“Hele mit liv har været et svar på mine bønner”

“Hele mit liv har været et svar på mine bønner”

Skrevet af: Brunstad.org with Piotr Pilch | Publiceret: 10. november 2016

“Hele mit liv har været et svar på mine bønner”

Piotr begynder interviewet med den sætning. Han er en relativt høj mand, men taler med en blid, opmærksom stemme. Vi har opsøgt Piotr for at finde ud af, hvilken effekt bøn har haft på en af hans sønner, som er syg. Hans svar på dette var ikke helt forventet. 

Luften er stille, da Piotr fortsætter. "Jeg blev født i en familie, hvor kun min mor var troende. Min far var alkoholiker, og ham så vi ikke så meget. Over mange år bad min mor kraftigt til Gud om at frelse hendes familie."

"Vi boede på en lille gård i Polen, og ved siden af vores hus var der en lade. På grund af min far kunne min mor ikke bede derhjemme, så hun gik ud i laden og bad. Men hun bad så kraftigt, at vi børn kunne høre hende fra huset og når vi legede udenfor. Hun bad om at vi måtte lære Gud og hans kraft at kende, at vi måtte undslippe ondskaben. Vi hørte hendes bønner, og det tændte en glød i os, så vi begyndte også at søge Gud."

Efter nogle år omvendte Piotrs far sig også. "Så bad mor og far sammen i huset, i køkkenet nedenunder. Mit værelse var lige over køkkenet på anden sal, og jeg hørte deres bønner hver aften. Mine forældre forstod at Gud havde givet dem en længsel for at frelse deres børn. Specielt min mor var en bønnens kvinde, og hendes bønner gjorde stort indtryk på mig."

“Når vi beder efter Hans vilje, så ved vi, at Han hører os.”

Bad om at blive bevaret som teenager

Da Piotr var omkring 16 år, blev en stærk længsel efter at leve et liv i sejr vækket i ham, et liv som han havde hørt om og set hos nogle brødre der havde været på besøg fra Norge. 

Piotr var en del af Pinsekirken på det tidspunkt, men han var begyndt at lægge mærke til forskellen mellem de norske brødre, som havde besøgt dem og de andre prædikanter der kom. "Der var en ånd over de brødre, som vidnede om det liv, de levede. Det tiltrækkede mig, og jeg ville have del i det samme."

Med denne længsel søgte Piotr Gud om hjælp. "Efter naturen var jeg en meget hidsig, utålmodig og uhøflig dreng. Når jeg blev ophidset, råbte jeg af mine forældre. Det gav mig en stor nød, så jeg fandt nogle isolerede steder, hvor ingen kunne høre mig, hvor jeg bad kraftigt til Gud. Jeg bad Gud om at give mig nåde. Jeg bad om at mit liv måtte blive forvandlet."

Nogle år senere var Piotr i militæret i to år, hvor han var "helt alene" og havde tid til at kæmpe sig ren. "På det tidspunkt var der begyndt at komme mange urene ting til Polen, i fjernsynet og i aviser. Blandt mine kollegaer var der meget ugudelighed. For en ung var det utrolig vigtigt at blive bevaret. Jeg havde mit skjulte sted, et opbevaringsrum, hvor jeg kunne falde på knæ og bede til Gud og fylde mig med Hans ord.

“Gud skabte mig og kender alle mine begrænsninger, og Han vil hjælpe mig.”

"Det var faktisk bøn der frelste og bevarede mig. Det var ikke kun svar på mine egne bønner, men der var mange andre, der også bad for mig. Selv i dag er jeg sikker på, at det er andres urokkelige bønner, der muliggør det for mig at få sejr og få del i helliggørelsen."

Bønnens kraft for hans egen familie

Gennem bøn er Piotrs liv blevet bevaret fra at blive sammenfiltret i synd og ødelæggelse, som hans mor havde bedt for alle de år. Senere, da Piotr fik sin egen familie, oplevede han også selv bønnens kraft, specielt når det gjaldt hans yngste søn, som har en sygdom der gør at hans blod ikke koagulerer ordentligt. 

"Der var et tidspunkt, hvor min søn blev nødt til at blive opereret. Efter operationen fik han lungebetændelse og høj feber. Min kone og jeg var på hospitalet, men jeg blev meget træt og syg og blev nødt til at tage hjem. Min kone var også syg, men hun blev hos ham. Vi havde også børn derhjemme, vi skulle tage os af. Om aftenen ringede min kone og sagde, at vores søn højst sandsynligt skulle blive på hospitalet i to uger mere. Jeg lå derhjemme med 40 i feber og kunne ikke gøre noget.

"Den aften kontaktede jeg to trofaste brødre og spurgte, om de også kunne bede for vores dreng. Næste morgen ringede jeg til min kone og spurgte, hvor længe vores søn skulle være på hospitalet. Min kone svarede at han var blevet helt rask. Omkring midnat aftenen før havde de opdaget, at han var kommet sig fuldstændig. Alt var okay, og jeg skulle bare komme og hente dem."

Piotr har oplevet at det er en livsvigtig livline at kalde på Gud. Det åbner døre, der hjælper, styrker, trøster og løser mirakler som intet menneske kan opnå på egen hånd. Engang læste Piotr i avisen at regeringen ville stoppe med at give tilskud til den medicin som hans søn fik. 

"Angst- og bekymringstanker angreb med det samme. Medicinen og behandlingen er meget dyr og uden den vil patienterne opleve forfærdelig smerte og lidelse. Det eneste jeg kunne gøre var at bede til Gud. Jeg bad Gud om hjælp i kampen, om at Han måtte gribe ind. Gud sendte mig ordet i Hebræerbrevet 12,28, Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. Så måtte de angst- og bekymringstanker overgive sig. Senere viste det sig at regeringen tilbagetrak sine planer og fortsatte med at betale for behandlingen. 

“At kunne stille sig foran nådens trone og spørge om hjælp – det er et uvurderligt privilegium. Hvem skulle jeg ellers gå til i min nød?”

Ansvaret ved at bede for andre

"Når jeg ser, hvad jeg er blevet bevaret fra og det fantastiske liv, jeg er kommet til, vækker det en stor længsel efter at andre også kan opleve det."

"Jeg ved at alt ville have endt i en katastrofe, hvis jeg havde levet med min kone og mine børn efter mine tilbøjeligheder og natur. Jeg ser det på ingen måde som noget jeg har gjort. Når jeg taler med andre i menigheden, hører jeg ofte at de beder for mig. I menigheden kommer vi under en 'bønneparaply'. Måske er der nogen der ikke har en tydelig tjeneste, men nu og da hører du at de beder for dig, og det er et meget sikkert sted at være.

"Det vækker en længsel i mig om også at bede til Gud og ofre alt for at være med i Guds arbejde, i at hjælpe de andre. Jeg tror det er retfærdigt, at vi ikke lever egoistiske liv, hvor vi kun er optaget af os selv og bare lader de andre gøre, hvad de vil eller hvad de kan. Når det går godt med dem jeg beder for, så er det en ekstra glæde for mig, at jeg har kunnet være med til at hjælpe dem."

“Bøn er en af de grundlæggende støtter i mit liv”

"Der står skrevet at En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. Jakobsbrevet 5,16. Hvis mine bønner skal have stor kraft og effekt, så skal jeg også leve et retfærdigt liv. Guds vilje for os er vores helliggørelse. Når vi beder efter Guds vilje, så ved vi at Han hører os. Det betyder ikke at han vil høre os, når vi beder om en masse penge, flotte biler eller et fint hus. Men når jeg beder, fordi jeg ser min egen nød, så kommer Han med sin kraft og forløsning og hjælper mig.

"Bøn er en af de grundlæggende støtter i mit liv. At kunne stille sig foran nådens trone og spørge om hjælp - det er et uvurderligt privilegium. Gud skabte mig og kender alle mine begrænsninger, og Han vil hjælpe mig. Han kommer med sit lys i de situationer, jeg går igennem; Han giver mig sit ord, og pludselig bliver alting klart. Det vækker en dyb taknemmelighed og sikkerhed, fordi jeg ved, Han aldrig vil svigte mig. Hvem skulle jeg ellers gå til i min nød?"