Vandre som Kristus vandrede

Vandre som Kristus vandrede

Skrevet af: Matthew Ibrahim | Sted: Melbourne, Australien | Publiceret: 6. juni 2016

En smuk familie og aktivt med i den lokale menighed og missionsarbejde. Andrew Ward “havde det hele”, men kunne ikke slippe af med tanken om, at han manglede noget.

Andrew Ward bor i Melbourne, Australien, og tilhører den lokale Brunstad Christian Church, som ligger der. Han er midt i fyrrerne, gift med Sarah, og de har syv dejlige børn. Hans elskværdige personlighed og smittende varme giver liv og glæde til hans omgivelser, og hans liv med Gud har givet Andrew stor tilfredshed. Men det har ikke altid været sådan.

Andrew voksede op i et gudfrygtigt hjem og gik jævnligt til kristne møder med sin familie. Da han var tretten, var Gud i stand til vække Andrews ånd, da han var på en missionslejr. Han tog en fast belutning om at følge Jesus som en discipel fra den dag af. Desværre havde han få venner til at styrke ham i sin tro, og inden længe var han tilbage i sin gamle omgangskreds.

Fast besluttet på at tjene

Der gik ganske mange år, før Andrew fornyede sin pagt med Gud. Han mødte en entusiatisk ny ven i en karismatisk forsamling. Andrew var fast besluttet på at tjene af hele hjertet, og han begyndte at arbejde alle de steder, han så muligheden til det. Inden længe var han engageret i mange forskellige aktiviteter inklusive søndagsskole, ungdomsaktiviteter, evangeliske missionsprojekter, såvel som at tale og deltage på de lokale møder.

Andrew levede nu det, som efter hans forståelse var et succesfuldt kristenliv. Han giftede sig med Sarah, en helhjertet kristen som selv var aktivt involveret i det lokale menighedsliv, og de stiftede familie.

Andrew kunne ikke lade være med at føle en vedvarende mangel og tomhed inden i sig.

Som tiden gik kunne Andrew ikke lade være med at føle en vedvarende mangel og tomhed inden i sig, til trods for at hans venner og de ældre forsikrede ham om, at han kunne glæde sig over alt det gode, han gjorde for Guds rige. Selvom han aldrig tvivlede på Gud, eller den tilgivelse han havde modtaget, manglede der noget i Andrews liv, som han ikke selv kunne udfylde. Han deltog i bibelkurser for at forbedre sit kendskab til skrifterne, han kæmpede på alle måder han kendte som en discipel, og dog virkede det som om han ikke var i stand til at gøre fremskridt længere.

Med tiden begyndte Andrew at fortvivle. “Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at tjene Gud, og vidste ikke hvad mere jeg kunne gøre. Dog havde jeg en konstant følelse af, at der manglede noget: jeg blev ved med at tænke, ‘Der må være noget mere i kristenlivet end dette,’” husker han.

Der må være noget mere i kristenlivet end dette

Denne tanke blev specielt alvorlig en uge, da Andrew blev spurgt om at tale søndagsprædikenen. Som han læste i bibelen for at forberede sin tale om emnet hellighed, faldt han over apostlen Johannes' formaning, “Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede.” (Første Johannesbrev 2:6). Som Andrew tænkte over sit eget liv i lyset af dette vers, gik det op for ham, at dette vers langt fra blev opfyldt, og han anede ikke hvordan han kunne forandre sig.

“Jeg havde en konstant længsel efter noget mere”

Jeg indså, at jeg kun gjorde små fremskridt i mit kristenliv; at der var en måde, man kunne vandre i Jesu fodspor

Der gik igen nogle år, før Andrew blev skolerådsmedlem på hans børns kristne skole. Det var her, han mødte Bill, medlem af Brunstad Christian Church i Melbourne. Andrew blev opmuntret, da han hørte sin nye vens livserfaringer, og overrasket over at Bill troede på, at det var muligt at blive mere og mere ligedannet med mesterens billede. Mens Andrews nye kontakt indledningsvis bragte nyt håb, holdt han også forbehold om det virkelig kunne være sandt; trods alt havde ingen i nogle af de menigheder han var kommet i indtil nu haft noget håb om at vandre som Jesus vandrede. Måske fokuserede han for meget på sit eget liv, og ikke det værk Jesus havde gjort.

 

“Det var faktisk frigørende at indse, at jeg kun gjorde små fremskridt i mit kristenliv; at der var en måde, man kunne vandre i Jesu fodspor. Jeg begyndte at modtage styring i mit liv, ved at lade Gud vise mig min egen natur igennem bibelen, så jeg kunne begynde at arbejde med det.”

Efterhånden bestemte Andrew og Sarah med familie sig for at begynde at komme til møderne i Brunstad Christian Church i Melbourne. Andrew husker at taleren læste nogle vers om Jesus i Lukasevangeliet 17: “Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.’” (Lukasevageliet 17:20-21).

Den dag voksede det troens frø, der var blevet plantet i Andrews hjerte, og han indså, at han var begyndt på en vej der førte til den virkelige opfyldelse af Jesu store befaling: lære at holde alt det Jesus havde befalet sine disciple (Matthæusevangeliet 28:20).

“Det tog lang tid for mig at indse, at jeg blev nødt til at stoppe med at gøre ‘døde gerninger’ (Hebræerbrevet 9:14), som jeg havde gjort for at have et godt ry iblandt mennesker. Nu kan jeg, efterhånden som Gud viser mig mere af min menneskelige natur, finde synden der bor i mit kød, som der står skrevet i Romerbrevet 8:13, jeg kan bringe det i døden.

“Jeg har vedvarende brug for hans hjælp”

“Dette giver mig også en større nød efter Kristus; jeg indser, at jeg vedvarende har brug for hans hjælp. Når jeg bliver fristet til at synde, kommer Jesu lignelse om skatten i marken og den kostelige perle ofte til mig: jeg er manden som har fundet skatten; perlen. Dette giver mig kraft til at sejre i fristelsen. Nu har jeg håb, og jeg frygter ikke længere for fremtiden.”

Andrew er også ekstremt taknemlig for den positive påvirkning, som miljøet i Brunstad Christian Church har haft på hans børn, “jeg må sige, at jeg slet ikke er skuffet over menigheden, i de år vi har været her. Den måde menigheden har velsignet mig, min kone og min familie er ufattelig, og den måde Gud fortsætter med at velsigne os gør os meget taknemlige med en dyb trang til at elske ham tilbage i troskab imod hans ord.”