Mine reaktioner

Mine reaktioner

Skrevet af: William Bettridge | Publiceret: 24. marts 2014

Det er let at sige, at din dag afhænger af, hvad der sker med dig. Men dette er faktisk ikke sandt. Dine reaktioner er den eneste faktor der kan afgøre din lykke, og ved Guds hjælp kan du lære at reagere på alle ting, på en god måde.

Stress. Styrter hjem, propper de sidste ting i tasken, sluger lidt mad... Det er ikke sådan, en tur burde starte. Jeg hopper i bilen og kører de ti minutter til bussen. Alle andre er der allerde. Flot. Jeg kommer for sent igen.

I bussen snakker alle højlydt, glade og spændte over turen. Jeg er bare træt. Jeg svarer irriteret til nogen over noget dumt. Jeg fortryder det med det samme. Hvorfor skal jeg altid reagere så negativt?

Jeg prøver at slå mig til ro i sædet, men stemningen i bussen er smittende. Jeg glemmer min irritation, og inden længe ler og snakker jeg med de andre. «Det her bliver en fed tur!» siger jeg til en af de andre drenge. Flere timer senere ankommer vi til feriestedet mellem bjergene nær Princeton, BC. 

Vi skal tidligt op. Det er fint for mig. Jeg kunne alligevel ikke sove længere. Isen råber på os. Ishockey. Vi spiller hårdt. Nogen spiller til og med uden skøjter. Jeg griner af dem, der glider rundt over hele isen. «Hvad er det, de har gang i?» tænker jeg. Jeg tager mig selv i det: Jeg er stolt igen. Fordi jeg har skøjter. 

De ting denne verden har at tilbyde, alle mine ønsker og lyster - selv mine naturlige reaktioner - de har alle en kortvarig glæde.

Klokken bliver elleve, og alle går mod møderummet. Vi er kommet sammen for at snakke om Guds ord. En af ungdomsarbejderne, Gershon Twilley, snakker om ungdomstiden og hvordan den er grundlaget for hele vores liv. De ting denne verden har at tilbyde, alle mine ønsker og lyster - selv mine naturlige reaktioner - de har alle en kortvarig glæde. Jeg ved, at det han siger er sandt. Da jeg irriteret skældte nogen ud på vejen hertil, føltes det godt at sætte dem på plads. Men så følte jeg mig skyldbetynget. Jeg havde ødelagt noget. Skadet vort venskab. Den gode følelse jeg fik af at skælde dem ud? Fem minutter senere kunne jeg ikke huske den. Altsammen for ingenting.

Han bruger ordet «lyster». Han mener mere, end hvad ordet indebærer. Ting som utålmodighed, vrede, stolthed, jalouxi; det er også lyster. Reaktionerne er på en måde tilfredsstillende i øjeblikket, men lige præcis som med min ven i bussen, efterlader de mig lige der, hvor jeg begyndte. Tom. Trist. Jeg har lyst til at stoppe den cirkel, men hvordan?

Gershon siger noget, jeg ikke helt forventede. «De der erkender, hvor elendige de er for Gud, er velsignede.» Hvad mener han? Jeg tænker på reaktionerne. Hvordan de kommer så pludseligt, før jeg når at tænke. Hvor negativt de påvirker, de som er omkring mig. Hvor dårlige de egentlig er. Det er ikke let at indrømme, at jeg er årsagen til min egen elendighed. Jeg har lyst til at sige, at det er de andres skyld. Men hvis jeg er ærlig, hvad betyder det så hvad de gjorde? Jeg kan ikke kontrollere deres reaktioner, men jeg kan gøre noget med mine egne!

Jeg kan ikke kontrollere deres reaktioner, men jeg kan gøre noget med mine egne!

Han læser fra bibelen. Hebræerbrevet 12, vers 11. «Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den Så jeg kan lære af mine fejl! Jeg kan se ærligt på min selv, og erkende hvor jeg tager fejl. Og så, hvis jeg fornægter og kæmper mod de tendenser som er i min menneskenatur, kan jeg sejre over dem. Resultatet er, at jeg bliver retfærdig. Fri fra skyldfølelsen efter en dårlig reaktion. Det gør ondt at erkende, at jeg gjorde noget forkert. Men til syvende og sidst gør det meget mere ondt, hvis jeg skal blive ved med at gøre de forkerte ting om og om igen.

De som skammer sig over synden vil komme til fantastisk udvikling! Det er det, jeg vil! At ikke blive sur! At aldrig blive utålmodig! Når jeg indrømmer og skammer mig over de ting, får jeg nåde til at arbejde med og blive færdig med dem! Jeg kan blive en mester til at dække over min synd, men den er der. Jeg vil komme fri fra det! Væk! Så jeg ikke længere har noget at skamme mig over!

Men Gershon siger noget mere. «Ingen der er kommet til et liv i sejr over synd, har gjort det i sin egen kraft.» Jeg ved, hvad han mener. Jeg tænker på, hvor mange gange jeg har prøvet at stoppe reaktionerne med min egen viljestyrke, uden at lykkes. Uden at bede til Gud om hjælp, kommer reaktionerne hurtigere end jeg klarer at stoppe mig selv. Men ved hans hjælp kan jeg sejre over dem, i stedet for at de besejrer mig! 

Jeg kigger på de omkring mig. De kæmper også imod synden i sin natur, sådan at de kan blive fri til at elske og tjene Gud. Når noget ikke går deres vej, prøver de ikke bare at skjule sine reaktioner. De arbejder for at blive færdig med dem. De beder om hjælp. De får sejr. Jeg glæder mig til fremtiden, og for den mulighed jeg har til at komme til et helt nyt liv!