Et Guds barn: Evert-Jan Slabbert

Et Guds barn: Evert-Jan Slabbert

Skrevet af: Tielman & Gertrude Slabbert | Sted: Sydafrika | Publiceret: 27. maj 2011

Evert-Jan Slabbert (“Jammi”) blev født den 27. juli 1993. Han blev opkaldt efter to gudsfrygtige mænd, Evert Hulsman, og en kær ven og bror, Jan van Pareen. På en måde var han lidt ligesom dem—specielt deres form for humor og en svaghed for at drille andre lidt.  

Han var en meget normal dreng, der nød at snakke om alle tænkelige emner, og som elskede at spille cricket, rulleskøjte-hockey, fodbold og computerspil. Han var utrolig glad for vennerne i menigheden, ung og gammel, og han elskede at have tid sammen med dem og snakke med dem. 

Jammi var næsten 15 år gammel, da han hørte at han havde kræft (leukemi). På èn dag blev han begrænset, så han ikke længere kunne gøre de ting, som han nød så meget. På grund af hans sygdom, blev han ofte isoleret fra de, hvis selskab han elskede så meget. I lange perioder blev sjove aktiviteter sammen med de andre drenge en ting fra fortiden. Gennem de tre sidste måneder af hans sygdom, blev hans ansigtsmuskler lammet, så ansigtsudtryk blev umuligt for ham. Som resultat kunne han ikke udtrykke sig selv, smile eller grine som normalt, selv ikke med hans øjne. 

Holde fast på Guds ord

Dog, midt i alle disse begrænsninger, blev det som om han ikke længere var begrænset. Helt fra starten, var han frelst fra angst og fortvivlelse på grund af sin børneagtige tro og sit bløde hjerte. Da han hørte, at han havde kræft, huskede han at “alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Romerbrevet.8: 28). Han holdt fast på dette ord og det blev hans liv.

Midt i disse store prøvelser og mens han gik igennem “mørkets dal" flere gange, oplevede han kun Guds godhed og barmhjertighed.

Jammi blev fristet til at gøre mange ting ligesom hvilken som helst anden dreng, men det var let at snakke med ham og give ham Guds ord. Han lyttede interesseret, og bøjede sig derefter stille under Guds ord.

Barnlig enkelthed

Oprindeligt virkede vejen han skulle igennem med kræften som et højt bjerg, og en vej der aldrig endte. Dog, gjorde Jesu råd om aldrig at bekymre os om i morgen, og til at leve og bevare vore tanker på “i dag”, 3 års sygdom kortvarigt og let. Indenfor hans begrænsninger, fandt Jammi Gud og hans vilje, og på et lille område opdagede han mange ting at være taknemlig for. Han ‘levede’ inderfor disse begrænsninger og nød og var taknemlig for en god seng, et bad, god mad, gode sygeplejersker, osv. Han spurgte os om vi ville bede for, at han kunne have tålmodighed—og dette er noget Jesus lærte ham. Som resultat blev han glad og fik indhold gennem mange ensomme timer i isolation, og fandt på mange gode og interessante ting at lave.   

På en måde var Jammi meget barnlig—men denne barnlige enkelthed og overgivelse til Jesus, tillod ham at opføre sig meget modent. Han fik sejr i situationer, som mange voksne ville have undgået for enhver pris. Dette bekræftede han med Jesu ord i Matthæusevangeliet 18:3, at “Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.

Overgivet til Jesus

Jammi smagte allerede himmelens rige her på jorden. I denne børneagtige overgivelse gav Jesus ham nåde, til at overvinde det han frygtede. Han accepterede næsten “hensynsløst” alt der kom på hans vej. Han overgav sig selv fuldstændigt til den behandlig han skulle gennemgå, til mange indsprøjtninger i hans arme og ryg, kemoterapi og strålebehandlinger, stamcelletransplantationer, osv. Hans liv beviste at en fuld overgivelse til Jesus, giver èn fuldstændig sejr i alle livets situationer—også unge som er 15-17 år gamle! I mange situationer hvor mange voksne mænd ville ryste af skræk (for eksempel når de skulle tage blodprøver, lave lænde-punkteringer eller uddrage knoglemarv til forskellige tests), gav han sig selv uden at tænke et sekund. Det var ikke fordi han var sådan en modig eller speciel dreng, men han overgav sig til Jesus. 

Det, der står skrevet om Jesus, blev derfor også åbenbaret i hans liv: “Som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der er stumt, mens det klippes, således åbnede han ikke sin mund”
(Apostlenes Gerninger 8:32).

Det er utroligt hvordan han klarede at gå igennem disse ting uden at sige en lyd eller klage! Lægen, der behandlede ham, sagde at hun udfra hans liv kunne se, at han var et Guds barn. Og så tilføjede hun: og det er i meget få man kan se dette. 

Godhed og barmhjertighed

Vi takker Jesus, for det han var i stand til at gøre i Jammis liv. Både vi og Jammi oplevede bogstaveligt Salmernes Bog 23—vi led ingen nød; Han lod os ligge i grønne enge; Han ledte os til det stille vand. Han gav os kraft på ny; Han ledte os ad rette stier for sit navns skyld. Selv om vi gik i mørkets dal, frygtede vi intet ondt: for Han var hos os; Hans stok og Hans stav var vor trøst. Han dækkede bord for os for øjnene af vore fjender; Han salvede vore hoveder med olie, vort bæger (med taknemlighed) er fyldt til overflod.

Helt sikker skal godhed og troskab følge os, så længe vi lever; og vi skal bo i HERRENS hus alle vore dage.

Jammi gik hjem til Jesus den 10. maj 2011 efter tre års sygdom, ikke helt 18 år gammel.

Igennem denne tid oplevede vi mange, der havde omsorg for Jammi, var gode mod ham, gjorde ting for ham og gav ham ting fra deres gode hjerter, bad for ham og talte troens ord til ham. Det har gjort dette smukke, velsignede og lykkelige liv—Guds rige—en realitet, på trods af alle ydre forhindringer og begrænsninger.