Hvorfor var det så svært at være et eksempel hjemme?

Hvorfor var det så svært at være et eksempel hjemme?

Skrevet af: Elisabeth Risnes | Publiceret: 29. september 2016

En mors ærlige vidnesbyrd om, hvordan en kommentar fra hendes barn afdækkede en ægte sandhed om hende selv.

«Men du bliver jo sur» Det var mandag morgen, og jeg var lige kommet hjem efter at have kørt de ældre børn i skole. Jeg låste døren op og gik ind til de små. Jeg følte mig lidt nedtrykt. Det var ikke fordi det var mandag, ej heller fordi der var en stor kurv vasketøj der skulle foldes. Det var en følelse af skuffelse over mig selv. Det var ikke en god følelse.

Morgenen var faktisk begyndt godt. Jeg stod op og var klar til at møde en ny uge. Jeg havde en positiv indstilling. Men det ændrede sig hurtigt. Børnene var en udfordring fra de stod op – de sloges, skændtes, lyttede ikke og legede i stedet for at gøre sig klar til skole. Når jeg ser tilbage, var det egentlig ikke engang så slemt. De gjorde bare sådan som børn gør. Men jeg kunne bare ikke klare det. Det irriterede mig. Jeg følte mig mere og mere irriteret. Skænderiet stoppede heller ikke på vej til skolen. Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg stoppede bilen og skældte børnene ud. Skænderiet stoppede, og jeg kørte til skolen. Før de forlod bilen, snakkede jeg med dem om, at de skulle opføre sig ordentligt og ikke blive sure på hinanden.

Min otte år gamle søn hørte på mig og svarede: «Men du bliver jo sur.»

Vær et forbillede for de troende

Nu var jeg hjemme, huset var stille, men ordene lød højt i mine ører. Det var så sandt, og det var grunden til at jeg følte mig så nedtrykt. Dette var ikke sådan jeg ønskede at være. Hvordan kunne jeg hjælpe mine børn og hjælpe dem med at tage de rette valg i livet, når jeg ikke selv levede det jeg sagde?

Jeg havde været til et møde i vores menighed dagen før, og en af de talende havde læst verset fra Første Timoteusbrev 4,12: «Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed «Hvem er de troende?» havde taleren spurgt. «Det er dem som vi er sammen med hele tiden – vore børn, vore ægtefæller, vore familier. Er vi et eksempel for dem?» Jeg indså, at dette var et område, hvor jeg virkelig manglede noget.

Det var let at være «god» og opføre sig sådan som folk forventede at en kristen skulle opføre sig, når jeg var i en forsamling eller på skolen foran andre forældre. Hvorfor var det så svært hjemme over for dem som jeg var så glad for? Jeg indså, at jeg havde levet et godt ydre liv for andre mennesker, men inde i mig var der ikke forandret så meget. Alt jeg gjorde var at undertrykke mine følelser. Så når jeg var hjemme og ikke så påpasselig som jeg burde være, og ikke så optaget af hvad andre synes, tillod jeg følelserne at tage over, og den irritation og utålmodighed som altid havde været der, viste sig i mine ord og handlinger over for dem jeg var glad for. Jeg indså, at roden til problemet var, at jeg skulle tage et opgør med synden som boede i mig – sådan kan ting ændre sig!

Anvende Guds ord i mine forhold

Det var som om et lys var gået op for mig. Jeg var ikke tilfreds med den måde, jeg opførte mig på, men jeg var glad for, at jeg endelig havde set problemet, og at jeg kunne gøre noget ved det. Jeg mærkede et nyt håb inde i mig. Jeg bestemte i mit hjerte, at jeg skulle skille mig af med irritation og utålmodighed, lige meget hvad det kostede, og at jeg i sandhed skulle være et forbillede for de troende – først og fremmest for mine børn og min familie. Det første jeg gjorde var at bede til Gud om at give mig styrke til at opnå dette.

Jeg indså at jeg i hverdagens virksomhed virkelig havde forsømt at læse nok i Guds ord. Jeg vidste også at Guds ord er et våben, og uden at fylde mig med det, havde jeg ikke noget at kæmpe med, når jeg mødte mine prøvelser. Så jeg begyndte at læse mere i bibelen for at kunne anvende de ord jeg læste, så disse kunne hjælpe mig i mine situationer.

Et vers jeg kunne udføre i praksis var «Gør alt uden at give ondt af jer og uden indvendinger». Filipperbrevet 2,14. I stedet for at se situationens negative side, lærte jeg at være taknemlig og møde den med glæde. Bedst af alt kunne jeg se at børnene også var mere lykkelige og mere taknemlige, når jeg tog det på denne måde. Jeg var et eksempel!

Et andet vers som hjalp mig var «Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel Filipperbrevet 2,4. Jeg begyndte at tænke på, hvordan jeg kunne gøre det godt for andre og skabe en god atmosfære i hjemmet for børnene. Ved at leve disse enkle ord fra Gud i mine hverdagssituationer, og ved at bede til Gud om styrke og hjælp, blev jeg forvandlet. I stedet for at blive irriteret når ting ikke gik min vej, begyndte jeg at lære at være mere tålmodig og god. I stedet for at være utaknemlig og se det negative i alt, begyndte jeg at blive mere taknemlig.

En forvandling

Udadtil ser mit liv meget ud som før. Der sker stadig meget herhjemme. Mine børn skændes og slås, sådan som de gjorde før, og de opfører sig som normale børn gør. Der er opture og nedture. Nogle dage ser ud til at gå som en leg, mens alt synes at gå op og ned andre dage. Jeg skal stadig forholde mig til alt dette – de gode dage og de dårlige.

Jeg fristes stadig til at være utålmodig og irriteret, og når jeg ikke er påpasselig, kommer der alligevel hårde ord ud af min mund fra tid til anden. Men jeg lever også et meget mere bevidst liv. Når disse følelser rører på sig inde i mig, er jeg meget hurtigere til at genkende dem for hvad de er og «døde» dem, før de udvikler sig til ord som potentielt kan skade andre. På den måde er det der kommer ud ikke styret af mine følelser eller af synden i min natur, men kan være påvirket af Guds ord.

Dette er også grunnen til at meget har ændret sig. Jeg ved dette, fordi jeg mærker en større glæde og fred i mig selv. Jeg vil ikke være den samme person, jeg engang var. Ved at bede og læse Guds ord meget mere, kan jeg tydeligere se de ting som skal forandres. Jeg lærer at sige gode, milde ord, hvor jeg engang ville have hævet min stemme i irritation. Jeg bliver taknemlig, hvor jeg engang ville have klaget. Jeg tænker på andre, hvor jeg engang bare ville have tænkt på mig selv. Jeg bliver et eksempel for de troende! Og bedst af alt bliver jeg også virkelig forvandlet.