Er det virkelig så alvorligt?

Er det virkelig så alvorligt?

Skrevet af: Anita Clausen | Publiceret: 9. december 2014

Grøn. Gul. Rød! Jeg hugger bremserne hårdt i - det var vist lidt for optimistisk at nå det, selvom jeg gerne indrømmer at det virkelig fristede at køre over.

Der var reelt set ingen biler, så det var højst sandsynligt gået fint alligevel. Og der sker jo ikke noget ved at bryde reglerne en enkel gang, gør der? Jeg mener bare, det er jo ikke ligefrem noget jeg har tænkt mig at gøre til en vane fremover…

Lyskrydset – de få, afgørende sekunder hvor jeg må vælge

Men jeg kan godt mærke at det ikke helt passer. Jeg ser billedet af lyskrydset for mig, som det valg jeg kommer i, hver eneste gang jeg fristes til at synde. Måske fristes jeg til at sige noget ondt om andre, lyve eller bare gøre det jeg selv vil. Der har jeg få sekunder til at vælge, men uanset hvad jeg vælger, vil det få en konsekvens. Det er ikke sikkert jeg ser den konsekvens lige med det samme, men måske på længere sigt.

Uanset hvad jeg vælger, vil det få en konsekvens.

Jeg kommer i tanke om noget min søster nævnte for få uger siden: “Jeg må jo søge nåde foran nådens trone når jeg fristes, før jeg synder, for dér møder jeg ikke en der anklager mig, men én som har medynk med mine skrøbeligheder. Og her får jeg kraften til at sejre!” – kraften til at sejre, tænker jeg. Hvis nådens trone er der jeg kommer til når jeg beder, fordi jeg har brug for hjælp i fristelsens stund, så er det måske dér jeg også finder den kraft, som gør det muligt for mig, ikke at synde? At sejre betyder i realiteten at jeg gør modsat det, som jeg egentlig selv vil. Min egen vilje. Men hvordan kan jeg klare det? Er det i praksis virkelig muligt helt at undgå at synde?

Ja! Fordi i det øjeblik jeg fristes har jeg endnu ikke syndet. Der er stadig få, men altafgørende sekunder tilbage, hvor jeg kan handle og nå komme sejrende ud af fristelsen.

Men er det virkelig så farligt?

Jeg ved virkelig ikke hvorfor det føles så let at give efter. Man tænker hurtigt: hvad sker der ved ikke at tage det helt alvorligt, bare denne ene gang? Jeg mener, er det virkelig så farligt, jeg har jo tænkt mig at  sejre fremover… Men jo, det er farligt!

Hvis jeg ikke tager det afgjort fra min ungdom af, vil det hurtigt komme dertil at det ene fører til det andet. Jeg tillader mig selv mere og mere og vil blive ved at bagatellisere små ting, til jeg på et tidspunkt er kommet derud, hvor jeg ikke aner hvordan det nogensinde kom dertil.

Livet er kort som man siger – og mit liv er for kort til ikke at ofre min egen vilje i ethvert forhold.

Som ungdom er der så mange ting man gerne vil, ting man har lyst til at prøve og nå inden man bliver for gammel. Livet er kort som man siger – og mit liv er for kort til ikke at ofre min egen vilje i ethvert forhold. Hvem ved, måske netop det forhold hvor jeg tænker, “Jeg sejrer bare næste gang”, var præcis dét forhold, hvor jeg endelig fik muligheden for at blive fri fra noget af det, som jeg længe har kæmpet med. Hver fristelse er en gylden anledning til at få sejr. Hvert forhold er målt og vejet af Gud, skræddersyet til mig, så jeg kan blive mere og mere fri fra at gøre det jeg selv vil, men derimod gøre det som Gud kan bruge mig til.

Alle situationer er en mulighed for at gøre Guds vilje!

En forbipasserende cykler forbi mig, og strejfer mig på skulderen. Straks er jeg tilbage ved lyskrydset. Jeg ved faktisk ikke hvor længe jeg har stået og tænkt, lidt pinligt tænker jeg, men kan alligevel ikke lade være med at smile lidt for mig selv: jeg forstår nu hvor altafgørende det er, hvordan jeg vælger at leve mit ungdomsliv. Hvem havde troet at selv de allermindste situationer, er en mulighed for gøre Guds vilje? Det gælder om at være helt tro, også selvom ingen ser mig.

Hvis jeg allerede som ungdom får øjnene op for at hver eneste forhold er fra Gud, bliver livet interessant at leve. Jeg kan i stedet glæde mig over hver eneste fristelse jeg kommer i.

– Jeg sætter i gang og cykler over krydset, fast bestemt på udnytte mulighederne jeg får i dag til at sejre i fristelsene. Min søster nævnte noget til slut, som jeg er meget enig i: “Med den kraft jeg får foran nådens trone kan jeg rent faktisk leve og herske over synden hele dagen lang, med det legeme som jeg har fået af Gud. Tænk hvor stort det er!”