“Det er ikke min skyld”

“Det er ikke min skyld”

Skrevet af: Anna Risa | Sted: Sydney, Australien | Publiceret: 24. maj 2011

Hvis skyld er det så? Beskyldninger er næsten lige så naturligt som at trække vejret for mange mennesker. Man gør alt for at sikre, at sit eget gode rygte vil forblive intakt, ligemeget hvad der sker. 

Jeg sidder ved mit skrivebord, og reflekterer over noget jeg hørte på et nyligt kristent stævne. I Første Korintherbrev 11:31 står der: “Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt”.

Den naturlige reaktion for alle mennesker, i hvilken som helst situation, er at dømme eller give andre skylden. Vi kan føre dette helt tilbage til Adam, da Gud spurgte ham, hvad han havde gjort. Han gav ikke kun Eva skylden for at have give ham frugten, han gav også indirekte Gud skylden. (“Kvinden, du satte hos mig…” Første Mosebog 3:12).

Den naturlige reaktion for alle mennesker, i hvilken som helst situation, er at dømme eller give andre skylden

Når jeg ser tilbage, kan jeg rødme af skam, når jeg tænker på alle de gange jeg har gjort det samme. Faktisk, har jeg brugt alt for meget tid i mit liv på at forsvare mig selv fra hvilken som helst beskyldning, og skubbet så meget så muligt over på de andre. Det er næsten som om det er ufrivilligt. Det er som om forklaringerne bare slipper ud af sig selv: “Det var ikke min skyld! Det er egentlig hende, der er ansvarlig for dette... For at være ærlig, var jeg imod den idè helt fra starten…”

Hvorfor er jeg sådan? Jeg opdager, at jeg aldrig fristes til at nægte min indblanding i noget der bliver succesfuldt. Hvad håber jeg på at opnå gennem denne bortforklaring af ansvar, når noget ikke går perfekt? Der er kun èt svar. Som person er jeg født med et kød der er så stolt, at jeg ikke kan tåle at have taget fejl i andre folks øjne. Så hver gang det ser ud som om mit rygte er truet, udtrykker mine lyster i kødet sig selv, og frister mig til at lyve om, bagtale og beskylde andre.    

Hvad er løsningen? At dømme mig selv? Det lyder på en måde så negativt. Men hvis jeg er den slags person, der aldrig indrømmer jeg tager fejl eller kunne have gjort noget bedre, kan det være meget svært for andre at være i min nærhed. Sådan vil jeg ikke have det skal være! Hvis jeg så vil forandre mig til det bedre, bliver jeg nødt til at gøre noget med det—det sker ikke af sig selv.

Så hvis jeg dømmer mig selv og indrømmer mine fejl, hvad så?

Så hvis jeg dømmer mig selv og indrømmer mine fejl, hvad så? Eftersom jeg fornægter disse tendenser, der bor i mig, til at beskylde de andre, begynder jeg mere at se på synden, der bor i mit kød og aldrig på de andres handlinger. Dèr finder jeg nok i min egen natur, der skal arbejdes med, og jeg behøver ikke beskylde nogle andre! 

Dette vil ikke alene gøre mig mere mild og god mod menneskerne i min nærhed, men Gud ser også dette. Jeg ved, at han “vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv”. Romerbrevet 2:6-7.