“Hvad er din personlighedstype?”

“Hvad er din personlighedstype?”

Skrevet af: Eunice Ng | Publiceret: 8. september 2016

“Hvad er din personlighedstype?” blev jeg spurgt om første dag på mit nye arbejde. “Det har jeg ingen anelse om,” tænkte jeg for mig selv, selvom nogle mennesker siger, at jeg er en “åben bog.”

I disse dage er det ikke unormalt for en ansat, udlejer og selv en romantisk partner at bede om en personlighedstest, før de forpligter sig. Det er som om de har brug for at vide, hvad de skal forvente, før de hopper i (og det retmæssigt) — selvom jeg ikke er sikker på, om det er dem som tager dykket eller os, som blotter vore sjæle og afslører vore dybeste tendenser for en fremmed, for pålidelighedens og forudsigelighedens skyld.

Jeg tog alligevel testen senere, som den oprigtige, lovlydige borger, jeg forventes at være. “Det er så fantastisk, endelig at være forstået” blinkede overskriften, og pludselig havde jeg et stereotypt mentalt billede af mig selv liggende fladt på en psykologs kontor, klar til at afsløre det “sande jeg,” hvad det så måtte være.

Efter at have svaret på et udvalg af “Er du mere tilbøjelig til dette eller hint?”-spørgsmål, garanterede systemet en beregnet konklusion, som bekræftede min karakter med fire enkle bogstaver: ENFJ.

Så jeg har åbenbart en udadvendt personlighed. Jeg funderer over dette (jeg elsker mennesker, men nyder også at være alene), da en af mine venner reagerer på hendes testresultater.

Vi ved alle, at “dømme en bog på dens omslag,” bogstaveligt talt bedrager. Men i virkeligheden, hvor ofte er jeg tilbøjelig til at gøre det alligevel.

“Mine resultater er forskellige, hver gang jeg tager denne test,” beklager hun. “Dette beskriver mig slet ikke,” hævder en anden ligeglad, lidt uinteresseret ven.

Sandt, nu kan jeg se, hvordan personlighedstests kan grave dybt ind i forudsigelsen og skildringen af ens opførsel, specielt ens selvbevidsthed, men på den anden side er resultaterne afhængige af deltagerens svar, som kunne være baseret på en engangs-oplevelse, eller forbigående udsigter. “Personlighed,” er med andre ord dynamik.

Min egen fejlagtige opfattelse

Dette fik mig til at tænke på den måde, jeg er tilbøjelig til at se og opfatte andre, specielt mennesker jeg ikke kender så godt. På grund af noget en person siger eller gør, kan jeg hurtigt “putte dem i en boks,” hvor jeg forventer, at de altid har den samme (for det meste negative eller utilfredsstillende) reaktion, hver gang jeg møder dem, eller betragter dem som nogen der “ikke er min tid værd.” Barskt, men sandt. Disse forestillinger kan endda blive til, baseret på hvad jeg har hørt andre sige om nogen, selvom jeg aldrig selv har haft nogle oplevelser med dem. Det kan være så let for mig at reagere og behandle en person baseret på hvilken slags person, jeg synes de er.

Vi ved alle, at “dømme en bog på dens omslag,” bogstaveligt talt bedrager. Men i virkeligheden, hvor ofte er jeg tilbøjelig til at gøre det alligevel, også med hensyn til at opfatte og forudsige mennesker? Selvom mange opfattelser kan være sandfærdige, velobserverede ting. Dog skal den information jeg finder ud af om en person ikke få mig til at udvikle en kold og hård attitude overfor dem.

Det kan være så let for mig at reagere og behandle en person baseret på hvilken slags person, jeg synes de er.

“Hun reagerer altid på den måde, når dette sker, så det er sikkert det samme denne gang, ”Jeg kunne konkludere, at hvis denne person var en livløs, uforanderlig sten bestemt til at være den samme resten af hendes liv. “Han har været sådan, siden jeg mødte ham.” Og jeg går ud og fortæller andre lige præcis, hvordan jeg synes han er.

Når jeg tænker på mig selv og personlighedstesten, har jeg lagt mærke til, hvor tilbageholdende jeg var over for at andre skulle finde ud af min personlighedstype, for at de så kunne etablere forudfattede forventninger af mig, før de havde lært mig at kende. Men på den anden side fik det mig til at indse min egen iboende tendens til at dømme andre ud fra hvad mit øje ser og mit øre hører — den præcise metode, som jeg ville hade at andre gjorde mod mig.

Hvor ironisk. Jeg kan skabe så mange vægge og ophøje mig selv over andre, baseret på meget få beviser. Men at gøre det, adskiller mig fra mennesker, som jeg ellers ville have godt fællesskab med.

“Jeg kan intet gøre af mig selv”

Jeg tænker på, hvordan Jesus, min forløber, ville have taget det. Siden mit mål er at blive som ham, skal jeg hele tiden tilpasse mig med den måde, han levede her på jorden — det vil sige at rette mine tanker og handlinger, som jeg genkender som synd, ifølge Guds ord og hans arbejde i mig. 

I Johannesevangeliet 5:30, siger han, “Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.” Som en mand på jorden, var Jesus fuldstændig afhængig af sin far. I stedet for at have sine egne antagelser, ventede han på at høre fra Gud.

Som en mand på jorden, var Jesus fuldstændig afhængig af sin far.

Jeg læser verset igen, “Jeg kan intet gøre af mig selv.” Denne holdning havde Jesus, men har jeg det på samme måde som ham? Når jeg tænker, at jeg ved bedre eller er ivrig efter at præsentere mine egne menneskelige udtalelser eller nedsættelser i en sag, så lader jeg ikke den retfærdige dommer åbenbare sine tanker for mig. Min første reaktion er at dømme baseret på mine følelser, meninger eller tidligere erfaring. Og dette kan ganske ofte, hvis ikke altid, blive sporet tilbage til jalousi, stolthed eller lyst til at have ret.

Men nu genkender jeg disse synder, og når jeg bringer disse tanker i døden, og ikke giver dem plads til at fæste og gro, så bevarer jeg et rent hjerte og er klar til at høre, hvad faderen har at sige til mig i hver situation.

Når jeg er interesseret i at høre, hvad faderen har at sige og så gør, som jeg hører, frelser det mig fra al den uro, utilfredshed og krav som kommer, når jeg prøver at finde ud af ting og mennesker på “min” måde!