Teamwork betyder alt i sport. Men hvordan er teamwork også vigtigt i vort åndelige liv? Volleyboldtræner Jackie Fenn fortæller om en værdifuld lektie, hun lærte på en tur til Brunstad med sit hold.
Det var længe siden jeg havde byttet mine trænermapper og aftener fuld af sport ud med bleer og aftener med min fantastiske familie. Så jeg var ret spændt, da vores lille pigegruppe fra Connocticut, USA, spugte mig om at lære dem alt, hvad jeg vidste om volleybold og teamwork. Det var træning til vores første menighedstur nogensinde til Brunstad, Norge, til den internationale volleyboldturnering 2012 organiseret af Brunstad Christian Church. Dengang vidste jeg ikke, at de ting jeg ville lære dem, ikke kunne sammenlignes med hvad jeg selv endte med at lære senere under stævnet.
Sved og spilleansigter var på som turneringen begyndte, og vores hold demonstrerede det teamwork og de færdigheder, jeg havde prøvet at lære dem. Hårde slag, godt forsvar, rumlende lyde fra heppekore, der heppede på os, og en hel del hjerte, første os til kvartfinalerne.
Med ubeksriveligt intens fighting udover det normale var vores hold kommet langt, men vores spil i turnering var endelig slut. Nu var det tid til at træneren kunne lære nogle ting, mere værdifulde end noget hold nogensinde havde lært i et boldspil, med meget større betydning end nogen sport nogensinde spillet.
Jeg var vidne til et stærkt sammenknyttet hold, som var noget helt andet, end noget hold jeg har delt en bane med.
En stærk trang til at være stille i mine tanker og være vågen for Guds Ånd i mine dagligdags rutiner kom over mig, da påskestævnet begyndte. Min hjerte var blødt, og de taler jeg hørte på hvert af de følgende møder havde de præcise svar, på den nød jeg følte. Men en af de mest livsforandrende oplevelser på turen var efter et ungdomsmøde, da de som ville kunne gå frem og blive bedt for. Hjerter blev åbnet og de dybeste længsler blev delt, som sande venner bad helhjertet sammen. Jeg var vidne til et stærkt sammenknyttet hold, som var noget helt andet, end noget hold jeg har delt en bane med. Det gik op for mig, at jeg ikke behøver at vente på et bønnemøde, men at jeg burde bede indtrængende for mine venner og familie ligesom dette i mine daglige tanker. Hvis jeg bad for mine nærmeste som dette, hvordan kunne jeg så nogensinde have andet end gode, opløftende tanker for dem igen?
Hvis jeg bad for mine nærmeste som dette, hvordan kunne jeg så nogensinde have andet end gode, opløftende tanker for dem igen?
Når jeg ser tilbage på disse to år, kan jeg nu se hvordan Gud havde en plan, der var meget mere betydningsfuld end min oprindelige plan om at lære pigerne at kæmpe for at vinde på volleyboldbanen med teamwork og bestemte færdigheder. Gennem talerne på påskestævnet, der talte lige til mit hjerte, ved at komme nærmere de unge i vores menighed og ved at være blevet vist bønnens kraft, har denne træner lært nogle livsforandrende ting. Jeg er så taknemlig. Lad os alle atbejde for hinanden på denne livets bane, som et rigtigt hold burde.