Kristne og politik

Kristne og politik

Skrevet af: John Turner | Publiceret: 8. august 2016

Mange kristne er meget aktive politisk – hvad enten det er at prøve at påvirke landets love for at kriminalisere syndige handlinger, eller at forhindre evolutionsundervisning i skolerne, under navn af at tjene Guds sag. Men hvad er politisk rigtigt og forkert? Og hvordan skal vi stemme som kristne?

Disse typer spørgsmål kan være ganske forvirrende – indtil vi læser i Guds ord og ser på Den nye pagts budskab.

Et jordisk rige?

«Jesus [kom] til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!« Markusevangeliet 1,14-15.

Det er let at glemme, at forventningen på Jesu tid var, at Jesus skulle oprette et jordisk rige og få en ende på det romerske herredømmes uretfærdighed og ugudelighed. Men Jesus havde et helt andet budskab. Hans rige var ikke af denne verden (Johannesevangeliet 18,36). Han kom for at åbne vejen til personlig frelse – der hvor vi hver især kunne frigøres fra vor skyld som syndere for at begynde et nyt liv i hans fodspor.

Den frelse Jesus kom med foregår i stilhed, i ydmyghed, ved personlig lydighed og drevet af kærlighed til ham. Vi hjælper ingen med at finde denne vej, ved at tvinge dem til at leve i henhold til såkaldte «kristne love». Jesus gav også folk frihed til at vælge selv. De som elskede ham ville holde hans ord (Johannesevangeliet 14,23). De som var kaldt. De som søgte ville finde (Lukasevangeliet 11,9-10). Han levede i en tid, hvor myndighederne var korrupte og uretfærdige – men han gjorde aldrig noget forsøg på at tage over. Han var ikke interesseret i et kongedømme på jorden, fordi han tilhørte himlenes rige.

Jesu budskab

I tillæg ser vi den kærlighed, som Jesus havde for mennesker. Alle mennesker. Han elskede os, mens vi var fortabt i overtrædelser og synder (Romerbrevet 5,8). Han blev kaldt «ven af toldere og syndere» (Lukasevangeliet 7,13). Jesus helbredte og velsignede folk ukritisk. Han var altså ikke interesseret i at vise sig som en hård, nidkær profet der hadede syndere, og på grund af dette foragtede jøderne ham. De ville have en der for at støtte dem til at nedkaste dagens ledere og etablere jødisk herredømme. Men Jesus var ikke interesseret i storhed og erobringer på denne jord. Han ville frelse jøderne – ikke fra romerne, men fra selve synden!

Vi ser, at i stedet for at rase mod myndighederne og samfundet, rasede Jesus mod hykleri og utroskab blandt Guds folk. Han lærte dem at tænke på, hvordan de skulle blive dømt, hellere end selv at dømme andre (Matthæusevangeliet 7,1-3). Han opæggede aldrig masserne til at rette på politisk uretfærdighed og ondskab. Der var altid et budskab om personlig frelse og omvendelse.

Hvem skal jeg stemme på?

Så tilbage til os – og politik. Åbenbart bør vort fokus som kristne være på måden, vi lever vore egne liv. Men vor stemme tæller stadigvæk! Hvem skal jeg stemme på som kristen?

Hvem du vælger at stemme på er en personlig afgørelse. Det afhænger meget af, hvilken politik du tror vil være bedst for dit land, hvad du tror vil være godt for alle de mennesker som bor der, og hvem som vil være en retfærdighed leder.

Men det vi har brug for mere end noget andet som kristne, er friheden til at leve i fred, tjene Gud og opbygges ved hans ord uden at blive forfulgt. Vi behøver ikke at tvinge folk til at gøre som os – vi behøver bare friheden til selv at skinne som et lys (Filipperbrevet 2,15).

Vi kan også bede om, at Gud vil give os denne frihed og vejlede lederne til større visdom – uanset hvem der sidder på magten. Paulus formanede faktisk Timotheus til at gøre lige præcis det: «Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed.» Første Timotheusbrev 2,1-2.

Desværre kan vort ego ofte forstyrre. Vi vil – som så mange på Jesu tid også ville – vise at vi ved bedst. For at demonstrere vor styrke og for at gøre kristendommen «stor». Men dette er ikke måden Gud ser ting på. Personlig trofasthed i det skjulte er «stort». Ydmyghed er «stort». Dyderne er «store». At vende den anden kind til er «stort». Gud er ikke ude efter politisk indflydelse – han leder efter sande disciple.