Taknemlig til det sidste

Taknemlig til det sidste

Skrevet af: Erny Janz | Sted: Winnipeg, Canada | Publiceret: 25. august 2016

Han sidder her ved siden af mig. Engang var han så fuld af energi, så snakkesalig, men nu er han stort set stille.

Kroppen er gammel; sindet er blevet svagt. Han, som engang var familieforsørgeren i hjemmet, chaufføren, manden der fiksede det der skulle fikses er nu afhængig af hjælp til dagliglivets enkle opgaver. Fra tid til anden fortæller han historier fra sin barndom, fra krigstiden i Europa. Men tankeprocessen bliver langsommere. Dette er et resultat af demens.

Men han er fuld af taknemlighed. Når man ser på hans ansigt, udstråler han glæde. De ord vi oftest hører er «Tak!» og «Jeg er så taknemlig!» Er det ikke lidt mærkeligt? At en mand, der har mistet sin uafhængighed, og som stort set sidder i en stol hele dagen lang, er så taknemlig?

De ord vi oftest hører er «Tak!» og «Jeg er så taknemlig!»

Noget nyt

Hvad er hemmeligheden bag dette liv, denne udstråling? Da han var en ung mand, hørte han, at han kunne følge i Jesu fodspor, han som ikke gjorde synd. «Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: Han gjorde ikke synd, og der fandtes ikke svig i hans mund Første Petersbrev 2:21-22.

Dette fantastiske og kraftige vers åbnede en ny verden for ham. Han var allerede kristen, men var vant til et liv, hvor han blev ved med at gøre ting, som han vidste var forkert, og egentlig henvendte han sig til Jesus bare for at få tilgivelse. Nu lærte han virkelig at følge Jesus: skridt for skridt at fornægte den synd han fandt, når han blev fristet. I stedet for kontinuerligt at komme til korset for tilgivelse, kunne han tage sit kors op og komme til et sejrende liv. Et liv hvor han, ved hjælp og styrke fra Gud, ikke længere blev nødt til at synde!

Nu lærte han virkelig at følge Jesus: skridt for skridt at fornægte den synd han fandt, når han blev fristet.

Det var en kamp; det tog tid, men han holdt ud. Eftersom tiden gik, blev han stadig mere lykkelig. Og hans omgivelser begyndte at se resultaterne. Han som plejede at blive sur på sine børn, blev mild og god imod dem. I stedet for at klage, blev han en lykkelig mand. Det kostede noget at aflægge stolthed, stædighed, egoisme og alle de andre synder, som synden påpegede. Han skulle opgive sin egen vilje og meninger, som var i opposition mod Guds vilje. Det faldt ikke naturligt. Det var ikke let. Det var en kamp der krævede fuldstændig trofasthed, hvert øjeblik af hver dag. Var det det værd?

Udfaldet af et trofast liv

Hans strålende ansigt giver svaret. Hvis man spørger ham om, hvordan det går i dag, er svaret altid «Godt!» Det er ikke et overfladisk svar; han mener det virkelig. Hver dag er en god dag. Der er ingen spor af klage, bitterhed eller utilfredshed. Dette er resultatet af det arbejde, der er foregået i hans indre i løbet af livet. Han er fuld af den hvile og fred, som kommer af et liv i trofasthed mod sin Gud.

Når jeg tænker på ham, bliver jeg ofte mindet om ordene fra Første Petersbrev 3,10-11: «Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den

«Gud har gjort et arbejde i mig,» siger han med et stort smil.

«Gud har gjort et arbejde i mig,» siger han med et stort smil. Hvilken smuk måde at tilbringe sine sidste år her på jorden på! I glædelig forventning på den evige belønning han skal få for et liv brugt på tjene Gud.