På skudhold

På skudhold

Skrevet af: Riana Hulsman | Sted: Pretoria, Sydafrika | Publiceret: 10. marts 2011

Lyden af pistoler der bliver ladt afbryder broderen forrest i salen, der taler på mødet.

Halvt siddende og halvt stående vender jeg mig om for at se hvad der sker. «Hvilken syg joke er dette? Hvem er disse mænd med legetøjspistoler?» Mit blik fanger min bror, der står med hænderne i vejret, og jeg indser at dette ikke er en joke. Det er virkeligt!

Ikke klar til at dø 

Med næsen presset mod gulvet og hjertet bankende som trommer i ørerne, føles sekunder som de varer evigt, og alt man kan gøre er at tænke over sit liv. «Herre, jeg er ikke klar til at dø. Der er så mange ting jeg fortryder, jeg har brug for mere nådetid. Hjælp mig Herre, jeg vil ikke dø, jeg behøver mere olie i min lampe.» Jeg beder stille, mens jeg ligger på gulvet.

En stor sko træder på mig for at komme tættere på min sidemand og skubber mig i siden for at få mere plads. Jeg ser, at røveren stjæler hans ur. De gennemsøger ham mange gange. Det er som om de ikke ser mig, men lige før de skal til at gå, vender en af dem sig mod mig.

«Beskyt far, Herre»

Han hiver mig i armen, vender mig om og leder under min skjorte for at se om jeg har en halskæde. Han leder efter en mobiltelefon i mine lommer. «Vent lidt, jeg skal nok finde den. Den er i min lomme.» Er det virkelig mig der snakker? Jeg kigger direkte ind i øjnene på røveren og glemmer aldrig den frygt jeg ser. Millioner af tanker løber gennem mit hoved. 

Jeg hører nogen samle alle bilnøglerne fra deres ejere

Pludselig er manden færdig med mig, og jeg ligger på gulvet igen. Nu kan jeg høre dem true min far. Jeg beder igen: «Beskyt far, Herre, jeg ved ikke hvad vi skal gøre uden ham.» Jeg hører nogen samle alle bilnøglerne fra deres ejere, og andre gennemsøger rummet ved siden af. De snakker stresset og hurtigt sammen, som om de skal skynde sig. Efter nogle øjeblikke med skræmmende stilhed, opfatter jeg at de er gået. 

Vi rejser os en efter en. Nogle af de yngre piger, der sad bag mig, græder. Deres mødre kommer for at trøste dem. En kvinde ved siden af mig begynder at græde ukontrolleret, mens hendes mand ringer til politiet - røverne må have overset hans telefon. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre; jeg ryster og græder næsten.
«Jeg kan ikke græde, når der er andre der har brug for mig», tænker jeg og tager en dyb indånding før jeg går hen for at trøste nogen. 

Klar til Jesus

Senere beder vi sammen og takker Gud for at intet alvorligt skete med nogen af os. Jeg indser, at jeg ikke kan fortsætte mit liv på samme måde. Jeg beslutter mig for at bruge hvert sekund af mit liv rigtigt. Aldrig skændes eller være ond mod nogen igen.

Nu, fire år senere, er jeg meget taknemlig for det Gud sendte den dag. Vi var så heldige. Røverne kom og gik, og vi blev ikke skadet. Mange uger efter var jeg bange for at gå ud om aftenen, men jeg lærte at stole på Gud, og på det der står i Matthæusevangeliet 10,30: «Men på jer er selv alle hovedhår talt.» Hans omsorg for mig er virkelig, og hver situation i mit liv er planlagt til det bedste for mig.

Jeg elsker Sydafrika og har ingen intentioner om at rejse herfra. Jeg vil leve og gøre Guds vilje bevidst, så jeg altid er klar til den dag Jesus kommer igen. Gud har givet mig livet og ved at være lydig mod hans ord kan jeg tilbagebetale ham på den største måde.