Afkristning iblant de kristne

Afkristning iblant de kristne

Skrevet af: Arild Tombre | Publiceret: 17. januar 2017

Når vi betragter samfundet omkring os, ser vi en afkristning der finder sted i et stadigt akselerende tempo. Og det sørgeligste af alt er, at denne afkristning også finder sted i de kristnes rækker, ja, i en sådan grad at de kristne stort set ikke længere har nogen udstrålingskraft i samfundet.

Jesus betegner sine disciple som verdens lys og jordens salt. Når dette lys og dette salt mister sin kraft, bliver de kristne også et bytte for verdsliggørelse, ja for afkristning.

Skriftens autoritet frarøvet

Reformatorne forkyndte i sin tid: Sola Scriptura («Skriften alene»), men de kirker der i dag påberåber sig at være reformatornes arvetagere, har forladt denne troskab imod Guds ord, ja også imod sine respektive kirkers bekendelsesskrifter. Bibelen kaldes Den Hellige Skrift, men for dagens kristne har den absolut ingen autoritet mere.

«Syndernes forladelse» er nærmest blevet til «syndernes tilladelse» og retfærdiggørelse af den færdige synder er nærmest blevet til «syndens retfærdiggørelse».

Moderne teologer har ofte været forgangsmænd i denne afkristningsproces og frarøvet Den Hellige Skrift dens autoritet. Det er tidsånden der råder, og resultatet er en stadig større verdsliggørelse af de kristnes hverdagsliv. «Syndernes forladelse» er nærmest blevet til «syndernes tilladelse» og retfærdiggørelse af den færdige synder er nærmest blevet til «syndens retfærdiggørelse».

Troens lydighed

Apostlen Paulus skriver i Romerbrevets første kapitel om sin aposteltjeneste, at dens hensigt var at virke troens lydighed iblandt hedningefolkene til ære for Guds navn (Romerbrevet 1,5). Han afslutter også det samme brev med at tale om «troens lydighed». Det er denne forkyndelse, der i en uhyggelig grad er fraværende i kirker og bedehuse i dag. Der forkyndes ikke «discippelskab» og heller ikke «troens lydighed». Det er kun de lydige, som i sandhed tror. Og det er kun disciple (lærlinge), der erfarer det som Paulus udtrykker sådan: men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Efeserbrevet 4, 15.

Et budskab for unge?

I kirker og bedehuse frygter man for at miste de unge, og tidsånden har magten. Men vi har lang og god erfaring om, at netop forkyndelsen af troens lydighed engagerer unge discippelsjæle. Ordet om korset er en Guds kraft, skriver Paulus i Første Korintherbrev 1, 18. Derfor var han bange for at forkynde evangeliet på en sådan måde, at Kristi kors skulle tabe sin kraft. Se også vers 17. Vi ser i Galaterbrevet 2,19-20 et godt eksempel på hvordan Paulus forkyndte korsets ord: Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. Kirker og bedehuse der mister korsets ord mister også de unge, eller oplever at den kommende generation bliver mere og mere verdsliggjort og fremmedgjort for livet i Gud.

Kirker og bedehuse der mister korsets ord mister også de unge, eller oplever at den kommende generation bliver mere og mere verdsliggjort og fremmedgjort for livet i Gud.

Måtte enhver som læser dette, tage apostlen Paulus' formaning i Romerbrevet 12, 2 til hjerte: Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Det gode. Det som behager Herren. Det fuldkomne. Den discippelsjæl som har denne trang og denne hjertebøn vil stå i en helt anden udvikling, end en tiltagende verdsliggøring af livet.