Frustration og irritation på arbejdspladsen er ikke unormalt, men situationen kan takles på forskellige måder.
«Kan det virkelig passe?! Hvor svært kan det være at få det gjort! Tag dig sammen og bliv færdig!» Jeg havde ikke udtalt ordene endnu, men jeg mærkede at det var tæt på. Irritationen og opgivetheden boblede indvendig og var nærmest umulig at holde inde. Jeg havde for lang tid siden aftalt med min kollega, at hun skulle hente noget nødvendigt udstyr til en pasient, der lå og ventede - og hun sad stadigæk ved computerskærmen og kiggede!
Med det samme slog en tanke - et billede - ned i mig: man kan komme igennem isen på to måder. Man kan hakke sig igennem, eller man kan med varme få isen til at smelte.
Jeg vred mig på stolen. Dette passede jo ikke nu! Jeg havde fuld ret til at fortælle hende, at nu var det virkelig nok! Jeg mærkede hakke-ordene komme strømmende. Men så så jeg en isflade for mig, som nogle hakkede sig igennem. Jeg kunne se, at isen var fuld af «sår», splinter og ujævne kanter, med isterninger spredt udover det hele. Mon min kollega ville føle det sådan, hvis jeg «hakkede igennem» med alle mine for så vidt gode argumenter for at grænsen var nået?
Man kan komme igennem isen på to måder. Man kan hakke sig igennem, eller man kan med varme få isen til at smelte.
Jeg gik en lille ekstra runde med mig selv. Så for mig hvordan isfladen ville have set ud, hvis nogle havde smeltet sig igennem med varme: en jævn og fin flade uden grimme rifter eller isterninger over det hele. Hmm, kunne det være det ekstra tid værd?
Måske havde jeg ikke været tydelig nok omkring mine forventninger? Og det var slet ikke nogen livsnødvendig sag der skulle udføres. Mon ikke varme-metoden kunne være mere nyttig, både for min kollega, pasienten og ikke mindst mig selv? Men hvordan? Jeg tænkte. Det var ikke så let at vende tankerne en helt anden vej.
Hvordan kunne jeg hjælpe min kollega i stedet for det modsatte?
Jeg bestemte mig for at tage det så bogstaveligt jeg kunne og hentede en varm kop kaffe, som jeg gav til hende. «Går det godt?», spurgte jeg så naturligt jeg kunne. «Åh, tak! Ja, undskyld at jeg ikke har fået gjort det du bad mig om, men jeg måtte tjekke nogle blodprøver og lidt andet først. Tusind tak for omtanken og tålmodighetden! Er altid godt at samarbejde med dig!» Isen var brudt. Ikke mindst hos mig selv.
«Og til slut: Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den.» Første Petersbrev 3:8-11.