Ind i det ukendte

Ind i det ukendte

Skrevet af: Vicky Bettridge, Anna Carlson | Sted: Seattle, USA | Publiceret: 3. marts 2011

Fremtiden—det store ukendte! Har du tænkt på hvad fremtiden byder dig? Hvordan bliver livet for din familie, dine børn?

 “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.” Matthæusevangeliet 6:34.

 For nylig mødte jeg Mary Fitch, en ung mor med tre livlige børn. Jeg spurgte hende hvordan hun havde taklet sådanne ægstelige tanker.

“Da jeg ventede min yngste søn, Karsten, var jeg meget bekymret for fremtiden og hvordan jeg skulle klare det med et tredje barn - jeg havde allerede to små børn at tage mig af,” svarer hun.

“Tankerne og fristelserne til at give op var tykke og mørke, som er sort sky over mit hovede, og fremtiden synes meget dyster. Dog vidste jeg gennem alt dette, at Gud ikke havde nogen intention om at det skulle blive sådan, han havde jo skabt den lille jeg ventede.” 

Overbevisningen i Marys ansigt mens hun snakker er fængende, og da hun fortsætter, begynder jeg at forstå hvor meget denne kamp betyder for hende.

“En dag, da jeg lå i sengen og disse tanker omringede mig, bad jeg til Gud om fred og tryghed om at alt ville gå godt. Jeg bad Gud om et vers jeg kunne holde mig til, når jeg blev fristet til at tvivle. Jeg vidste at selvom jeg fik fred nu, ville fristelserne komme igen senere. Jeg åbnede min bibel læste i Esajas' Bog 65,23: 

‘“De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig.’”

“Den dag fik jeg tro på, at Gud har en plan for mig og også for det lille barn jeg var blevet givet. Fristelsen til at blive ængstelig kommer stadig, men jeg indser mere og mere, at Gud har sin hånd over mit liv og kun har sendt det bedste på min vej. At give efter for fristelse til at blive ængstelig ville være det samme som at tvivle på hans løfter.”

Aelin (2), Marys andet barn kommer hen på Marys skød sammen med Karsten. “Aelin, vil du hjælpe mig med at servere dessert til gæsterne?” spørger Mary hende, hun nikker genert og følger efter Mary ud i køkkenet.

Jeg har lært at være fleksibel og tage tingene som de kommer.

Vi sætter os ned igen med vores scones og en kop the, og Mary fortsætter: “Jeg har lært at være fleksibel og tage tingene som de kommer. Det er ikke en velsignelse, når jeg prøver at holde min egen dagsorden. Når jeg gør det, ender det ofte med grædende børn. Det betyder ikke, at jeg ikke planlægger ting i forvejen i et vist omfang, men jeg har ikke en plan for mit liv. Jeg tager bare en dag ad gangen.”

Nu kommer Marys ældste barn Ethan (5) også ind i stuen. Det begynder at blive højlydt og Mary rejser sig for at hjælpe børnene ud. Jeg forstår det er tid til at køre igen, men før jeg kører husker hun en ting til: “En sang som vi sang på en menighedsstævne for nyligt har også været til stor hjælp. Teksten går sådan her“:

"All that seems impossible we by faith can do,
Faith has action power to start and see things through."

“Når tingene kan virke ekstra svære, eller det virker umuligt at fortsætte kommer den sang ofte til mig. Det er en god påmindelse at alt er muligt i tro. Gud kender fremtiden, og han har fuld kontrol. Min opgave er at være fuld af tro!“