds ord? Hvordan kunne de faktisk leve det liv, Jesus kom med? De ventede ikke lang tid på svaret. Mens Menno havde kontakt med en præst i den reformerede kirke, der også var rejst til Australien, modtog han litteratur fra Brunstad Christian Church, og for første gang hørte han om muligheden for at komme til sejr over synd.

Så døde Mennos far, og de besluttede sig for at flytte tættere på hans mor. Omtrent samtidigt var et spirende fællesskab begyndt i Melbourne, så Wilma og Menno rejste dertil og fandt det, de havde ledt efter: deres åndelige hjem.

Lydighed fører til forvandling

 

Fra dette tidspunkt fik Menno nye vinger, som hans længsel til at leve et velbehageligt liv for Gud tog over, i alle faser i hans liv. Han begyndte at modtage åbenbaring om sin egen natur og kunne erkende det onde, der boede i ham (Romerbrevet 7:21). Hvordan han ønskede at være tålmodig; at sige gode ord til andre, og hjælpe andre i nød; at komme til dyb og fuld hvile fra at dømme andre, eller søge sit eget på nogen måde. Han følte sig begrænset af sin slibende og kritiske natur, men nu kunne han udnytte kraften af den samme Helligånd, som han havde modtaget, da han bad i sin nød. Gennem tro og lydighed imod Guds ord og troens tilskyndelser, blev han gradvist forvandlet fra sit gamle liv til Jesu Kristi billede.   

Kan jeg komme til et sådant liv, ... så der kan siges udfra mit liv, “Gud er med os”?

Selvom Menno var en ældre bror i Brunstad Christian Churchs menighed i Melbourne og i Australien, blev han aldrig opblæst eller ønskede nogen form for status. Han forstod, at en persons mål for Gud, er deres åndelige indhold, ikke deres tjeneste i det ydre. Han skubbede de unge fremad, og glædede sig over at se deres personlige vækst og udvikling, som de tjente i menigheden. Unge, der levede i en sejrende ånd, var ganske enkelt hans helte.

En kærlighed til mennesker

 

Mennos personlige kampe imod synden i sit liv i forvandling, ledte ham til en stor respekt, når et lignende arbejde skete i andre. Han kunne ofte fortælle hvor glad han var for at se at det gik godt for de mange mennesker, der optog en plads i hans store hjerte, og han var fuld af medlidenhed for dem som led.

Han var fuld af medlidenhed for dem som led.

Engang under et besøg af en ældre bror i Brunstad Christian Church, sad Menno ganske enkelt og så på at hans interessante historier og inspirationelle indsigt i Guds ord bjergtog flere af vore venner. Broderen fortsatte med at tale til den ene, opbygge en anden og stadig hjælpe andre med vejledning i de forskellige livsproblemer. Efter noget tid sukkede Menno, “Det er et misundelsesværdigt liv!”
Han udtrykkede sin trang efter mere personlig vækst, så også han kunne formidle for sine venner, hvad de behøvede for at leve et liv til velbehag for Gud.

Da Menno gik bort i en alder af 74 år, havde han opnået meget. Det var krystalklart for alle omkring ham, og for alle som kendte ham, at han var blevet forvandlet efter at have fulgt sin mester i mange år. Mennos ydmyghed gjorde at Guds Ånd kunne danne ham til Jesu billede, den frelser han så trofast tjente og adlød.