Jeg var 46 og far til otte, da jeg blev diagnoseret med kræft i spiserøret, en af de kræftarter med den dårligste overlevelsesrate i USA. På et øjeblik blev mit liv ændret totalt.
Månederne før dette havde tingene gået rigtig godt. Jeg havde lige fuldendt en kandidatuddannelse nogle måneder før, og som resultat af dette havde jeg fået et bedre arbejde på det hospital, hvor jeg arbejdede og tjente flere penge. Min kone og jeg havde lige fået vores ottende barn—en rigtig sød lille dreng. Jeg var så aktiv i menigheden, som jeg bare kunne. Alt i alt et meget travlt liv, som jeg var meget tilfreds med, og jeg ville ikke have ønsket noget anderledes.
Så i marts 2007 opdagede jeg en række symptomer, som problemer med at sluge og hikke. Alt dette var mærkeligt, men med tempoet i mit liv på det tidspunkt (altid 100 km/t), kunne jeg ikke rigtigt sætte farten ned for at overveje sådanne ting. Men symptomerne blev værre: i en uge spiste jeg slet ingenting, men følte mig helt mæt, som om jeg havde spist en kæmpe julemiddag. Der var noget helt galt. Jeg fik en tid hos min læge og fik hurtigt diagnosen; alvorlig kræft i spiserøret.
Det viste sig at denne mærkelige, frygtelige sygdom have meget at lære mig.
Kontrol? Det er en illusion
Det første jeg skulle lære handlede om kontrol. På et øjeblik blev det meget klart, at det bare er en illusion, at vi har kontrol over vore liv. Det har vi ikke. På et minut var mit liv blevet totalt forandret, på en måde der var helt chokerende. Ingen i min familie havde haft kræft, og kræft var altid noget nogen andre fik—ikke mig. Det var som om mit liv havde gået imod venstre, og nu havde Gud, ved at vifte sin hånd helt ændret kursen og styret det imod højre. Det var en 180 graders vending, og det var Guds vilje.
Hvor længe varer en “tåge”?
Og så var der selve døden. Det lærte jeg bagefter. Vi er virkelig meget skrøbelige, selv på vores stækeste, og i Jakobsbrevet 4:14 står der, at vi er som en tåge. Ja, efter at jeg først fik diagnosen, følte jeg som om, at jeg var blevet suspenderet imellem himmelen og jorden; jeg var stadig i de levendes land, men jeg var ikke en del af disse mennesker længere, for døden fulgte mig tæt på. Livet er kort, lærte jeg, meget kort, og hver dag skal bruges for Herren.
“Ikke meget”: en ædru tanke
Det tredje jeg lærte, var ganske raslende. Når man føler, man er på randen af evigheden, kommer ens liv tilbage til en i mange detaljer. Det blev helt klart, at det eneste der betød noget for Gud, var det liv jeg var kommet til i Kristus. Det betød ikke noget, hvad de andre tænkte om mig, eller hvad jeg havde gjort, eller hvor mange penge jeg havde tjent, selv alt det gode jeg havde gjort. Han ville have en ting og kun en ting: Kristi liv i mig, at være som Jesus, at havde hans dyder. Så blev jeg nødt til at spørge: hvor meget var jeg kommet til indtil da, og jeg fandt svaret: ikke meget. Dette var en meget god og ædruelig dom og virkelig en opvågningsråb for mig.
Kun igennem bøn
En uge senere endte jeg med at have en stor haste-operation for at fjerne kræften. Det viste sig, at jeg havde en svulst på størrelse med en citron i del øverste del af min mave. Mens jeg lå i hospitalssengen, fik jeg at vide, at min chance for at klare fem år til var omkring ti til halvtreds procent—og det var hvis jeg gik med til at få de stærkeste kemo- og strålebehandlinger de havde. Det blev pludseligt klart for mig, at hvis jeg skulle klare det, ville det kun blive igennem bøn. Det var den fjerde ting jeg lærte: bønnens kraft.
Aldrig undervuder bønnens kraft. Den kan udføre mirakler.
Livet handler ikke om mig
Det blev også klart for mig, at jeg måtte tage disse behandlinger, ligemeget hvor svære eller stærke de var. Da jeg lå der, opdagede jeg at med en kone og otte børn, handlede dette ikke kun om mig. Ja, jeg som næsten aldrig havde været syg hele mit liv, blev nødt til at acceptere behandlinger der ville føre mig ned til dødens porte og tilbage op igen, og det var virkelig ikke for mig selv, men for de andre. Livet handler ikke om mig. Det var den femte ting jeg lærte.
Jeg er højt elsket
Den sjette ting jeg lærte, var hvor meget både min familie og vennerne fra menigheden elskede mig. Vi holder ofte af hinanden, men er faktisk ikke så gode til at udtrykke dette. Dog, i min situation, var mange mennesker i stand til at vise, at de elskede mig, både i ord og gerning. Mange venlige kort, email og helende ord blev givet til mig, og mange hjalp vor familie i det praktiske. Utroligt nok, som min behandling fortsatte, og jeg blev mere og mere svag, gav kristne, der var grundfæstede i Guds ord, mig lige præcis de ord jeg havde brug for, og dette holdt mig i gang. Hvordan de kendte min nød, ved jeg ikke. Ofte var det bare en kommentar under en kort samtale, og lige den rette opmuntring. De var sikkert ikke klar over den effekt, de havde, men det var monumentalt.
Hvis Gud ønsker at bremse dig, så kan han
Så skulle jeg lære noget om at overgive mig til Guds vilje for mit liv, hvilket var det syvende jeg lærte. Det kom til mig, at Gud ville have mig i denne hospitalsseng som 46 årig, og jeg kom til at blive der, så længe som Gud ville. Hver dag de tog et drop ud (jeg havde otte drops stikkende ud af mig efter operationen), en efter en, indtil jeg faktisk var fri. Alt afhængigt af min situation kunne jeg sparke og puste røg ud af mine ører, hvis jeg ville, men Gud ville have sin vej med mig. At overgive mig til Guds plan for mit liv var klart det bedste valg. Så selvom det ikke ligefrem var behageligt i hospitalssengen, så kunne jeg være glad der, og når Gud ville flytte mig ud derfra, kunne jeg flytte, og ikke før.
Et underafsnit af denne syvende lektion går som følger: hvis Gud vil bremse dig, så kan han bremse dig. Jeg var altid en type A personlighed: drevet, mål-orienteret og energisk, måske for meget. Når Gud vil have, at du har tid til at reflektere, kan han gøre dig syg. Sådan havde jeg meget tid til at tænke, rigtig meget tid.
“Det bedste”—ikke altid det åbenlyse
Så kom ting nummer otte: alting samvirker til det bedste, som Paulus siger i Romerbrevet 8:28. Før kræft ville jeg sikkert have sagt, at det bedste for mig ville have været at tjene flere penge eller have mere tid med min familie, eller få mere søvn (en sjælden ting med mange små børn). At få kræft var ikke højt oppe på min liste over, hvad jeg troede “det bedste” var for mig, med Gud, i sin uendelige visdom, vidste at det bedste for mig var at have denne forfærdelige sygdom. Det gjorde mig klar over, hvad livet egentlig handler om, og det samlede min familie og menigheden, så det var til det gode.
Trængsler? Et spørgsmål om perspektiv
Det niende jeg lærte havde at gøre med de mange trænglser, vi møder. Ja, måske har vi sådan en enorm trængsel, som: på vej til arbejde pumterer vores dæk, eller det regner på vores weekend campingtur, eller vi spilder vores drink på bordet. Disse virker som store trænglser, når man står i dem, og det er trængsler, men i virkeligheden er de ingenting igennem et helt liv. Når man er i en hospitalsseng og kæmper for ens liv, det er en trængsel. Når man kaster op efter at være blevet forgiftet (dvs. lige modtaget en kemoinfektion), det er en trængsel. Den niende ting jeg lærte kan opsummeres med et ord: perspektiv.
I live
Den tiende ting er meget enkel: det er godt at være i live, ligemeget om bilen går i stykker eller det regner igennem taget, eller endog, hvis der slet ikke er noget tag fordi det er blæst af i en storm. Jeg er taknemlig bare for at være i live. Det er alt der skal til, for at jeg får en god dag.
Igennem livets situationer har Gud meget at lære os, og der står skrevet at lidelser åbner vore ører (Jobs Bog 36:15). Mine ører blev åbnet igennem denne krisesutuation. De blev vidt åbne og selvom oplevelsen var vanskelig, er jeg evigt lykkelig over alle de ting jeg lærte.