At jage efter vinden

At jage efter vinden

Skrevet af: Ole-Petter Andersen | Sted: Valdres, Norge | Publiceret: 19. februar 2010

Ole-Petter voksede opp i et almindeligt norsk hjem uden nogen speciel religiøs tilknytning. Gud styrede «tilfældighederne», så han som 21-årig tog imod Jesus som sin frelser. Her fortæller han om et af de første store lys, han fik i menigheden.

Kort tid efter at jeg havde omvendt mig fra et verdsligt liv, var der en ven som læste et bibelord for mig som gjorde dybt indtryk. Dette fordi det på en aldeles udmærket måde satte ord på, hvad jeg havde følt i alle årene som uomvendt, og hvad jeg altså nylig med viden og vilje havde forladt.

Han læste fra de første kapitler i Prædikerens Bog, om at alle ting stræber utrætteligt, og at der kun er tomhed og jag efter vind. Der var det! Lige præcis dette havde jeg følt så mange gange, lige meget om jeg sled og slæb for at spare penge til en bedre bil, eller jeg gav en kammerat en sviende, stikkende replik under samtale med drengene, for at være rå, sej og sjov, og få det sidste ord – om det så gik på bekostning af andre. Eller da jeg interesseret indledte kontakt til en anden pige, selvom jeg allerede havde en kæreste. Eller da jeg i bilen vendte mig om efter en festklædt dame som gik på gaden, og var tæt på at køre ind i bilen foran, som heldigvis lige nåede at bremse ned. En eventuel kollision havde været så absolut spildt! Lige så spildt som det er at jage efter vinden.

Noget af forbandelsen må da være at det aldrig bliver tilfredsstillet?

Hvad var det i mig som så utrætteligt havde stræbt, ja, som havde drevet mig tidligere i livet? Til syvende og sidst må det have været en destruktiv side af mig selv, som i Skriften bliver kaldt kød. Og der står at kødet er forbandet. Noget af forbandelsen må da være at det aldrig bliver tilfredsstillet? Øjnene bliver ikke mætte af at se, og ørerne bliver ikke mætte af at høre, står der i Prædikerens Bog. Der findes altid en nyere, pænere og hurtigere bil man kunne ønske sig. Så også med damer. Der vil altid være ferske og frygtelige sladderhistorier eller rygter, jeg kunne ønske at høre mere om. At forsøge at efterkomme denne destruktive vilje er et altomfattende og livsvarigt projekt, som ikke kan lykkes! Ellers ville der vel have været mange helt igennem lykkelige rige folk, kendisser og modeller?

Jeg var forbløffet over, at en sådan sandhed så hurtigt gik op for mig! Jeg forstod med ét, hvad det var, som havde ligget og gnavet i tankerne og gjort at jeg havde søgt Gud. For alt sammen var før kun tomhed. Jeg havde levet som et svævende, vægtløst objekt i verdensrummet, uden mulighed for at påvirke retningen. Sådan havde mit liv været; styret af ønsker om rigdom og popularitet, ledet af hævnlyst og begær, jo, sådan havde jeg drevet omkring i dage og år.

Værst af alt føltes tiden som var gået tabt. Guds nåde er stor, men den er ikke så stor, at jeg kan leve livet på ny. «Tiden er dit liv!» kom jeg til at tænke på. Derfor var jeg så usigeligt glad for, at jeg var kommet bort fra noget så nytteløst som at jage efter vinden!