Hvordan jeg ved at dette er sandheden

Hvordan jeg ved at dette er sandheden

Skrevet af: A. Hunter | Publiceret: 30. september 2016

Der er hundredevis af forskellige religioner og filosofier i verden. Hvordan kan jeg vide, hvilken der er “rigtig”? Her er det svar, jeg fandt.

Jeg blev født i en kristen familie, og så længe jeg kan huske, har jeg troet på, at Jesus er min personlige frelser. Det har aldrig været noget, jeg har sat spørgsmål til.

På college blev jeg udfordret af spørgsmålet: “En af de hundrede, måske tusinder af religioner og filosofier i verden - hvordan ved jeg, at jeg har den ‘rigtige’ religion? Hvis jeg var blevet født ind i en familie med en forskellig tro, ville jeg have tænkt at min religion var ‘rigtig’ så? Ville jeg have omvendt mig til kristendommen? Biblioteker indeholder tusindvis af bøger og skrifter om religion — for meget til at læse. Så hvordan kunne jeg være sikker på min tro?”

I Hebræerbrevet 13:7 står der skrevet: “…betragt udfaldet af deres livsløb og efterlign deres tro.” Det slog mig, at beviset ligger i resultaterne. Jeg begyndte at tænke på mennesker, hvis kristendom havde været en bevidst, personlig kamp igennem deres livstid. De havde en “livgivende ånd.” (Første Korintherbrev 15:45). Deres øjne vidnede om indre fred, godhed, tillid og kærlighed. Man havde lyst til at være sammen med dem. 

“Sådan vil jeg være!” tænkte jeg. “Jeg vil være fuld af taknemlighed og godhed i stedet for at være bitter, at klage og være sur. Jeg vil have en ‘livgivende ånd.’”

Det var mit svar! Jeg ville vælge den sti, som jeg ved leder mig til det resultat, jeg ønsker.

Denne simple tro bar mig igennem mange år, selvom jeg vidste, at svaret var meget dybere. Mennesker med mange forskellige trosretninger opnår en form for fred, enhed, glæde, osv. Så for nyligt blev jeg udfordret til at undersøge svaret. På et kursus jeg deltog i, hævdede en lærer, at “alle religioner er det samme.” Naturligt nok kunne jeg ikke være enig. Hvordan kunne nogen med en oprigtig hengivenhed til nogen som helst tro acceptere denne hævdelse? Hvad ville være meningen med at tro på noget, hvis du ikke var overbevist om, at det var sandt? Så jeg overvejede; hvad præcist gør, at min tro adskiller sig fra alle andre? Svaret slog mig som et lyn. Enkelt, dog forbløffende.

Hvad ville være meningen med at tro på noget, hvis du ikke var overbevist om, at det var sandt?

Fylde af dyd – er det muligt?

I Prædikerens Bog 3,11 står der skrevet: “Han har også lagt menneskene verdens gang på sinde.” Gud skabte os med en trang til at søge efter sandheden og evigheden. Igennem tiderne har åndeligt vågne mennesker prøvet at opnå dette på mange forskellige måder. Dog er der fællestræk i alle religioner som søger godhed, fred, mildhed, harmoni, kærlighed osv. Dette sker ved uselvisk at tjene vore medmennesker, meditation, ofre og mange andre gerninger; og det er klart, at mennesker som helliger sig selv til at søge dyder, opnår dette til en vis grad. Men selvom nogen kommer tæt på, har ingen — selv ikke de største profeter, vismænd og guruer — været i stand til at opnå fuld fylde af dyd og perfekt enhed med Gud for sig selv.

Så hvad har sand, uforfalsket kristendom at tilbyde, som gør dette muligt? Hvordan kan vi som Kristi efterfølgere og hans lærdom modtage kraft til at være i stand til at have en “livgivende ånd”, en som løbende kommer fri fra lyster og syndige tendenser?

Så kom det “manglende led” til mig

Gud så på sin skabning, og så at menneskeheden kæmpede. Igennem Moses gav han sit folk, jøderne, sine love, som hjalp dem med at have kontrol over det onde. Ikke desto mindre var dette ikke i stand til at gøre noget ved problemets rod — lysterne indeni (Romerbrevet 8:3; Hebræerbrevet 7:19). Derfor sendte han sin søn, Jesus. Jesus kom som et menneske, med den samme menneskenatur som vores (Romerbrevet 8:3; Første Timotheusbrev 3:16; Hebræerbrevet 2:14), og han havde også Guds ånd til at vejlede og hjælpe ham (Lukasevangeliet 3:22; 4:1 og 4:14,18). Med Helligåndens kraft var Jesus det første menneske til at få fuld sejr over synden.

Dette var noget nyt! Jesus viste sine disciple vejen til Gud; “Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.” Lukasevangeliet 9:23. Ikke kun fornægte sig selv, men også tage sit kors op. Dette daglige kors er ikke Jesu død på korset på Golgata; det er en daglig proces, hvor jeg naturligt tager mit eget kors op – dvs. bringer synden i døden – når jeg bliver fristet til det onde og korsfæster mine egne lyster og begæringer, ligesom han gjorde (Galaterbrevet 5:24).

Han gav Helligånden i os, for at give os kraft til at overvinde synden, som adskiller os fra Gud.

Jesu disciple anerkendte at Jesus havde de svar, de havde brug for, så de var bedrøvede, da han sagde at han ville forlade dem. De vidste, de ikke kunne klare det på egen hånd. Men Jesus forklarede at han blev nødt til at forlade dem, så han kunne sende dem “hjælperen” — Helligånden (Johannesevangeliet 14:26; 15:26; 16:7; Apostlenes Gerninger 1:8). Og sandt, da de modtog Helligånden, modtog de kraft over det onde, udover noget de før havde kendt eller oplevet (Apostlenes Gerninger 2).

Så det er det! Det er sådan kristendommen kan hjælpe, hvor andre trosretninger kommer til kort: Først banede Jesus vejen; så gav han Helligånden i os, for at give os kraft til at overvinde synden, som adskiller os fra Gud. Jeg begyndte næsten at græde, da jeg begyndte at forstå omfanget af denne åbenbaring. I stedet for at mennesket prøver at gøre dets bedste, og ikke helt være i stand til at opnå den enhed med Gud, som han ønskede. Jesus har vist mig vejen og givet mig en hjælper, Helligånden, så jeg ikke behøver at forsøge alene. 

Pludselig blev skrifterne levende. Paulus skrev til Kolossenserne, “…den hemmelighed, som har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige; for dem ville Gud kundgøre, hvor rig på herlighed for hedningerne denne hemmelighed er: Kristus i jer, herlighedens håb. Ham forkynder vi, og vi formaner enhver og belærer enhver med al visdom for at føre ethvert menneske frem som fuldkomment i Kristus.” (Kolossenserbrevet 1:26-28). Jeg behøver ikke at prøve at nå Gud på egen hånd; nej, jeg har Kristus i mig! Hen mod hvilket mål? At blive fuldkommen i Kristus Jesus, ligesom han er fuldkommen!

Ikke længere bare vandrende i “blind tro”

At sige, at al religion er det samme, ville være at foragte Jesu lidelser og død for vores skyld. Det ville være det samme som at sige, at han ikke behøvede at gøre det, at vi ville have været i stand til at nå Gud på egen hånd, hvis vi bare gjorde nok gode gerninger, fulgte de rigtige regler, mediterede nok eller ofrede nok ofre. I det tilfælde ville Kristus være død forgæves! (Galaterbrevet 2:21; Hebræerbrevet 7:11; 18-19)

Hvor ironisk, tænkte jeg, at selvom Kristus er det svar verden mangler, forstår mange kristne det egentlig ikke ordentligt. Faktisk er det kun meget få kristne, der i sandhed vandrer på denne vej og har adgang til Helligånden, som gør det muligt! Dermed ser mennesker på overfladiske kristne, ryster på hovedet og konkluderer, at svaret må findes et andet sted. Mange kristne er overvundet af grådighed, begærlighed, utaknemlighed, had, dom, osv. Selv i apostlenes dage begyndte menneskene at komme på afveje, blive bundet af regler, filosofi, falsk frihed og meget mere. I Andet Korintherbrev 11:3 advarer Paulus dem imod at komme væk fra den enkelhed, som er i Kristus. Vejen er meget enkel, dog så svær, fordi den kræver, at vi opgiver vor egen vilje. Ingen mængde af fancy teologi eller filosofi kan vise os til denne smalle port (Matthæusevangeliet 7:13-14). Som Jesus sagde i Johannesevangeliet 14:6,Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

Vejen er meget enkel, dog så svær, fordi den kræver, at vi opgiver vor egen vilje.

Paulus skrev, “For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraftFor jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom.” Første Korintherbrev 1:18, 22-24.

Dette er ikke bare teori eller teologi for mig. Dette er liv. Jeg har personligt oplevet Helligånden give mig kraft til at overvinde min syndige natur. I starten accepterede jeg denne sandhed i blind tro efter betragt udfaldet af deres livsløb men nu hvor jeg bliver ved med at praktisere, hvad Helligånden viser mig, begynder jeg personligt at “smage og se, at Herren er god.” Salmernes Bog 34:8.

Jeg påstår ikke fuldt at forstå Gud, Skaberen, med mit lille menneskesind, men jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg har fundet den vej som leder mig til ham. Des mere jeg vandrer på denne vej, des bedre lærer jeg Gud at kende, og han viser mig mere af det, jeg skal bringe i døden for at blive ligesom Kristus. Så som apostlen Paulus kan jeg med frimodighed sige: Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det.” Filipperbrevet 3:12.