«Hvor er forsvaret?!»

«Hvor er forsvaret?!»

Skrevet af: Janne Epland | Publiceret: 27. januar 2011

Jeg koncentrerer mig om pucken langt oppe på banen gennem gitteret på hjelmen. Hjertet dunker lidt hurtigere end normalt, men kroppen er helt rolig.

Der er kun én ting der betyder noget: Målet bag mig skal være uindtageligt for det andet hold. Min ånde damper, og mine hænder griber pludselig ekstra hårdt fat om ishockeystaven. Spillerne langt fremme på banen har skiftet retning og er i høj fart på vej mod mig med pucken foran sig.

Desperat kigger jeg efter forsvaret på mit eget hold, men de er langt væk. Helt alene skal jeg forsvare målet mod meget målbevidste modstandere. Instinktivt åbner jeg munden og råber «Hvor er forsvaret?!» Pludselig er min krop brændvarm og hjertet dunker helt vildt. Før jeg ved det, er pucken placeret godt i nettet bag mig. 

I denne dynamiske sport går der ikke mange sekunder før spillet igen foregår på den anden side af isen. Jeg tager mig sammen og samler tankerne:

Hvad var det egentlig der skete? Jeg blev irriteret, næsten sur på mine venner. Det var jo de andres fejl, de var ikke på deres pladser. Men havde jeg ret til at råbe på den måde? Jeg tænker lidt over hvad der skete inde i mig i det øjeblik. Det er jo menneskeligt at blive «revet med» i spil og konkurrence, at tænke og sige ting man egentlig ikke mener. Men behøver det altid være sådan, at jeg reagerer sådan som jeg altid gør? 

Ordene «guddommelig natur» dukker op i mine tanker. Hvad står der om det? Der står jo at Gud har kaldt os og «…dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.» (2. Peter 1:4). Dette bliver pludselig mere klart for mig end nogensinde før. Jeg behøver altså ikke reagere på menneskelig vis!


Gud gav mig lys; han viste mig dette, fordi han har tillid til mig, og fordi han vil, at jeg skal blive lykkelig og fri fra synden der binder mig.

 

Jeg forstår at jeg ikke kan gøre dette alene. Nogle gange bliver jeg først fristet, som en slags advarsel på hvad der kommer. Andre gange kommer den menneskelige reaktion helt uden at jeg har tænkt på det - sådan som det skete nu. Ifølge Guds eget ord kan jeg komme fri fra det onde i mit eget kød, det jeg bliver fristet til, og få mere del i det gode. Men Gud må først vise mig hvad der bor inde i mig, sådan at de ubevidste tilbøjeligheder i mit kød - min menneskelige natur - kan blive bevidst for mig. Da kan og skal jeg arbejde med det.

Jeg ville egentlig ikke reagere sådan som jeg gjorde, men jeg ved at dette ikke behøver at ske næste gang, fordi jeg er mere bevidst og klar til at møde fristelsen med et fuldt ansvar. Jeg kan faktisk bede til Gud om at give mig kraft og nåde til at få sejr i lige præcis disse ting. Ved at være trofast over længere tid kan jeg blive færdig med det og reagere mere og mere, sådan som Gud vil, at jeg skal reagere. Det er at få del i hans guddommelige natur. Det er jo fantastisk! 

– Det var lige det der skete, tænker jeg. Gud gav mig lys; han viste mig dette, fordi han har tillid til mig, og fordi han vil at jeg skal blive lykkelig og fri fra synden der binder mig. 

Jeg bliver utrolig glad indeni, og denne gang spreder varmen sig fra hjertet. Hvilket håb! Jeg smiler inde i hjelmen, vel vidende at jeg har lært mere på denne ishockeytræning end nogensinde før.