Ikke alene, men alligevel ensom

Ikke alene, men alligevel ensom

Skrevet af: Brian Janz | Publiceret: 12. marts 2015

Jeg har venner i seks kontinenter, kolleger som er nærmere end familie og nok følgere på sociale medier til at udgøre en lille hær. Og jeg føler mig lige så ensom, som et pindsvin i en ballonbutik.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvordan. Jeg føler mig bare ensom. Udeladt. Som om alle andre er bedre venner med hinanden, end med mig. At de har det sjovere sammen. At jeg egentlig ikke hører hjemme i denne kreds, eller denne samtale. At jeg er på en helt anden bølgelængde.

En periode ville jeg afværge denne følelse med forsikringer om, at jeg var populær. At folk virkelig havde lyst til at være sammen med mig. At jeg egentlig var en lige så stor del af gruppen, som de andre. Men jeg vidste nok, at selvom alt dette var sandt, som det også ofte var, hjalp det ikke meget imod, at jeg helt enkelt  følte mig ensom. Og jeg sidder tilbage med en underlig, urimelig ensomhed, som jeg ikke kan forklare eller komme af med.

Så jeg bekæmper den. Og min krig mod ensomhed udkæmpes på tre fronter.

Fornægte anklageren

Det første jeg skulle indse, var at tanker, om at jeg ikke passede ind med de andre, eller ikke var en del af det som skete var løgn, som Satan kom med for at holde mig væk fra broderskabet.

Måske er der en kerne af sandhed i det; måske er jeg faktisk lidt udenfor, men Satan siger aldrig hele sandheden, og det har aldrig været Guds vilje, at vi skal være alene.

Satan siger aldrig hele sandheden, og det har aldrig været Guds vilje, at vi skal være alene.

Guds ord forsikrer mig om, at jeg er elsket. Der står, at jeg, og de som jeg er sammen med blev valgt fra før verden blev grundlagt (Efeserbrevet 1,4). For hver løgn som Satan kommer med, kan jeg holde fast på Guds ord og tro på, at det ikke er hans vilje, at jeg skal føle mig ensom. Gud skal hjælpe mig.

Og måske vigtigt af alt, står der at «Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinandenFørste Johannesbrev 1,7. Ligemeget hvilke løgn Satan kommer med, ved jeg, at Bibelen er sand. Hvis jeg vandrer i lyset, har jeg fællesskab med mine brødre.

At stole på Gud

«Ligesom jeg var med Moses, vil jeg være med dig; jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke Josvabogen 1,5

Gud er god. Og jeg er aldrig alene. Der findes utallige skriftsteder om hans kærlighed. Han er trofast. Han elsker mig. Han er der altid for mig, selvom jeg føler, at jeg ikke har nogen andre.

At tro på dette kan være en stor kamp. Selvfølgelig prøver Satan sit yderste for at få mig til at tvivle på, at Gud er til stede. Men dette er flere af hans løgne. Guds ord er sandt. Ofte, når jeg står midt i en gruppe af venner med bølger af ensomhed som slår indover mig, beder jeg til Gud af hele mit hjerte.

Og han hører mig.

Nogle gange strækker Gud sin hånd ud og tager de ensomme følelser helt væk. Han lader mig mærke varmen og kærligheden fra Kristi legeme direkte. Men ofte viser hjælpen sig ved den styrke, der skal til for at kæmpe. At kæmpe mod tankerne, løgnene og følelserne der kommer op.

At have Gud der for at trøste og vejlede mig, når mine følelser prøver at indbilde mig, at ingen andre vil gøre det, er en hjælp som ikke kan måles.

Bøn. Det er en enkel handling. Men noget som ofte bliver overset. At have Gud der for at trøste og vejlede mig, når mine følelser prøver at indbilde mig, at ingen andre vil gøre det, er en hjælp som ikke kan måles.

At være med på Kristi legeme

Gud havde en hensigt, da han skabte Kristi legeme. Han ville, at mennesker skulle være sammen, at de skulle have broderskab og fællesskab med hinanden.

«Lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig Hebræerbrevet 10,24-25

Vi strider alle i den samme kamp. Vi står alle i kampen imod synden.

Jeg kan ikke lade mine følelser udelukke mig fra broderskabet. Det som ofte hjælper mig mest, når jeg føler mig ensom, er at komme sammen med andre kristne og samtale om Guds ord. Når jeg hører om den kamp mod synd, som mine brødre gennemgår, så indser jeg, at vi egentlig ikke er så forskellige, til trods for vore forskelle. Vi står alle i kampen imod synden. 

Det er i samfundet vi ser, at vi overhovedet ikke er alene.

Det endelig stød mod denne fjende er at være sammen med andre kristne. At virkelig lære at elske mine brødre i Kristus (Johannesevangeliet 15,13). Dette er nøglen.

Så i stedet for at fokusere på hvorvidt jeg passer ind, og hvor vellidt eller accepteret jeg er, kan jeg sætte mit liv til og fokusere på de andre.

Det er i samfundet vi ser, at vi overhovedet ikke er alene.

Og det er så enkelt som at sende en besked til nogen, for at ønske dem en sejrende dag. Eller at tilbyde sig at tage opvasken. At tage nogen med ud til middag. At bede for folk. At bede med folk. Der er mange ting, store eller små, som jeg kan gøre for at sætte mit liv til for mine venner.

At sætte mit liv til betyder også at kæmpe mod mistanke, tvivl, kritik og andre negative tanker, som Satan vil have mig til at tro på. Jeg skal kæmpe for at modstå disse tanker, men hvis jeg ønsker at have samfund med de andre, er det en glæde at gøre dette.

Når hele mit fokus er, hvad jeg kan gøre for de andre, så krymper og forsvinder de ensomme tanker. Og så har jeg sejr, og jeg er en del af broderskabet.

Og jeg er aldrig alene.

Kampprisen

Jeg vil være en del af Kristi legeme i evigheden, omgivet af mine brødre og søstre som har kæmpet mod synden for sin plads i himmelen.

Jeg angribes stadigvæk af tanker, som Satan prøver at friste mig med. Men jeg kæmper imod ham. Jeg kæmper for at afsløre hans løgne, for at holde mig nær til Gud og for at fokusere på, hvad jeg kan gøre for andre.

Og hver dag, jeg kæmper, kommer jeg nærmere Gud. Jeg føjes tættere sammen med Kristi legeme. Og disse ensomme følelser, som engang virkede så overvældende og uendelig vanskelige, er blevet lidt svagere. 

Jeg vil være en del af Kristi legeme i evigheden, omgivet af mine brødre og søstre som har kæmpet mod synden for sin plads i himmelen. Det er ikke ensomhed. Det er broderskab. Og den evighed begynder i dag.