Jeg måtte vende helt om, men hvordan?

Jeg måtte vende helt om, men hvordan?

Skrevet af: Melissa Halsan | Publiceret: 2. oktober 2013

Jeg havnede i omstændigheder, jeg aldrig ville have rørt ved tidligere! Det blev mørkt, og fortvivlelsen var stærkere end nogensinde. Det skræmte mig, at jeg udviklede mig langt væk fra den, jeg ønskede at være.

Jeg voksede op i et trygt og åbent hjem som barn, jeg havde forældre, der altid var til stede og fulgte op. Hver aften sang min mor «Kære Gud jeg har det godt - tak for alt som jeg har fået». Jeg er døbt og konfirmeret i statskirken og gik i søndagsskole. Jeg bad til Gud og havde en drøm om at få lov til at leve i hans paradis, sådan som jeg kunne forestille mig det i mit barnesind.

Men da teenage-årene meldte sig, var jeg som hvilken som helst anden ung: Nysgerrig, eventyrlysten, egenrådig og egoistisk. Der var ikke meget der nåede ind i den opposition, jeg stadig var i. Jeg havde mange venner, havde det godt i skolen og følte aldrig jeg manglede noget hjemme. Men med tiden mærkede jeg en tomhed, ensomhed og fortvivlelse af ikke at passe ind nogen steder, når jeg tænkede på samfundet og tiden vi levede i. Jeg undrede mig ofte over, om jeg var født ind i forkert tid, eller om det var tiden, der førte vild! Og hvorfor kunne mennesker ikke finde ud af at rydde op i de skævheder og den uretfærdighed, der herskede?

Jeg stillede mange spørgsmål til de omkring mig på skolen om hvorfor... Hvorfor fattigdom? Hvorfor sult? Hvorfor krig? Hvorfor har vi ikke mere at give? Er vi så kyniske, at vi giver op og er ligeglade? Jeg troede på en Gud, men hvor var han i denne verden? Havde han forladt os, eller havde vi forladt ham?

Jeg troede på en Gud, men hvor var han i denne verden? Havde han forladt os, eller havde vi forladt ham?

Jeg græd ofte for mig selv

Alligevel gik livet videre, og jeg levede i en stolthed af, at jeg klarede mig rigtig godt, i skole, på arbejde og socialt. Jeg havde let for at have stærke meninger om hvordan ting burde være, og var glad for at samtale og sætte spørgsmål ved ting vi lærte via skole og media. Men tomheden og frustrationen vendte stadig tilbage, jeg græd ofte for mig selv og følte livet manglede mening. Hvorfor kunne jeg ikke bare slå mig til ro og leve livet?

Da jeg var 19 år gammel flyttede jeg til en anden by for at studere og få lidt nye impulser. Nu havde jeg bestemt mig for ikke at græde mere, og fyldte ørene med musik for at undslippe tanker og følelser, der tyngede.

Efter et stykke tid sluttede den indre uro, men sammen med den forsvandt den indre stemme og samvittigheden også. Dermed førte dette mig ind i dårlige forhold og jeg havnede i omstændigheder, jeg aldrig ville have rørt ved tidligere! Det blev mørkt, og fortvivlelsen var stærkere end nogensinde. Det skræmte mig, at jeg udviklede mig langt væk fra den, jeg ønskede at være.

Det skræmte mig, at jeg udviklede mig langt væk fra den, jeg ønskede at være.

 

Så stoppede jeg al kontakt med venner og gik lange ture ved havet alene. Jeg gravede dybt i mig selv for at finde tilbage til mig selv, og det liv jeg ønskede at leve. Jeg vidste jeg måtte vende helt om, bare ikke hvordan...

«Jeg har fornægtet Jesus!»

…indtil en nat, i en for mig mægtig drøm, i en nedslidt gammel stenkirke. Alt var gråt, og der var uro blandt menneskene rundt mig. Jorden under os begyndte at ryste, og jeg mærkede frygten tage fat. Jeg mærkede stærke impulser og vinde drive hårdt igennem kroppen, og jeg blev kastet ned mod jorden med de andre mennesker. Vi var som limet knælende mod gulvet, ude af stand til at rejse os i de voldsomme bevægelser. Bag mig hviskede en ældre dame, at Jesus skulle komme. Jeg kæmpede gentagne gange for at løfte hovedet og se... Idet tunge dører bag os åbnede sig, kastede jeg hovedet op og så lidt af en hånd og en kjortel. «Det kan ikke være ham!?» tænkte jeg. Og døren smækkede igen. «Hysj! Han kommer igen om tre dage», hviskede damen.

«Jeg har fornægtet Jesus!» Ordene brændte sig ind, og jeg vågnede med en enorm frygt over mig! Dette var ikke en normal drøm. Kroppen var lammet i udmattelse af kampen, der havde været i mig.

«Hvad var det de havde?»

Kun nogle dage senere hørte jeg fra en god veninde fra videregående skole. Hun havde hørt, at jeg boede i Tønsberg og indviterede mig til Brunstad, hvor hun selv arbejdede et år frivilligt, sammen med 400 unge fra hele verden. Der oplevede jeg unge, der udstrålede en sådan ægte godhed, glæde og renhed, når de var sammen - som i sig selv var til at blive grebet af!

Der oplevede jeg unge, der udstrålede en sådan ægte godhed, glæde og renhed, når de var sammen - som i sig selv var til at blive grebet af!

Jeg havde aldrig oplevet noget lignende! Jeg genkendte en enorm længsel i hjertet. Hvad var det de havde? Min veninde fortalte med enkle ord: «Vi arbejder på at blive bedre mennesker hver dag». Hun fortalte videre om at gå imod tidsånden - i stedet for at lade sig drive med. - Det behøvede jeg! Det ville jeg!

I udgangspunktet var jeg skeptisk overfor at tilhøre en gruppe eller menighed, så i et års tid læste jeg for mig selv. I bibelen og skrifter jeg fik fat i. Der var ingen, som tvang mig afsted på møderne, men jeg var så grebet og mit hjerte brændte for at høre og lære mere, at jeg mærkede, at jeg måtte være blandt troende mennesker. Dermed søgte jeg mere og mere til de, jeg kendte fra Brunstad Christian Church, og til møderne. Uvidende om hvad fremtiden ville bringe, mærkede jeg en enorm glæde! I dette ville jeg leve - her hørte jeg til!

Min længsel blev forvandlet, idet jeg lærte mere og mere om hvordan jeg kunne komme fri fra egoisme, utaknemlighed, onde tanker, misundelse, gærrighed - til mere kærlighed, mere tålmodighed, mere taknemlighed - til Guds egen natur! Jeg kan umuligt forandre verden - men jeg kan bruge hver dag til frelse, og selv blive forvandlet!

Jeg kan umuligt forandre verden - men jeg kan bruge hver dag til frelse, og selv blive forvandlet!

Undervejs erfarede jeg, at dette liv også er en kamp, og i starten var der mange nederlag. Bølger af sorg og anklage, der kom over mig om aftenen ville bringe mig i mørke og fortvivlelse. Da var de mennesker, jeg så rundt mig, der strålede af et liv med Gud, mit største håb om at det også var muligt for mig at komme til et sejrende liv. Et liv som Gud kunne bruge i sin tjeneste på jorden - ingenting er større end det! Og selvom jeg så mig selv som totalt uværdig til dette liv, var der en stor nød i mit hjerte om en ny tid, hvor jeg engang kunne få lov til at være med til at tørre hver tåre hos alle de mennesker, der har lidt på grund af andre menneskers ondskab og synd!

Oplevet at Guds ord er sandt!

I dag ser jeg, at der har været stor nåde over mit liv. Gud har sat mennesker og forhold hele vejen, for at jeg skulle komme til dette liv. Og videre udvikling afhænger fuldt og helt på min egen trofasthed i at udføre den sandhed, jeg har fået. Han ved, hvad jeg behøver, og det giver han mig.

 

Jeg er enormt taknemlig for alle de troens ord, der har styrket og drevet mig fremad på troens vej. I både modgang og medgang, syg eller rask, i trange tider og velsignelsens overøsende tider, har jeg i alle ting oplevet, at Guds ord er sandt! - En enorm rigdom i alle ting!

Jeg som var fortvivlet over samfundet, tiden og verden, har mærket et samfund i troen med venner over hele verden! Gud har velsignet mig utroligt rigt på alle måder.

I Herrens hånd er alt som det bør være! - Når jeg tror på det, mærker jeg, at al uro slipper og det er umuligt ikke at være lykkelig!