En begravelse repræsenterer en tid med sorg og tomhed. Det tab mennesker føler, når de har mistet en kær, kan gøre dem depremeret og modløs. Dog, for de som tror på et liv i forvandling, kan en sådan hændelse også bringe et lyst håb.
I den lokale Brunstad Christian Church menighed i Melbourne, Australien, samledes næsten tohundrede mennesker for at mindes og takke for Menno Johan van der Staals liv. Han var 74 år og efterlod sin kære kone igennem næsten 50 år, og 9 børn, som alle nu har sine egne familier. Det liv Menno Van der Staal havde levet var ekstraordinært; både ved den hjælp han selv havde modtaget, og også på den måde han selv havde hjulpet og berørt andre.
Hvorfor var så mange mennesker samlet for at glæde sig over en mands liv og arv? Hvad er det, der kan trække andre mennesker med, og gøre et liv attraktivt?
Hvad er det, der kan trække andre mennesker med, og gøre et liv attraktivt?
Menno voksede op i Holland som den tredje af fire børn. Hans far var præst i den reformerede kirke i Holland, og modtog en opfordring til at rejse til Australien. I 1958, da Menno var 21, flyttede familien til Australien. Nogle år senere rejste han tilbage til Holland, for at gifte sig med sin barndomsveninde Wilhelmina (Wilma), og sammen immigrerede de til Australien for altid. Hendes evner til socialarbejde, og hans baggrund som lærer ledte, sammen med deres kærlighed til mennesker, til at arbejde med børn fra flygtingefamilier.
Menno var en spontan person, der elskede naturen og var meget bevidst om sine omgivelser. Som ung mand, var han ikke specielt hengivet til sine forældres kristendom, men han havde dog altid den respekt og kærlighed til Gud, som han havde modtaget i sit hjem. Han havde stor frihed til at udtrykke sig, og brugte mange timer på at udtrykke sine følelser gennem digte, ved at spille musik, og hans foretrukne, ved at male.
En længsel efter noget mere
Efter noget tid blev Menno tilbudt et lærerjob i The Northern Territory, som han tog. Wilma og ham flyttede da til et lille ø-samfund udfor Australiens helt nordlige kyst, hvor de begyndte at arbejde med indfødte Australske børn. Der var en metodist missionspost på øen og Menno, der ventede på at begynde som lærer, begyndte at holde bibeltimer for nogle af drengene. Dog opdagede han hurtigt vanskeligheden ved at bibringe noget åndeligt til andre, når han følte han ikke havde noget at give.
Her, i dette relativt isolerede miljø, i det tropiske klima på Arnhem Land, kom Menno van der Staal til en dyb personlig nød over sit eget liv. Han ville svare på sit kald fra Gud og begyndte at søge intenst i bibelen. Wilma og han bad om at få Helligånden, og modtog den. Fra den tid blev skrifterne åbne og levende for dem.
Hvordan kunne de faktisk leve det liv, Jesus kom med?
Van der Staal familien glædede sig over deres nyfundne levende tro, men de havde stadig så mange spørgsmål: Hvordan kunne de komme dybere end i Guds ord? Hvordan kunne de faktisk leve det liv, Jesus kom med? De ventede ikke lang tid på svaret. Mens Menno havde kontakt med en anden reformeret menighedsleder, der også var rejst til Australien, modtog han litteratur fra Brunstad Christian Church, og for første gang hørte han om muligheden for at komme til sejr over synd.
Så døde Mennos far, og de besluttede sig for at flytte tættere på hans mor. Omtrent samtidigt var et spirende fællesskab begyndt i Melbourne, så Wilma og Menno rejste dertil og fandt det, de havde ledt efter: deres åndelige hjem.
Lydighed fører til forvandling
Fra dette tidspunkt fik Menno nye vinger, som hans længsel til at leve et velbehageligt liv for Gud tog over, i alle faser i hans liv. Han begyndte at modtage åbenbaring om sin egen natur og kunne erkende det onde, der boede i ham (Romerbrevet 7:21). Hvordan han ønskede at være tålmodig; at sige gode ord til andre, og hjælpe andre i nød; at komme til dyb og fuld hvile fra at dømme andre, eller søge sit eget på nogen måde. Han følte sig begrænset af sin slibende og kritiske natur, men nu kunne han udnytte kraften af den samme Helligånd, som han havde modtaget, da han bad i sin nød. Gennem tro og lydighed imod Guds ord og troens tilskyndelser, blev han gradvist forvandlet fra sit gamle liv til Jesu Kristi billede.
Kan jeg komme til et sådant liv, ... så der kan siges udfra mit liv, “Gud er med os”?
Selvom Menno var en ældre bror i Brunstad Christian Churchs menighed i Melbourne og i Australien, blev han aldrig opblæst eller ønskede nogen form for status. Han forstod, at en persons mål for Gud, er deres åndelige indhold, ikke deres tjeneste i det ydre. Han skubbede de unge fremad, og glædede sig over at se deres personlige vækst og udvikling, som de tjente i menigheden. Unge, der levede i en sejrende ånd, var ganske enkelt hans helte.
En kærlighed til mennesker
Mennos personlige kampe imod synden i sit liv i forvandling, ledte ham til en stor respekt, når et lignende arbejde skete i andre. Han kunne ofte fortælle hvor glad han var, for at se ting gå godt for de mange mennesker, der optog en plads i hans store hjerte, og han var fuld af medlidenhed for de som led.
Engang, under et besøg fra en ældre bror i Brunstad Christian Church, sad Menno helt enkelt og kiggede, som hans interessante historier og inspirationelle indsigt i Guds ord betog flere af vore venner. Broderen fortsatte med at tale til den ene, opbygge en anden og stadig hjælpe andre med vejledning i de forskellige livsproblemer. Efter noget tid, sukkede Menno, “Man kan være jaloux på sådan et liv!”
Han udtrykkede sin nød for mere personlig vækst, så også han kunne bibringe sine venner, hvad de behøvede for at leve et liv med Guds velbehag i sigte. Han så sine begrænsninger, og følte at han havde nået så lidt af det liv, Jesus levede på jorden.
Men Menno havde nået så meget. Det var krystalklart for de omkring ham, og de som kendte ham godt, at han var blevet forvandlet i de år, han havde fulgt son mester. Mennos ydmyghed havde tilladt Guds Ånd, at forme ham til billedet af Frelseren, han så kærligt tjente og adlød.
Vi tror på livet!
På Mennos begravelse startede hans ældste søn, Milenko, lovprisningen, ved at beskrive den overvældende følelse af kærlighed fra alle, som var samlet til tjenesten. Dette var født frem af et gensidigt bånd mellem Menno og alle de som havde kendt ham, og som havde fået respekt for de åndelige kampe han havde kæmpet i sit eget liv. Og mens de af os som stod ham nær bliver tilbage, og har følt vor egen dybe smerte over at miste sådan en god ven, oplever vi virkelig apostlen Paulus' ord blive til virkelighed: ‘men vi sørger ikke, som de som ikke har håb.’ Vi tror på opstandelsen! Vi tror på livet! Vi ved, at Menno har bevaret troen og fuldendt løbet. Vi tror også, at vi skal se ham igen og glæde os sammen, over de evige værdier, der var i stand til at dannes i ham gennem hans dage på jorden.
Vi tror på opstandelsen! Vi tror på livet!