“Jeg blev hele tiden fornærmet over alting …”

“Jeg blev hele tiden fornærmet over alting …”

Skrevet af: Angela Schapf med Alta Henry | Publiceret: 30. marts 2017

Alta er mor og en kvinde på arbejdsmarkedet. Hendes travle liv kræver, at hun har mange jern i ilden, og det er et rigt og tilfredsstillende liv. Men på et punkt i hendes liv, da hendes børn voksede op, gik det op for hende, at i alt dette var hun ikke lykkelig. Hun var vred og ked af det hele tiden. Det begyndte langsomt at gå op for hende, at hun hele tiden blev fornærmet over alting – fornærmet over hvordan folk behandlede hende, ved ikke at blive inviteret til ting hun syntes, hun burde, over hvordan folk behandlede hendes børn, osv. Hun vidste, at dette var grunden til, at hun ikke var lykkelig, men det tog tid for hende at finde roden til problemet. Først troede hun, det var menneskene omkring hende der skulle forandre sig, at problemet var dem, og ikke hende selv.

Men da hun tænkte som dette, blev ingenting anderledes, og efterhånden kom hun til det punkt, at hun var træt af at være ulykkelig hele tiden. Hun var altid ked af det og fornærmet over noget. Hun råbte til Gud om at vise hende, hvad hun skulle gøre for at blive fri fra det, som havde været en stor byrde for hende.

På grund af sin nød og ydmyghed, da hun bad Gud om hjælp, var Gud i stand til at åbenbare sandheden for hende. Det var det første skridt på vejen til sejr og til hvile, glæde og frihed.

Finde løsningen på problemet

“Det jeg opdagede var, at det at blive fornærmet havde sin rod i mange andre ting,” siger Alta. “Jeg havde høje, selvretfærdige tanker om mig selv, og på grund af det syntes jeg andre skulle behandle mig anderledes, end de gjorde. Jeg brugte mig selv som en målestok for alle omkring mig – min familie og venner – og var så hele tiden skuffet over dem, når de ikke reagerede, som jeg syntes de skulle. Det handlede om et stort problem: stolthed. Denne stolthed førte til bagtalelse, utålmodighed, at jeg bar nag og mange andre dårlige ting. Det var langt fra den ydmyghed, som bibelen taler om” (Matthæusevangeliet 23:11-12, Filipperbrevet 2:3, Jakobsbrevet 4:6)

Tid til handling

“Da jeg så dette i min natur, vidste jeg med det samme, hvad jeg skulle gøre med det. Gud gav mig nogle vers i Romerbrevet 12:10,16: ‘Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse ... Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab.

“Jeg så, at det at blive fornærmet ikke var hengivenhed i broderkærligheden for Kristi legemes lemmer i menigheden, hvilket inkluderer min mand, børn og mine venner. Jeg sårede mit forhold til alle andre, og det var tid til at slutte med at skyde skylden på andre, og at se indad på mig selv i stedet. Jeg begyndte at forstå, at hvis jeg hele tiden var fornærmet, så kunne jeg ikke elske samtidig. Når jeg blev fristet til at blive fornærmet over ting, bad jeg til Gud, og jeg gentog disse vers for mig selv: ‘Stol ikke på jeres egen klogskab.’ Min trang var at være lydig imod dette.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag’ Første Korintherbrev 13:4-5.

Kampen for at blive fri

“At give efter for at blive fornærmet er som at åbne døren for alle disse dårlige, ukærlige tanker. Jeg synes, at jeg er noget særligt, jeg skal have specialbehandling - jeg er så fuld af mig selv, at jeg ikke har tid til andre og deres behov. Jeg kan ikke have et rigt liv i Gud, når jeg lever i en konstant tilstand af at være fornærmet. Der står, at Jesus bad om hjælp med høje skrig og tårer, og det opmuntrede mig til at være lige så nidkær. Hvad får mig til at tro, at jeg kan få sejr uden at gøre det samme? Mine egne idéer om hvordan tingene skulle være er så dybt indgroet i min natur, at det kræver en intens kamp for mig at overvinde dem. Jeg skal gå til nådens trone og bede Gud om nåde og hjælp. Men det er kun når jeg er ydmyg og gør dette, at jeg bliver fri.

“At sejre på dette område har givet mig så megen hvile – en sand hvile i min ånd. Jeg har fundet den lykke, jeg manglede. Nu kan jeg have rene og uselviske tanker om min familie og venner. Jeg er fast besluttet på at opgive alt mit eget for at have en stærk kærlighed som vokser mere for hver dag.

“Jeg er ikke helt færdig; jeg bliver stadig fristet, men jeg tillader ikke Satan at have en rod i mig længere. Jeg beder til Gud og siger: ‘Gud, hjælp mig! Du ved, jeg ikke ønsker at være fornærmet,’ og så finder jeg måder hvorpå jeg kan være taknemlig for mine situationer i stedet. Du kan vende det helt om. Der kommer ting op, og jeg tænker ‘Hvordan kunne de gøre det mod mig?’ Men så vender jeg det til ‘Nej, jeg behøver ikke blive fornærmet!’”

“Jeg er en meget lykkeligere og mere taknemlig person, end jeg var for bare to, tre år siden. Det virker virkelig!”

og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Filipperbrevet 1:6.