Tvivle eller tro? Valget var mit

Tvivle eller tro? Valget var mit

Skrevet af: Kathryn Albig | Publiceret: 27. januar 2016

Da jeg var lille, havde vi et sæt med godt brugte, blå og lidt lasede bibelhistorier for børn. Jeg kan huske, at jeg mange gange satte mig godt til rette i en lænestol med disse bøger og slugte de fascinerende historier. Jeg fordybede mig i de farverige illustrationer, som jeg for altid kommer til at forbinde med disse historier. Jeg stillede aldrig spørgsmål ved, om noget af det kunne være andet end sandheden.

Jeg kan ikke huske hvornår de første tvivlstanker sneg sig ind i mit sind. Jeg var voksen og begyndte at indse, at noget (meget) af det jeg havde lært helt enkelt ikke gav mening. Det var ikke troværdigt overhovedet. Det trodsede logik og sund fornuft.

Tvivlen bliver sået

Jeg havde spørgsmål om nogle af de helt fantastiske historier i det gamle testamente virkelig var troværdige. Spørgsmål om hvem der faktisk havde skrevet dette. Spørgsmål om de oversættelser vi læser i dag, egentlig er i nærheden af de der blev skrevet ned for så mange år siden. Spørgsmål om evangeliet i det nye testamente.

«Ærlig talt, kom dyrene virkelig marcherende to og to ind i arken, helt af sig selv?»

«Hvad hvis Jesus egentlig ikke var den, som han udgav sig for at være?»

«Der findes ingen beviser for, at Jesus aldrig syndede; ingen kan vide hvad der foregik indeni.»

«Paulus skrev alle disse breve, og jeg skal ligesom bare tro, at alt hvad han siger, er nøjagtigt hvordan Gud vil have, at jeg skal leve mit liv?"

«Er der egentlig en mening med livet? Jeg undrer mig over om dette liv måske er alt, jeg får?»

Og så videre.

En byrde af skyld

Jeg følte mig forfærdelig. Disse spørgsmål fik mig til at føle mig skyldig og modløs. Jeg havde altid hørt om og troet på et liv i sejr over synd. At der var en vej ud af ting som dovenskab, misundelse, egoisme – ting i min natur der fik mig til at være en, som jeg ikke ønskede at være. Men nu, med alle disse spørgsmål, var jeg ikke sikker på om det var sandt længere. Og hvis det var sandt, var jeg så i det hele taget værdig til at blive en Jesu discipel, hvis jeg havde sådanne tanker?

Der var altid en lille stemme i mit baghoved der sagde, at Gud fulgte med.

Mine tanker fløj rundt og rundt. Men jeg vidste, at hvis jeg bare opgav kristenlivet og troen på, at Jesus havde overvundet al synd og havde gjort det muligt for mig at gøre det samme, så vidste jeg heller ikke længere, hvad jeg ville leve for. Hvad er livet uden mål, uden noget at leve for?

Jeg skiftedes til at afvise det, jeg har lært, og at døje med en dårlig samvittighed i tilfælde af, at det var sandt alligevel.

Jeg følte, at jeg var i en endeløs kamp. Jeg havde altid lært, at Satan var kilden til tvivl - at han ville bruge alle midler for at så en tvivl, der kunne vokse op og kvæle min tro. Men det virkede som om disse tanker var mine egne, og min vantro gav mig en skyldfølelse der fik mig til at føles tung og nedtrykt. Alligevel var der altid en lille stemme i mit baghoved der sagde, at Gud fulgte med.

Jeg tog et valg

Men efterhånden kom jeg til at forstå noget. At have tro på Gud, hans søn og hans ord var et valg, som jeg måtte tage. Ved Guds nåde fik jeg taget dette valg. Jeg valgte at tro på, at tvivlstankerne ikke var mine egne. De kom fra Satan, der brugte min menneskelige fornuft og et dække af «sund fornuft», og jeg nægtede at være enig med ham.

«Men hvad hvis Satan faktisk ikke findes, hvad hvis alt er opdigtet? Du skal tænke på dig selv som et rationelt menneske. Ikke tro på alt, bare fordi det er det, som du altid har lært.» Min beslutning standsede ikke tankerne.

«Jeg vælger at tro, at alt er sandt.» Det var mit standpunkt. 

«Jeg tror, hjælp min vantro Markusevangeliet 9,24. Det var det vers, jeg klamrede mig til. Det var - og er - råbet fra mit hjerte.

Jeg vælger at tro på Gud, hans løfter, hans magt og hans kærlighed, fordi uden dette håb bliver livet ustabilt, mørkt, tungt, mistænksomt og meningsløst. Men når jeg tror, at Gud er altings skaber, at han har skabt mig, har en plan for mig, er mægtig nok til at gøre alt hvad jeg beder om og mere, og kan lede mig til et forvandlet liv i Kristus, så har jeg et håb. Mit liv har en hensigt. 

Jeg vælger at tro på sandheden i hvert ord skrevet i bibelen. At det er Guds ord og indåndet af ham.

En lille begyndelse

Det var bare et spørgsmål, om jeg var villlig til at være lydig. «Vær ikke bekymrede for nogetFilipperbrevet 4,6. Det står skrevet i Guds ord. Så jeg begyndte at tro på, at jeg kan få sejr over bekymring. Jeg bad Gud om at give mig styrke til at kæmpe mod disse fristelser og at bringe mit liv i tråd med hans ord. Han giver kraften, men jeg vidste også, at jeg skulle tage initiativet – jeg skulle tage affære.

At tro betød, at jeg måtte adlyde, og jeg kæmpede imod fristelsen om at være bekymret, selv når jeg ikke så resultater med det samme. Da jeg fortsatte med at kæmpe alligevel, i tro på, at «han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den», begyndte jeg efterhånden at se frugterne af min tro. (Filipperbrevet 1,6) Det jeg tror på og fortsatte med, men ikke kunne se, begyndte at blive en realitet. Bekymring erstattes af ro og fred.

Det var et bevis på, at tro er ægte. Min tro bliver rodfæstet og grundfæstet, efterhånden som jeg ser, at den virker. Jeg kan gå fra område til område i mit liv. Selvom jeg nu ser, hvor doven jeg er, tror jeg, at jeg også kan overvinde det. Tro skal prøves for at blive styrket, sådan at den er bevist at være ægte (Første Petersbrev 1,7). Og når det bliver mere og mere ægte, finder jeg ro og hvile, og tvivl og vantro er besejret. Det er et arbejde der tager tid; det sker ikke i løbet af et par dage, eller uger, eller til og med måneder. Men når troen bliver prøvet, virker det tålmodighed (Jakobsbrevet 1,3).

Min tro bliver rodfæstet og grundfæstet, efterhånden som jeg ser, at den virker. Tro skal prøves for at blive styrket, sådan at den er bevist at være ægte.

Miraklernes Gud

Satan kommer til at prøve at knække mig; det er det, han gør. Men jeg har allerede bestemt mig. Jeg står i overenstemmelse med min tro. Jeg beder Gud om styrke og hjælp – ham som jeg tror er mægtig og i stand til at gøre alt, jeg beder ham om (Efeserbrevet 3,20).

Selvfølgelig dukker der stadigvæk tvivlstanker op engang imellem. Men nu kan jeg mere eller mindre slå dem bort med et smil. Ikke fordi jeg er ubetænksom, men fordi jeg har tænkt på det. Jeg ved, hvor disse tanker kommer fra, og jeg har allerede bestemt mig for, at de ikke kommer til at have noget at sige i mit liv. Jeg ved, hvad jeg tror på. Jeg har allerede taget den beslutning.

Ja, nogle af historierne i det gamle testamente er ret fantastiske, men det er fordi vi har en Gud, som er ret fantastisk. Han er almægtig, og for ham er mirakler ikke noget problem. Det viser sig i det mirakel, som han gør i mig.